Momme Heseler Steffens, 21.1.1790-14.3.1849, herredsfoged. Født i Tønder, død i Hamburg, begravet sst. S. gik i Haderslev latinskole, kom 1811 på universitetet i Kiel, gik 1814 til Heidelberg hvor han tog doktorgraden, og tog 1818 juridisk eksamen i Slesvig. 1819 blev han privatdocent i Kiel og var en meget søgt manuduktør. 1829 udnævntes han til herredsfoged i Nørre og Egen herreder på Als og kom i denne stilling i intim forbindelse med hertugen af Augustenborg hvem han tjente som mellemmand ved hans omfangsrige presseagitation. På Als gik han almindelig under navnet Hertugens Adjudant. Skønt ansat i en ret dansktalende jurisdiktion udgav han 1839 en pjece for at forsvare det tyske retssprog i den danske del af Slesvig. 1842 lykkedes det hertugen at få S. valgt i Nordborg til stænderdeputeret, og han genvalgtes 1844 og 1846 skønt han ingen fremtrædende rolle spillede i stænderne. Derimod virkede han kraftigt i det skjulte for hertugen og blev efterhånden så forhadt i sit embedsdistrikt at man 1848 så sig nødsaget til at sende ham til Fyn. Fællesregeringen afskedigede ham i jan. 1849 med en lille pension som han ikke nød godt af, da han kort efter døde.

Familie

Forældre: overretsadvokat Georg Jonas S. (1739–1812) og Anna Maria Heseler (1756–1812). Gift 12.10.1819 i Haderslev med Dorothea Helene Petersen, født 17.3.1790 i Haderslev, død 3.3.1856 i Hamburg, d. af postmester, senere kancelliråd Knud P. (1762–1820) og Christine Reimer (1761–1817).

Ikonografi

Afbildet på flere tegn. af Carl Hartmann 1845–46 (Fr.borg).

Bibliografi

C. F. Wegener: Om hertugen af Augustenborgs forhold til det holstenske oprør, 1849 = Antislesvholst. fragmenter XI. H. Schroder i Neuer Nekrolog der Deutschen XXVII 1849, Weimar 1851 1071 f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig