C.L. Lassen, Christian Ludvig Lassen, 7.10.1766-9.5.1839, kancellideputeret. Født på Selsøgård, død i Kbh. (Frue), begravet sst. (Ass.). L.s løbebane forløb fuldt og helt inden for kancelliets fire vægge. Efter at have taget juridisk eksamen 1789 blev han n.å. volontær og 1792 kopist i danske kancelli. 1801 blev han underkancellist i 1. departement og ledede kontorets forretninger under den egentlige chefs dispensation, indtil han selv 1804 blev virkelig chef for kontoret. 1810 udnævntes han til departementschef, 1813 til kancellideputeret. Fra 1824 overtog han desuden decisionen af de offentlige stiftelsers regnskaber. L. beskæftigede sig navnlig med sager vedrørende kirke- og almueskolevæsenet, og han lagde ofte omfattende indsigt og stor skarpsindighed for dagen ved disse sagers behandling. Under debatterne i kancellikoilegiet om de nye stænderlove var han som oftest at finde på den Stemannske fløj, og han støttede med iver dennes krav om at grundejendom måtte være den absolutte betingelse for erhvervelse af valgret. Derimod støttede han 1838 A. S. Ørsted, da denne ytrede sin store betænkelighed ved at gennemføre en lovbestemmelse som et stort flertal i stænderne havde udtalt sig imod. -Justitsråd 1805. Etatsråd 1813. Konferensråd 1829.

Familie

Forældre: kancelliråd og forpagter, senere ejer af Kongsdal Lorentz L. (ca. 1728–1804) og Kirsten Nielsdatter Klocker (1735–90). Gift 20.12.1809 i Kbh. (Frue) med Erasmine Karine Lampe, født 27.8.1771 i Aversi, død 5.7.1854 i Kbh. (Frue) (gift 1. gang 1791 med overretsprokurator, søkrigsprokurør Conrad Weidemann, 1761–1808), d. af sognepræst Marcus Rasmussen L. (1727–97) og Else Cathrine Borchsenius (1728–1804, gift 1. gang 1759 med byfoged i Store Heddinge Frants Ulsted, død 1766).

Udnævnelser

R. 1824. DM. 1828. K. 1836.

Bibliografi

Edv. Collin: H. C. Andersen og det Collinske hus, 1882 553. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. I, 1931.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig