Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

C.E. Bardenfleth

Oprindelige forfattere HLars og NNeer
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

C.E. Bardenfleth, Carl Emil Bardenfleth, 9.5.1807-3.9.1857, justitsminister, stiftamtmand. Født i Kbh. (Garn.), død i Interlaken, begravet sst. B. undervistes først i hjemmet og i længere perioder sammen med den ca. et år yngre prins Frederik (VII) hvis opdragelse dengang lededes af B.s fader. 1823 blev han student fra Borgerdydskolen i Kbh. og tog 1827 juridisk embedseksamen. Også i skoleårene og de første ungdomsår bestod der et fortroligt venskab mellem prinsen og B. som gav denne lejlighed til at påskønne vennens elskværdige egenskaber, men dog også tidligt gav ham et nøje indblik i hans mindre heldige karakterejendommeligheder. Da prins Frederik blev gift med prinsesse Vilhelmine 1828 blev B. ansat som kavaler ved det unge hof. Forholdene her blev ham dog snart lidet tiltalende, og da hans fra ungdommen skrøbelige helbred gjorde det vanskeligt for ham at deltage i prinsens hyppige jagtture og andre udflugter, søgte han bort til en roligere og mere selvstændig virksomhed der også kunne muliggøre det for ham at gifte sig. 1832 fik han da embedet som byfoged i Frederikssund og herredsfoged over Horns herred og forblev her til han 1837 konstitueredes som stiftamtmand på Island, hvilken stilling han beklædte til 1840 da Christian VIII rettede en indstændig opfordring til ham om at overtage posten som hofchef hos prins Frederik der nu var kronprins og stod foran sit andet ægteskab. B. mente trods svære betænkeligheder ikke at kunne sidde denne opfordring overhørig og tiltrådte sin nye stilling i foråret 1841. Han ønskede imidlertid bl.a. af helbredshensyn snarest muligt at komme bort fra den og blev 1843 stiftamtmand over Fyn, hvor han med to afbrydelser i sommeren 1845 og 1847, da han fungerede som kgl. kommissarius ved det nyoprettede altings to første samlinger, forblev til 1848. I alle sine embedsstillinger viste B. sig som en dygtig og i sin gerning stærkt interesseret embedsmand. Også som stiftamtmand bevarede B. en nær forbindelse med kronprinsen som var blevet udnævnt til guvernør over Fyn. Han nærede stærk sympati for den unge kronprinsesse Mariane og gjorde hvad han formåede for at hindre ægteskabets sammenbrud og bryde den indflydelse Louise Rasmussen (senere grevinde Danner) øvede over prinsen, men begge dele forgæves. Trods de dybtgående karakterforskelligheder mellem den nøgterne og i alle livsforhold korrekte B. og den excentriske kronprins kunne den gensidige hengivenhedsfølelse mellem dem dog endnu holde, og der er ingen tvivl om at B. i disse år på mange områder øvede en gavnlig indflydelse på prinsen. Politik havde B. som korrekt embedsmand af den gamle skole altid holdt sig fra, og hans personlige sympatier gik afgjort i retning af at beholde den kongelige enevælde så længe som muligt. I foråret 1847 bevægede han kronprinsen til at indgive et memorandum til Christian VIII. Det var affattet af B. efter samråd med major v. Schøller og kabinetssekretær Lunding i kronprinsens hofstat og tilrådede ikke blot kraftigere at imødegå de slesvigholstenske bestræbelser og værne om danskheden i Slesvig, men også snarest at udstede en hele monarkiet omfattende konstitutionel forfatning. B. handlede ingenlunde på grund af stærke konstitutionelle, endsige demokratiske sympatier, men ene af nationale grunde. Han frygtede helstatens sammenbrud og Slesvigs tab hvis man ikke i tide gav monarkiets forfatningsmæssige ordning en ny og fastere form der til en vis grad imødekom tidsånden, og det var for ham af afgørende betydning at denne ordning blev truffet af Christian VIII og ikke overladt til efterfølgeren som han anså for ganske uskikket til et sådant hverv. Henvendelsen blev vel modtaget af kongen som på den tid selv syslede med forfatningsplaner, men B. blev ikke inddraget i nogen forhandling herom før han efter Frederik VII's tronbestigelse 20.1.1848 blev kaldt til Kbh. og udnævnt til gehejmestatsminister, indtil videre uden portefølje, men senere som præsident i Danske Kancelli. Straks efter sin ankomst til Kbh. blev B. inddraget i gehejmestatsrådets forhandlinger om udkastet til kundgørelsen af 28.1.1848. Han følte sig i afgjort modsætning til rådets ledende flertal med hensyn til hovedpunktet, at kongeriget og hertugdømmerne skulle sende et lige antal repræsentanter til den nye fællesforsamling, men som den meget yngre og mindre erfarne anså han det for frugtesløst her at gøre indvendinger. På andre punkter søgte han vel at bekæmpe forslagets hovedtendens: hertugdømmernes ligeberettigelse med og forholdsvise selvstændighed over for kongeriget, men uden væsentlige resultater idet kongen altid fulgte flertallet og B. undlod at benytte sit personlige forhold til ham til at påvirke ham i modsat retning.

Efter februarrevolutionen antog forholdene en så kritisk karakter at B. kom i stedse stærkere modsætning til statsrådets ledende flertal. Han satte således forgæves sin indflydelse ind på at der i begyndelsen af marts skulle koncentreres en pålidelig dansk troppestyrke i og omkring Rendsborg, og da ophidselsen i hertugdømmerne voksede og den tyske bevægelse antog et stedse mere danskfjendtligt præg anså han faren for helt at miste Slesvig for så overhængende at man måtte forlade den hidtidige ordning og tillade Holsten og Lauenburg at følge den nationalpolitiske udvikling i Tyskland samt sætte alt ind på at værge de landsdele der lå uden for den tyske forbundsdags retslige indflydelse, og tilvejebringe en nærmere forfatningsmæssig sammenslutning mellem kongeriget og Slesvig. B. greb altså Ejderpolitikken som den sidste nødhjælp mod en overvældende fare, men kun i det håb at man når denne fare var overstået kunne vende tilbage til en konstitutionel helstat. Efter Rendsborg-mødet 18.3. afsendtes den slesvigholstenske deputation til Kbh., og af det svar der måtte gives denne afhang fremtidens politik. Casino-mødet 20.3. satte yderligere tingene på spidsen, og samme aften søgte B. kongen, fremstillede situationen for ham og vandt uden vanskelighed hans tilslutning til den politik der nu måtte følges. Ved statsrådsmødet der på B.s foranledning var sammenkaldt til 21.3. om morgenen, inden modtagelsen af den københavnske borgerdeputation, tilkendegav kongen at han havde bestemt sig til et politisk systemskifte, og B. uddybede det efter kongens ønske nærmere i en længere tale. Følgen var at samtlige medlemmer af statsrådet med undtagelse af B. forlangte deres afsked, hvorefter kongen anmodede B. om at søge et ministerium dannet. B. henvendte sig til D. G. Monrad som han anså for den inden for den nationalliberale kreds der var bedst egnet til at indtræde i regeringen, og tillige til grev Sponneck og etatsråd Francke. De videre forhandlinger endte imidlertid resultatløse idet Monrad ikke mente at kunne indtræde alene, men krævede at i det mindste også L. N. Hvidt deltog i kombinationen, hvilket B. ikke mente at kunne acceptere da det ville give systemskiftet en for demokratisk karakter, og de to andre ytrede stigende betænkelighed i anden retning. Det af P. G. Bang foreslåede triumvirat, i hvilket også B. skulle være indtrådt, synes denne ikke at have haft nogen tro på, og et forsøg fra hans side på at få A. W. Moltke, som var den der i statsrådet havde stået ham nærmest, til at påtage sig ministeriets dannelse mislykkedes. Således måtte B. om morgenen 22.3. meddele kongen at hans forsøg var strandet, og tilrådede ham i en art fortvivlelse at henvende sig til det opløste statsråds mænd. I de derefter følgende forhandlinger tog han ikke nogen ledende del, men indtrådte som justitsminister i det under grev A. W. Moltkes forsæde dannede "martsministerium". Inden for dette indtog han en mere tilbagetrukken, nærmest modererende holdning og gik kun med store betænkeligheder med til det grundlovsforslag som han selv som justitsminister forelagde for den grundlovgivende rigsforsamling. De nationalliberales tanke om Slesvigs deling efteråret 1848 anså han for uigennemførlig og fortsatte efter de nationalliberale ministres udtræden som justitsminister i ministeriet A. W. Moltke II ("novemberministeriet"). I ministerierne A. W. Moltke III og IV juli 1851-januar 1852 overtog han ministeriet for Slesvig og fulgte samme politik som var indledt af hans svoger F. Tillisch. Efter sin udtræden af regeringen købte B. Søllerødgård hvis drift han viste megen interesse. I begyndelsen af 1855 modtog han ansættelse som konstitueret domænedirektør. I det parlamentariske liv deltog han som folketingsmand for Odensekredsen 1849–52 og siden som landstingsmand for Fyn 1853–54. Fra juli 1854 var han kongevalgt medlem først af juliforordningens, siden af oktoberforfatningens rigsråd. B.s parlamentariske virke satte sig ikke synderlige spor, men da ministeriet P. G. Bang opløstes efteråret 1856 var det et ønske hos samtlige ministre bortset fra L. N. Scheele at det skulle overdrages B. at rekonstruere det. Kongen hvis venskab for B. under grevinde Danners påvirkning nu var stærkt kølnet delte ikke dette ønske, og da han dog efter en stærk pression lod B. kalde, strandede planen allerede på at denne som betingelse for sin tiltræden krævede Scheele fjernet.

Familie

Forældre: kaptajnløjtnant, guvernør, senere kontreadmiral Johan Frederik B. (1772–1833) og Augusta Wilhelmine v. Hellfried (1775–1861). Gift 3.10.1832 i Kbh. (Frue) med rigsgrevinde Sophie Amalie Schmettau, født 4.11. 1810 i Kbh. (Garn.), død 26.4.1893 på Stubberup ved Borup, d. af generalmajor, rigsgreve Gottfried S. (1752–1823) og Margrethe W. Stemann (1780–1865). – Far til Frederik B. (1846–1935) og V. B.

Annonce

Udnævnelser

Kammerjunker 1827. Kammerherre 1840. Gehejmekonferensråd 1848. K. 1842. DM. 1845. S.K. 1848.

Ikonografi

Mal. af Constantin Hansen (folketinget), benyttet til mal., 1860–64, af den grundlovgivende rigsforsamling 1848 (Fr.borg). Mal., 1855, af A. Schiøtt, litograferet 1860 af Kornerup, benyttet som forlæg til mindeblade for grundlovens indførelse, bl.a. af J. Thorsøe.

Bibliografi

I. Bardenfleth: Livserindringer efterladte af geheime-konferentsråd C. E. Bardenfleth, 1890. N. Neergaard: Under junigrundloven, 1916.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Helge Larsen, N. Neergaard: C.E. Bardenfleth i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=286484