Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ove Hansen

Oprindelig forfatter VDyb
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Ove Hansen, Ove Henry Hansen, 24.9.1909-5.5.1997, handelsminister, borgmester. Født i Slagelse (Skt. Mikkels). H. tog præliminæreksamen i 1926 og gennemgik almindelig handels- og kontoruddannelse. Han var i en lang årrække beskæftiget i American Gulf Oils administration samtidig med at han blev engageret i lokalpolitik i Ballerup. Her var han socialdemokratisk partiformand og kom i Ballerup-Måløv sogneråd 1937 hvor han var formand 1942-52 og derefter borgmester 1952-67. Samtidig med det kommunalpolitiske arbejde var H. medlem af folketinget; han var 1950 opstillet i Skanderborgkredsen og valgtes 1953-73 og 1975-77 i Roskilde amtskreds. Ved Tyge Dahlgaards tilbagetræden som handelsminister i oktober 1967 overtog H. denne post i ministeriet Krag II og var derefter minister til regeringens afgang februar 1968. Handelsministeriet var egentlig ikke H.s politiske område. Både før og efter ministerperioden blev han især brugt i kommunal- og skatte-politiske anliggender, såvel i folketinget som i det partiorganisatoriske arbejde. Han havde her oparbejdet en betydelig saglig indsigt der gav ham en væsentlig indflydelse på formuleringen af socialdemokratiets kommunalpolitik. Han har skrevet flere bøger om emnet, bl.a. den meget benyttede Kommunalkundskab, 1966. H. var medlem af Europarådet 1967-73 og af Europaparlamentet 1976-77.

Familie

Forældre: baneformand Henrik H. (1863-1939) og Anna Marie Hansen (1874-1945). Gift 1. gang 14.11.1943 i Ballerup med ekspedient Agnethe Johanne Korsholm, født 25.8.1919 på Frbg. (Skt. Lukas), død 24.4.1951 i Ballerup, d. af maskinarbejder Aksel Robert K. (1895-1946) og Ella Marie Kirstine Hansen (1896-1968). Gift 2. gang 27.10.1956 i Kbh. (Hans Egede) med handelsfaglærer Lis Eyermann-Petersen, født 19.12.1924 i Kbh., d. af kunsthandler Svend E.-P. (1895-1970) og Helvig E.-P. (født 1894).

Ikonografi

Foto.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Dybdahl: Ove Hansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. januar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290753