Oluf Krag

Oluf Krag, Oluf Christian Krag, Oluf Kragh, 23.9.1870-10.9.1942, indenrigsminister. Født i Hals, død i Kbh., begravet på Frbg. K. blev student 1888, magister i matematik 1893 og dr.phil. 1902. Fra 1897–1918 var han lærer på katedralskolen i Nykøbing F., 1918–21 rektor for Metropolitanskolen i København. – Hans politiske interesse førte 1909 til formandsposten i Nykøbing F.-kredsens venstre, 1912–18 var han formand for de samvirkende venstreorganisationer på Lolland-Falster, mens han uden held prøvede valglykken to gange til folketinget, 1910 i Stubbekøbing-kredsen, 1913 i Silkeborg-kredsen. Så kom det specielle landstingsvalg 1914 om juni-grundloven af 1915. Venstre stod sammen med det radikale venstre og socialdemokratiet imod højre, og på Lolland-Falster kunne det give det yderste mandat til venstre, når de to andre partier støttede – dog kun på lodtræknings-chance mod højrekandidaten. Venstre stillede først en kandidat til lodtrækningen, men ham ville de to støttende partier ikke godtage. I stedet pegede de på K. som dernæst var heldig i lodtrækningen og blev landstingsmand. Lykken tilsmilede endnu en gang K., da han første gang blev indenrigsminister; for ved dannelsen af venstre-ministeriet Neergaard 1920 var K. ikke på ministerlisten, men 1921 døde indenrigsminister Sigurd Berg, og K. arvede hans plads. Ellers skyldtes hans karriere langtfra lykketræf, men en imponerende arbejdsevne, sans for saglige og taktiske pointer og i det hele skarp intelligens. I årevis var han af mange anset for rigsdagens bedste hoved. Det blev dog ikke K., men N. P. Madsen-Mygdal som 1926 blev venstres leder efter N. Neergaard, og da K. 1933 blev den parlamentariske leder efter at Madsen-Mygdal havde forladt folketinget, måtte K. trækkes med Madsen-Mygdal på formandsposten i venstres landsorganisation i alle tre år som venstres leder i tinget. K. var 1924 blevet J. C. Christensens efterfølger som folketingsmand for Ringkøbingkredsen – et overmåde skarpsindigt efterfølger-valg fra J. C. Christensens side, for nok fik K. gode stemmetal og kredsen fortsat en betydende repræsentant på Christiansborg, men K. savnede som akademiker og som en sagligt tung taler forudsætningerne for at blive en rigtig folkelig politiker, og han nåede aldrig på langt nær op i nærheden af forgængerens popularitet i den vestjyske venstrekreds. En sidste gang blev han minister i samlingsregeringen fra april til juli 1940 i skyggen af det tyske overfald på Danmark, og han sluttede således sin politiske karriere under vilkår som i nogen grad mindede om dem, hvorunder han havde lagt ud i landets højeste forsamling.

At han 1914 begyndte i en ekstraordinær tid for landet var utvivlsomt til hans fordel. Endnu dengang var agitator-politikeren den dominerende type, men verdenskrigssituationen nødvendiggjorde meget detaljerede lovgivningsindgreb i erhvervsforholdene, og det var hård kost for mange af de gamle. Men ikke for K. Hans analytiske begavelse, talsans og beregningsevne parret med et smidigt forhandlingstalent var just hvad der var brug for under denne indgribende politiske lovgivning, og sliddet blev ham villigt overladt. Snart sad han med mange centrale ordførerskaber, og han forstod at udnytte, at venstre sammen med de konservative udgjorde landstingets flertal. Desuden havde han fra sine unge dage gode personlige forbindelser med ledere i det regerende radikale venstre. Følgelig kunne han hurtigt rykke ind i den kreds af rigsdagspolitikere som vejede til. Som minister fik K. gennemført loven om aldersrente af 1922, vort århundredes første vigtige skridt frem imod folkepensionen, og også lovene om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring fra denne periode fortjener at nævnes. I sin næste ministerperiode fik K. det mest direkte ansvar for at få regeringen Madsen-Mygdals nedskæringspolitik på det sociale område ført ud i livet, men pendulet svingede tilbage da han 1933 hævede spærrebommen for den socialdemokratisk-radikale regerings store socialreform som var kædet på Kanslergadeforliget, først som en af venstres udsendte forhandlere, i næste fase ved en energisk indsats for at få hele venstres rigsdagsgruppe med på linjen. I det hele var K. en ganske udogmatisk politiker. For ham var det væsentlige i politikken de praktiske løsninger, og han gav let slip på Madsen-Mygdals manchester-liberalistiske teorier, da verdenskrisen i 30erne kastede erhvervslivet, ikke mindst landbruget, ud i svære vanskeligheder som snarest kunne klares ved hjælp af blandt andet sociale og erhvervsstøttende lovgivningsinitiativer. Det er blevet sagt om K., at han først nåede lederposten i en fremskreden alder, da helbredet begyndte at svigte ham og tiderne var trangest for venstre. Netop da var LS-bevægelsen en betydelig fare for partiet, men K. var uden tvivl sit parti en god mand med sin prioritering af praktisk politisk arbejde og en sikker demokratisk grundholdning. Han kunne holde til drillerierne i anledning af, at han i sin tid havde skrevet disputats om studier over pendulbevægelsen og også til de væsentligt mere bidende bemærkninger om den post som direktør i Kreditforeningen af Grundejere i København og Omegn han overtog 1931 ved siden af vellønnede ben i forsikringsbranchens top. Da han af helbredsmæssige grunde blev tvunget bort fra formandskabet for venstres rigsdagsgruppe 1936, havde venstre klaret de værste skær. -Ulykken den 9. april 1940 førte til drøftelse af en samlingsregering, og K. var en bestemt fortaler herfor. Trods delte meninger i venstre kom han igennem, og logisk nok blev han den ene af sit partis ministre. Han havde haft forståelse for, at som forholdene lå den 9. april, kunne der ikke have været handlet anderledes. I det nødvendige samarbejde henover partiskel i ulykkens tegn blev han en værdifuld kraft.

K. har aldrig opnået et navn på linje med de bedst huskede venstre-ledere; dertil var hans ledelsesperiode for fyldt med udefra kommende problemer og hans egen udrustning som politiker for mangelfuld, når det gjaldt den direkte folkelige appel hvor store befolkningsgrupper så at sige ser sig genspejlet i politikeren. Men han ejede nogle af de værdifuldeste egenskaber for en politiker af vort århundrede: indsigtsfuldhed og jernflid, overblik over store, indviklede lovgivningsområder og sans for i nødens stund, krig eller krise, at lade de partiegoistiske hensyn vige for de store linjer til landets tarv. Som et kuriosum bør vel nævnes at hans samtid lod sig imponere af de meget lange sætningsbygninger han udsmykkede sine taler med. Overhovedet var han livet igennem glad for og optaget af sit fag, og matematikken tog han altså med over i det sproglige. Han kunne forme sætningskæder som på én gang medtog alle sider og ethvert nødvendigt forbehold, uden at der på noget punkt forekom brist på logikken eller ord der ikke nøje fulgte grammatikkens regler. Altid fandt han den afsluttende sætning i sin tales tilsyneladende så indviklede labyrint. Også på dette felt vandt han sine rigsdagskollegers respekt og adskilliges beundring.