Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christian Ludvig Tillisch

Oprindelig forfatter HJrg
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Christian Ludvig Tillisch, 28.7.1797-13.9.1844, kabinetssekretær. Født på Favrvrå ved Christiansfeld, død på Gram, begravet sst. T. blev dimitteret fra Herlufsholm 1816, tog juridisk embedseksamen 1820 og gjorde herefter tjeneste i rentekammeret. 1825 konstitueredes han som amtmand på Færøerne, fik udnævnelse 1828, men forlod stillingen 1830 og virkede derefter indtil 1841 som amtmand over Åbenrå og Løgumkloster amter. I de første fire stænderforsamlinger i Roskilde mødte han som kongevalgt medlem og repræsentant for Færøerne og Island. Han var et meget interesseret medlem der deltog i drøftelsen af en lang række spørgsmål, ligesom han ivrigt arbejdede i de nedsatte komiteer, navnlig i dem der behandlede islandske og færøske problemer. Under forhandlingerne om en kommunallov for byerne virkede han for embedsmændenes fortsatte indflydelse, og han interesserede sig levende for det vigtige kommunale spørgsmål fattigvæsenet. Han var en modstander af større hjælp gennem lovgivningen til husmændene, og under de almindelige politiske drøftelser i forsamlingen indtog han et mådeholdent konservativt standpunkt. Gennem sin virksomhed som amtmand i Åbenrå kom han den nationale modsætning på nærmeste hånd, og de erfaringer og indtryk han herigennem modtog blev af stor betydning da han 1841 modtog stillingen som kongens kabinetssekretær. Under de vanskelige forhandlinger i statsrådet som følge af købmand Peter Hiort Lorenzens optræden fik T. sammen med kancellipræsident P. C. Stemann en afgørende indflydelse på sagens afgørelse. I fællesskab udarbejdede de et forslag til et kgl. reskript der i nogen grad mildnede kongens oprindelige skarpe afvisning af Hiort Lorenzens krav, og de tilrådede kongen at stille sig over partierne og følgelig heller ikke indtage et udpræget dansk-nationalt standpunkt. For Stemann såvel som for T. var det afgørende at helstaten blev bevaret, og man måtte derfor afvise både det ejderdanske og det slesvigholstenske partis krav. Under en rejse i Sønderjylland hvor T. ledsagede Christian VIII døde han pludselig af en lungeblødning. Kongen meddelte selv kancellipræsident Stemann søstersønnens tragiske død og udialte sin dybeste beklagelse over tabet af en mand der kendte hertugdømmerne bedre end nogen anden, og som desuden var en strengt retfærdig mand der altid med frimodighed havde sagt sin mening. – Kammerjunker 1825. Kammerherre 1840.

Familie

Forældre: oberst Georg Frederik T. (1760–1845) og Augusta Elisabeth Stemann (1770–1835). Gift 1.9.1830 i Årby med komtesse Henriette Vilhelmine Lerche, født 17.6.1801 på Lerchenborg, død 19.12.1887 i Kbh. (Slotsk.), d. af lensgreve Christian Cornelius L. (1770–1852) og Ulrikke Sophie v. Levetzow (1771–1803). - Bror til F. T.

Udnævnelser

R. 1828. DM. 1842. K. 1843.

Annonce

Ikonografi

Litografi af I. M. Graack. Afbildet på S. Schacks mal., 1843, af salvingen 1840 (St. mus.) og på nøgle dertil (Kgl.bibl.).

Bibliografi

Danm.s adels årbog LI, 1934 76f. A. D. Jørgensen i Sønderjyske årbøger, 1895 45–176. M. K. Zahrtmann: Admiral C. C. Zahrtmann, 1927 121–28. [J. A.] Hansen i Sønderjysk månedsskr. VII, 1930 11–13. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. I–II, 1931–34. Harald Jørgensen: Studier over det offentlige fattigvæsens hist. udvikl. i Danm. i det 19. årh., 1940 (reproudg. 1975) 74f 77. J. P. Trap: Fra fire kongers tid I, 1966.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Harald Jørgensen: Christian Ludvig Tillisch i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 11. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298448