H. Vedel, Severin Henrik August Vedel, 20.5.1867-25.8.1932, indenrigsminister, departementschef, rådsformand. Født i Kbh. (Frue), død på Frbg. (Markus), begravet i Kbh. (Vestre). V. voksede op i et højtkultiveret embedsmands-hjem der var gammeldags i sit dagligliv, men udpræget frisindet. 1884 blev han student fra Metropolitanskolen, 1889 cand.jur. og virkede som sagførerfuldmægtig og assistent i Kbh.s magistrat. 1893 ansattes han i indenrigsministeriet. 1903 udnævntes han til fuldmægtig i landbrugsministeriet, men forblev til tjeneste i indenrigsministeriet hvor han 1905 blev ekspeditionssekretær og 1906 kontorchef. Allerede som ung assistent havde V. henledt opmærksomheden på sig ved sin sikre og hurtige opfattelsesevne og fik særlig at gøre med den begyndende danske sociallovgivning og erhvervede også kendskab til arbejdsmarkedsforhold som sekretær i arbejds-rådet 1901-06. Dermed var han sporet ind på de sagsområder han i det væsentlige skulle beskæftige sig med resten af sin embedstid. Efter et år som departementschef i det 1909 oprettede ministerium for handel og søfart var han chef for indenrigsministeriets 1. departement til 1919 da han overtog ministeriets 2. departement hvorunder den sociale lovgivning sorterede. Efter påskekrisen 1920 var V. indenrigsminister i ministeriet M. P. Friis april-maj og konstitueredes 1921 som arbejdsanvisningsdirektør og 1922 en kort tid som arbejdsdirektør. 1924 blev han som en naturlig følge af sin sociale interesse og indsats departementschef i det nyoprettede socialministerium, men lod sig 1925 udnævne til formand for arbejderforsikringsrådet, en mindre krævende stilling som han beholdt til sin død. V. repræsenterede ikke den traditionelle embeds-mandstype og lagde ikke vægt på formerne. Fraser og store ord var ham imod. Han var en klar og nøgtern personlighed, en skeptisk og ironisk iagttager af mennesker og deres færd. Fra 1921 til sin død var V. direktør for ministeriets afdeling for internationalt socialpolitisk samarbejde og 1920-29 formand for den danske styrelse for nordisk administrativt forbund. 1919-24 var han formand for Ministerialforeningen og danske statsembedsmænds samråd og ledede i disse år med nyordning af løn- og arbejdsforhold de mange forhandlinger hvor hans styrke ikke mindst var den tillid hans elskværdige og kollegiale fremtræden skabte om hans person og virke. I øvrigt varetog V. en række hverv inden for sit interesseområde. Fra 1919 var han formand for socialrådet, 1922-25 for indenrigsministeriets arbejdsudvalg, fra 1914 for bestyrelsen for Dronning Louises børnehospital og fra 1927 for direktionen for Finsens medicinske lysinstitut, desuden direktør for de kgl. døvstummeinstitutioner 1924-26. Fra 1910 var han medlem af bestyrelsen for Teknologisk institut og fra 1925 af bestyrelsen for vanførehjemmet. Allerede i studenterårene underviste V. på Det forenede velgørenhedsselskabs (Fr. Barfods) skole. Den levende interesse for undervisning bevarede han livet igennem og virkede påny som lærer ved skolen fra 1916 til sin død, sad i selskabets bestyrelse fra 1918 og var dens formand 1931-32.

Familie

Forældre: departementschef i udenrigsministeriet, senere direktør for dette P. V. (1823-1911) og Fanny V. A. Hebbe (1833-1912). Gift 22.8.1910 på Frbg. (Marcus) med Ellen Busck-Nielsen, født 9.8.1875 i Vedbæk (Vartov), død 26.11.1967 på Avnstrup sanatorium (gift 1. gang 1900 med ingeniør Frederik Wexelsen Jahn, født 1876, gift 1. gang 1910 med Jane Gardener), d. af ingeniørkaptajn, senere oberstløjtnant, departementschef i krigsministeriet Christian Axel Nielsen (1831-86) og Julie Gunny Marie Busck (1847-1921). Navneforandring fra Nielsen 5.10.1889. – Bror til Peter V. og Vald. V.

Udnævnelser

R. 1908. DM. 1911. K.2 1914. K.1 1921. F.M.1. 1925.

Ikonografi

Mal. af Povl Schrøder, 1930. Foto.

Bibliografi

Ministeriernes månedsbl. VIII, 1924 19f. J. Bülow i Nord. administrativt t. XIII, 1932 117-20. De danske ministerier 1901-29, ved Sv. Thorsen, 1972. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig