Frits Bülow

Frits Bülow, Frits Toxwerdt Bülow, 16.4.1872-30.7.1955, justitsminister. Født i Ålborg, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). B. tog præliminæreksamen 1886, blev exam. jur. j 1891, student (privat dimitteret) 1894, cand. jur. 1898, overretssagfører s.å., højesteretssagfører 1903.1 kraft af sit skarpe og hurtige hoved og sin usædvanlige arbejdskraft blev han snart en af højesteretsskrankens dygtigste og mest benyttede advokater, og da J. C. Christensen og S. Berg 1909 anklagedes for rigsretten valgte de B. til deres forsvarer. Han gennemførte sit defensorat med anerkendt dygtighed, og han der ikke tidligere havde beskæftiget sig synderligt med politik fik derigennem tilknytning til ledende venstrekredse og blev 1910-13 justitsminister i ministeriet Berntsen. Han viste som minister megen dygtighed og forhandlingsevne og tilpassede sig hurtigt de parlamentariske forhold. Han fik afskaffet Albertis pryglestraf og oprettet statspolitiet samt gennemført lovene om apotekervæsnet og bekæmpelse af tuberkulosen 1912. I hans administration var det egentlig kun hans svagt motiverede afskedigelse af formanden for sundhedsstyrelsen Niels Muus 1911 som blev genstand for skarp kritik. I ministeriets interne forhandlinger spillede han en vigtig rolle ved sin juridiske og forretningsmæssige indsigt, bl.a. ved affattelsen af grundlovsforslaget af 1912. - Efter ministeriets afgang 1913 blev han ekstraordinær højesteretsassessor og genoptog sin virksomhed som højesteretssagfører der særlig i krigs og efterkrigstiden antog store dimensioner. Han blev sagfører eller juridisk konsulent for en række store erhvervsvirksomheder, bl.a. ØK og Landmandsbanken. 1919 blev han formand for Nationalbankens repræsentantskab og 1920 tingvalgt medlem af landstinget og dets formand. Ved Landmandsbankens sammenbrud 1922 kritiseredes hans dobbeltstilling som bankens sagfører og formand for Nationalbankens repræsentantskab. Han fratrådte som bankens sagfører juli, nedlagde sin formandspost i landstinget og Nationalbankens repræsentantskab sept. og udtrådte af repræsentantskabet dec. 1922. Efter offentliggørelsen af bankkommissionens beretning, der kritiserede hans honorarer i Landmandsbanken, krævede Sorø amtstidende og Ålborg amtstidende 16.1.1924 at han nedlagde sit landstingsmandat hvilket skete 14.2. Han udsendte 25.2. en redegørelse med imødegåelse af bankkommissionens kritik. B. helligede sig derefter helt sin store og anerkendte sagførervirksomhed. Han vandt 1920 for justitsministeriet sagen om lovligheden af loven om len og stamhuses overgang til fri ejendom.