Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Ludvig Schütz

Oprindelig forfatter HJrg
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christian Ludvig Schütz, 14.5.1736-8.4.1812, kancellideputeret. Født i Kbh. (Petri), død sst. (Petri), begravet sst. (Ass.). S. blev student 1752 fra Kbh. og studerede i de følgende år filosofi og jura uden dog at tage nogen embedseksamen. 1756 indtrådte han som volontør i tyske kancelli, og i omtrent 50 år virkede han inden for dette kollegiums vægge. Han udnævntes 1760 til sekretær, men ved kollegiets omdannelse under J. F. Struensee blev han 1771 2. deputeret og ved udgangen af 1776 1. deputeret. Da Cay Reventlow trak sig tilbage 1802 virkede S. som præsident samtidig med at S. refererede sagerne i statsrådet. Som andre fremstående embedsmænd betroedes der ham gennem årene en lang række tillidshverv. 1778–1804 var han således medlem af den bestandige kvægsygekommission, 1786–1812 af postkassepensionsdirektionen, 1795–1810 af direktionen for den almindelige enkekasse og fra 1788 af kommissionen for en ny ligning af indkvarteringshjælpe-skatten. Han var flittig og påpasselig men synes ikke at have været nogen selvstændig eller fremragende dygtighed. Ved sit ægteskab var han kommet i besiddelse af en ikke ringe formue, og sammen med sin svigermor købte han 1783 Basnæs som han var eneejer af 1791–1805. Senere erhvervede han gården Lille Antvorskov ved Slagelse og opholdt sig for det meste her efter sin afsked 1804. Som godsejer vandt han sig et ikke ubetydeligt navn, og han interesserede sig levende for udskiftning og udflytning. Da han ingen børn havde, oprettede han af en del af sin formue det S.ske fideikommis til hjælp for trængende embedsmænds enker og børn. – Kancelliråd 1766. Justitsråd 1769. Etatsråd 1776. Konferensråd 1779. Gehejmekonferensråd 1810.

Familie

Forældre: proviantkommissær Christian S. (født 1689) og Johanna Catharina Brøndlund. Gift 15.11.1769 (kop. Nie.) med Anne Johanne Lowson, døbt 31.12.1747 i Hillerød, født 29.9.1809 i Kbh. (Petri), d. af rytterdistriktforvalter, senere amtsforvalter og rentekammerkommitteret, etatsråd Jacob L. (1708–77) og Charlotte Amalie Riis (1720–98).

Udnævnelser

Hv. R. 1803.

Annonce

Ikonografi

Min. (Arreskov). Tegn. af Poul Ipsen, 1785. Mal. af C. C. A. Bøhndel udst. 1812.

Bibliografi

Kabinetsstyrelsen i Danm., udg. Holger Hansen 1, 1916 297f 300–03. Udv. breve, betænkn. og optegn, af J. O. Schack-Rathlous ark., udg. Th. Thaulow og J. O. Bro-Jørgensen, 1936 429 432. – Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé IV, 1900 314. Luxdorphs dagbøger, udg. E. Nystrøm I-II, 1915–30. C. Klitgaard i Pers. hist. t. ll.r.I, 1940 148 (geneal.); Jette Kjærulff Tuxen sst. 16.r.III, 1975 186. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Harald Jørgensen: Christian Ludvig Schütz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297268