J.G. Adler

J.G. Adler, Johan Gunder Adler, 5.3.1784-26.5.1852, kabinetssekretær. Født i Kbh. (Nic), død på en baderejse i Hof i Bayern, begravet sst. A. blev 1802 student fra det Schouboeske institut, tog 1803 og 1804 filologisk-filosofisk eksamen men førte ikke studiet til afslutning. Under belejringen 1807 gjorde han tjeneste i Kongens livjægerkorps og forfremmedes til løjtnant. Han levede af undervisning i Kbh. indtil han 1812 blev ansat som bestyrer og førstelærer, fra 10.4. s.å. med titel af lektor, i Fredrikshald ved instituttet Prins Christians Minde (den senere lærde skole).

Allerede i København havde A. haft forbindelse med tronfølgeren prins Christian Frederik som han bl.a. skulle skaffe oplysninger om kunstakademiet i Paris. Bekendtskabet fornyedes da prinsen 1813 kom til Norge som statholder, og begivenhederne 1814 gav A. lejlighed til at spille en politisk rolle. I januar-februar 1814 udarbejdede han sammen med sorenskriver Christian Magnus Falsen, en ven fra skoledagene, et Udkast til en Konstitution for Kongeriget Norge hvortil prins Christian Frederik nedskrev bemærkninger og ændringer. Udkastet er karakteriseret som uden sammenligning det bedste som forelå for rigsforsamlingen, og det blev lagt til grund for konstitutionskomiteens forhandlinger. A.s forbindelse med prins Christian Frederik blev bestemmende for hans livsbane. Rimeligvis på grund af sin sprogfærdighed blev han 20.7.1814 stillet til rådighed for de norske forhandlere om våbenstilstand og knyttedes kort efter til kongen som dennes sekretær. I Christian Frederiks følge forlod han Norge men bevarede sin stilling også efter prinsens overtagelse af den danske trone som Christian VIII, og han forblev indtil kongens død dennes meget fortrolige hjælper og omgangsfælle. Et nært åndsslægtskab forklarer dette mangeårige forhold: fælles sans for smukke og urbane livsformer, fælles kunstneriske og æstetiske interesser, og tillige at de begge var mænd uden skarpe kanter og med tilbøjelighed til i alle livets forhold at forhandle og lempe sig til rette. Som prinsens kabinetssekretær og kasserer deltog han i den store udenlandsrejse 1818–22, stiftede i disse år bekendtskab med utallige kunstnere og videnskabsmænd og blev hjemmevant i det internationale selskabsliv. Efter Christian VIIIs tronbestigelse blev A. – uden formel udnævnelse – gehejmekabinetssekretær og jan. 1840 statssekretær (chef) for det nyoprettede statssekretariat for nådessager hvorved han blev den centrale skikkelse i det omfattende gratifikationssystem der prægede den sene enevælde. Febr. 1842 -juni 1849 var A. medlem af regaliefondens bestyrelse som afholdt udgifterne til de kgl. museer, og dec. 1839 -juli 1849 af direktionen for Det kgl. teater. Tronskiftet 1848 og de derefter følgende forandringer ved hoffet og i statsstyreisens organisation bragte hans forskellige hverv og stillinger til ophør. Som medlem af teaterdirektionen har A. ikke sat dybere spor. Dog skal han mod Molbechs modstand have gennemført antagelsen af H. C. Andersens "Mulatten". Han var elskværdig og omgængelig over for teatrets skuespillere, men uden fasthed, og hans med årene voksende tilbøjelighed til en vis indolent væremåde tilskyndede ham til at søge vanskelighederne klaret med en vits eller en åndrighed.

Efterhånden som Christian VIIIs regeringsperiode udforskes, afdækkes også A.s virksomhed. Han havde kongens fortrolighed både i private og politiske anliggender, og deres indbyrdes brevveksling viser at han kunne udtale sig med fuldkommen åbenhed i alle spørgsmål. De udenlandske diplomater i København tillagde ham betydelig indflydelse på kongen. A.s råd blev dog ikke altid fulgt af Christian VIII der både som kronprins og som konge selv ville træffe afgørelserne. Samtidig viser A.s arkiv hans omfattende kontakter uden for hoffets kreds. 1815 forhandlede han på sin herres vegne med Carl af Hessen om tilrettelæggelsen af det første vanskelige møde mellem prinsen og Frederik VI. Skønt selv liberal advarede han 1820 prinsen mod at vise for stærk sympati for revolutionen i Napoli, var med til at forhindre at Christian Frederik 1835 afslog den svenske serafimerorden, indskærpede 1840 kongen at han ikke måtte gøre slesvig-holstenerne indrømmelser i sprogsagen og indhentede oplysninger fra Savigny om preussiske forfatningsanliggender. Højtstående personer, fx de augustenburgske brødre, søgte støtte hos ham og gennem ham hos kongen der i A. havde en loyal medarbejder i 1840'ernes komplicerede politiske spørgsmål. Han var blandt dem der opfordredes til at udarbejde forslag om ændringer i monarkiets styrelse, og Christian VIII brugte ham til at sondere Metternich i arvefølgespørgsmålet. 1845 blev han medlem af arvefølgekommissionen og spillede formentlig en rolle ved konciperingen af kommissionens betænkning. Bedst kendt er nu hans arbejde som leder og formidler af Christian VIIIs ret omfattende økonomiske støtte til den loyale presse som skulle forsvare regeringens politik. Også tidligere havde A. i øvrigt varetaget opgaver i forhold til pressen. Dette ingenlunde problemfri arbejde udførtes i 1840'erne i dyb hemmelighed gennem sekretariatet for nådessager hvor A.s nærmeste medarbejdere i disse anliggender var bogholder L. M. Hofgaard og J. P. Trap.

Pressestøtten var ikke det eneste vanskelige og omfattende arbejdsområde A. måtte tage sig af som daglig leder af gratifikationssystemet, og besværlighederne hermed og for kongens politik i øvrigt sled på hans humør og arbejdskraft der allerede tidligere havde været svingende. Han måtte til støtte for sit helbred foretage flere længere baderejser, og det var derfor næppe A. ukært at kongens død også betød hans afsked med dansk politik og administration. – Virkelig etatsråd 1829. Gehejmeetatsråd 1840