Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mikkel Pedersen Gønge

Oprindelig forfatter PBag
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Mikkel Pedersen Gønge, Mikkel Pedersen Gynge (Gjønge), d. 1587, høvedsmand. G. der stammede fra Gønge herred i Skåne, tjente i sin ungdom Gustaf Vasa, men forlod på grund af rivninger med sin første hustrus slægtninge Sverige ca. 1557. 1559 fik han tilladelse til at bo i Danmark og "nære sig som andre Undersaatter" og trådte n.å. i Frederik IIs tjeneste som enspænder. Under syvårskrigen blev han høvedsmand for en fænnik væsentlig skånske skytter, var jævnlig tilforordnet Daniel Rantzau som stedkendt rådgiver og vejviser, men løste også med snarrådighed og hensynsløshed en række andre, mindre militære opgaver. Vinteren 1564-65 lå han således ved Varberg for at hindre anslag mod det norske fiskeri og overtog efteråret 1565 bevogtningen af Skånes nordgrænse. Han fulgte Daniel Rantzau til Sverige 1567, men blev 26.11. med 30 mand sendt til Danmark for at hente forstærkning og nåede efter et glimrende gennemført togt gennem hulvejen på elleve dage til Kbh. For sine fortjenester under krigen blev han adlet 1571 og var til sin død høvedsmand for de danske skytter. Han blev 1563 forlenet med Vigsø kongsgård, 1565 med Himlinge og Glimager i Gønge herred. 1568 fik han Bjørnstrup i Torne herred for livstid, og 1579 blev samme gård tilskødet ham. Han ejede desuden en af de største gårde i Malmø.

Familie

1. gang med en svensk adelig enke. Gift 2. gang med Barbara Baden, d. af Aksel B. og Anne Saxtrup. Gift 3. gang med Birgitte (el. Beate) Myre (gift 2. gang senest 1591 med Jens Falk el. Mormand, død tidligst 1622), d. af Jens M. til Hunestad (død 1565) og Johanne Hvittenstiern (død tidligst 1584)

Bibliografi

Monumenta hist. danicæ, udg. H. F. Rørdam II, 1875. Kancelliets brevbøger 1556-88, 1887-1906. Breve til og fra Mogens Gyldenstierne I–III, 1929–41. – Vilh. la Cour i Vort forsvar 16.8., 30.8. og 13.9.1903.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Povl Bagge: Mikkel Pedersen Gønge i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=290402