E.S.F. Reverdil, Elie-Salomon-François Reverdil, 19.5.1732-4.8.1808, kabinetssekretær. Efter studier i Geneve og Lausanne kom Reverdil, anbefalet J.H.E. Bernstorff af A. Roger, 1758 til København og ansattes ved kunstakademiet. Samtidig overtog han efter P.H. Mallet redaktionen af tidsskriftet Mercure Danois (1759–60), og efter fætteren Rogers pludselige død fuldførte han dennes Lettres sur le Danemarc (II, Genève 1764). Okt. 1760 blev han lærer for den elleveårige kronprins Christian (7.) under overhofmester Ditlev Reventlows (1712–83) tilsyn. Den unge schweizer var fra begyndelsen besjælet af ønsket om at påvirke sin elev til at blive en god og reformvenlig regent med gode kundskaber om landets forhold. Han var selv velorienteret, en elskværdig og munter personlighed, og hans stilfærdige myndighed undlod ikke at gøre indtryk på kronprinsen der i sin sygdomsbetingede angst knyttede sig til stærke personligheder i sine omgivelser. I sine erindringer lægger Reverdil vægt på modsætningsforholdet til Reventlow, hvis pædagogiske metoder gik ud på at skræmme eleven til lydighed og flid, og det er sikkert rigtigt at Reverdil, der som den første var klar over at kronprinsen var syg kunne se at voldsom optræden og hårdhed skadede hans nerver. Men modsætningen til Reventlow bundede dog måske dybere. Præget som Reverdil var af samtidens franske frihedsideer - og af sin egen herkomst i den borgerlige fristat Schweiz – opfattede han den danske bondestands vilkår som et slaveri, og han søgte at opmuntre kronprinsen til at se sin livsopgave i at blive bøndernes befrier, og dermed sit folks velgører. En sådan påvirkning – der ikke lod prinsens forfængelighed urørt – måtte for godsejeren Reventlow være uønsket. Også den sædvanlige skare af øjentjenere i prinsens følge måtte betragte Reverdils position som en trussel.

Efter Frederik 5.s død i jan. 1766 gjorde Christian 7. Reverdil til sin kabinetssekretær, i betragtning af kongens sindstilstand den måske betydeligste post ved hoffet. 1767 udformede han to memoranda til kongen: om en begrænsning af stavnsbåndet og begrænsning/afløsning af hoveriet, og ved nedsættelse af landbokommissionen 27.10. blev han selv medlem af denne. Mindre end en måned senere fik han pludselig sin afsked med ordre til inden 24 timer at forlade landet. En rundelig engangssum fra kongen kunne ikke fjerne den ærekære mands bitterhed. Selv lægger han skylden herfor på C.L. de Saint-Germain, den egentlige ophavsmand til kommissionen, fordi denne med sine mere radikale ideer om bondefrigørelsen mistænkeliggjorde hele sagen. Der er dog mere grund til at lægge ansvaret på den russisk-holstenske mageskifteforhandler C. v. Saldern der anså den fransk orienterede Reverdils nære forhold til kongen som en fare og forstod at udnytte andres misundelse. Gennem sin ven M.H. Høyer holdt Reverdil sig dog fortsat orienteret om bondesagen i Danmark.

Sept. 1771 kaldtes han imidlertid overraskende tilbage af J.F. Struensee. Man gættede i samtiden på at den virkelige bagmand herfor var Enevold Brandt. Dette er næppe rigtigt. Struensee der var oprigtigt bekymret for kongens tilstand havde brug for en pålidelig og forstående "sygepasser"; Reverdils positive indvirkning på Christian 7. var ikke glemt, og at Reverdil samtidig ikke blot var borgerlig, men besjælet af de samme reformideer som Struensee selv, gjorde ham til et rimeligt valg. Fristet ved udsigten til at få oprejsning, men skræmt af rygterne om hoffets forhold opsøgte Reverdil Bernstorff på vejen til København og blev af denne opmuntret til at modtage ansættelsen – for om muligt at kunne modvirke noget af det onde usurpatoren måtte have i sinde. Ved sin ankomst sept. 1771 blev han meget skuffet over ikke at skulle deltage i et reformarbejde men blot være "en gal mands vogter". Han fik bolig på Christiansborg og fik opsyn med kongens håndbibliotek. Reverdil befandt sig ilde ved det borgerliggjorte hof, som han fandt simpelt, men anså Struensee – som han dog ikke kom i et nærmere forhold til – for at være den bedste i selskabet. Efter dennes fald i jan. 1772 vendte han tilbage til Schweiz, hvor han tilbragte sin tid med studier og varetagelse af offentlige tillidshverv. Han havde brevforbindelse med flere danske, bl.a. den forviste S.O. Falkenskiold, der havde slået sig ned i Lausanne. Også med Voltaire i det nærliggende Fernay havde han forbindelse. Hans erindringer er en betydningsfuld kilde til forståelse af Christian 7.s sygdom – og i det hele en god kilde til Danmarks historie 1760–72, selv om synsvinklen er hans personlige. Han var efter tidens målestok fordomsfri og i besiddelse af sund dømmekraft, uden hang til overdrivelse.

Familie

E.S.F. Reverdil blev født i Nyon, Schweiz, døde i Geneve og er begravet i Nyon. Forældre: justitssekretær, notar Urbain Reverdil (1699–1751) og Henriette Marseille (Merseille) (ca. 1705–79). Gift 19.1.1785 i Prangins med Elisabeth-Olive-Julie Nicole, døbt 13.7.1758 i Nyon, død 7.9.1806 sst., datter af kastellan i Trélex Claude-Olivier-Ferdinand Nicole og Louise-Julie de Martigny.

Udnævnelser

Legationsråd 1766. Virkelig etatsråd s.å.

Ikonografi

Mal. af Robert Gardelle, 1758. Kopi 1861 efter ældre mal. af S. C. Natthey (Musée historique de Nyon). Min.

Bibliografi

Kilder. E.S.F. Reverdil: Struensée et la cour de Copenhague 1760–72, udg. Alex. Roger, Paris 1858 (da. udg.: Struensee og hoffet i Kbh., 1859, udg. m. forord og noter ved L. Bobé, 1916 (2. udg. 1917)). Aktstykker til oplysn. om stavnsbåndets hist., udg. J. A. Fridericia, 1888 183–92 (Reverdils betænkn. om stavnsbåndet). Danske mag. 5.r.III, 1893–97 8–10 (brev); V, 1902–04 1–7 (Reverdils betænkn. om landboforholdene i Danm.). Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé III–VII, 1896–1906. Bernstorffske papirer, udg. Aage Friis I-III, 1904–13 (brevveksl. i II 674–700). Kabinetsstyrelsen i Danm. 1768–72, udg. Holger Hansen I-III, 1916–23. Inkvisitionskommissionen af 20. jan. 1772, udg. samme I-V, 1927–41.

Lit. Dorothea Biehl i Hist. t. 3.r.IV, 1865–66 343–45 362–69. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 IV, 1902. Hans Jensen: Dansk jordpolitik I, 1936 (reproudg. 1975). Sv. Cedergreen Bech: Struensee og hans tid, 1972.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig