E. Thune Jacobsen

E. Thune Jacobsen, Eigil Thune Jacobsen, 1.10.1880-27.5.1949, justitsminister. E. Thune Jacobsen blev student fra Metropolitanskolen 1898, cand.jur. 1905, by- og herredsfuldmægtig i Mariager 1905–08, i Frederikssund 1908–12. Han var 1912–19 politiassistent (dvs. politifuldmægtig) i Esbjerg. 1919 udnævntes han til politiinspektør i statspolitiet (dvs. kriminalpolitiet) i København og samtidig til forstander for politiskolen. 1923 blev han politimester i Randers, 1926 chef for Københavns opdagelsespoliti, 1933 for statspolitiet. 1935 konstitueredes han tillige som politidirektør i København.

I forbindelse med forberedelsen af en fusion af det kommunale politi (ordenspolitiet) med statspolitiet betroedes der E. Thune Jacobsen en central funktion. Som en logisk konsekvens heraf udnævntes Thune Jacobsen 1938 til rigspolitichef. Forudsætningen for denne glimrende løbebane var et alsidigt virke for at modernisere politiets arbejde. Han stræbte ved åbenhed med held efter i offentligheden at skabe forståelse for politiets arbejde, han virkede for en forbedret uddannelse af politiet og for anvendelse af den mest moderne teknik i opklaringsarbejdet.

1931–41 var han medudgiver al Nordisk kriminalteknisk Tidsskrift, 1933–36 og 1937–41 var han medlem af retsplejeudvalget, ligesom han i perioder beklædte mange juridiske hverv som fx bestyrelsen for Dansk kriminalforsorg og Juristforbundet. Han var også særdeles aktiv i det internationale politisamarbejde, især med det tyske politi. Gennem dette arbejde dannede han sig et klart billede af hvilke skæbnesvangre følger nazistisk infiltration i politiet kunne få.

E. Thune Jacobsens status som den af alle – også af tyskerne – mest ansete politimand førte til at statsminister Stauning i juni 1941 opfordrede ham til at overtage justitsministeriet efter Harald Petersen som blev tvunget ud af besættelsesmagten. Inden han svarede ja mødtes han med Vilh. Buhl, Hans Hedtoft og Alsing Andersen der senere søgte at bagatellisere samtalen. Der er dog næppe tvivl om at de støttede Staunings anmodning som Thune Jacobsen da også accepterede ud fra en blanding af pligtfølelse og forlængelighed.

Som justitsminister kom E. Thune Jacobsen til at agere i politikerrollen som han havde få forudsætninger for at udfylde ikke mindst under besættelsens vanskelige vilkår. I august 1941 fik han tilskyndet af højesteretspræsident Troels G. Jørgensen, en modstræbende rigsdag til at vedtage lov om forbud mod kommunistisk virksomhed for at interneringen af de danske kommunister ikke kun skulle være dækket ved henvisning til nødretten.

E. Thune Jacobsen støttede loyalt forhandlingspolitikken således som Erik Scavenius udformede den. Som justitsminister med ansvaret for roens opretholdelse var han i en særlig udsat position og måtte efter tysk krav lægge ryg til fx lov af 4.12.1942 om beskyttelsen af virksomheder der arbejdede for tyskerne, og andre upopulære foranstaltninger, der havde til formål at dæmme op for den begyndende modstandsaktivitet. I ministermødet 28. august 1943 hvor der sattes punktum for forhandlingspolitikken spurgte Thune Jacobsen, om de internerede kommunister i Horserødlejren skulle have lejlighed til at flygte, men ingen reagerede, og Thune Jacobsen foretog sig derfor intet. Formentlig har såvel han som politikerne regnet med at forhandlingspolitikken kunne genoptages hvorfor en løsladelse af kommunisterne kunne virke provokerende. Denne undladelsessynd kom i særlig grad til at belaste Thune Jacobsen.

1943–44 virkede E. Thune Jacobsen som meddeler til Secret Service og modstandsbevægelsen. Efter arrestationen af det danske politi fik tyskerne kendskab til denne virksomhed, og Thune Jacobsen fandt det tilrådeligt at tage til Sverige hvor han blev mødt med uvilje af de danske flygtninge. Efter krigen ville ministeriet Buhl ikke lade ham indtræde i sin post som rigspolitichef, i stedet internerede modstandsorganisationen BOPA ham 30.5.1945. Ved Frode Jakobsens mellemkomst blev han dog sat på fri fod s.d. E. Thune Jacobsen anmodede om at få sine forhold undersøgt, men politikerne der meget vel vidste at de delte ansvar med ham ønskede at kun den langsomt arbejdende parlamentariske kommission som de styrede skulle beskæftige sig hermed. Thune Jacobsen døde inden den var færdig. 1946 udgav han bogen Paa en Uriaspost, hvor han forsvarede sig.

E. Thune Jacobsen var vel ingen stærk personlighed, men han var klart antinazistisk og demokratisk indstillet. Hans virke som minister var præget af ønsket om at bevare så meget af retshåndhævelsen som muligt på danske hænder. Men han havde ingen støtte i en politisk bevægelse, og de politikere han havde virket sammen med kunne eller ville efter 5.5.1945 ikke hjælpe ham – bortset fra Erik Scavenius. E. Thune Jacobsen kom således til at betale en urimelig høj pris for sin deltagelse i forhandlingspolitikken.