Vilhelm Ludvig Birch, 29.8.1817-26.2.1871, guvernør. Født i Slagelse (Skt. Peder), død i Charlotte Amalie på St. Thomas, begravet sst. B. blev student fra Slagelse 1835 og juridisk kandidat 1841; efter en kort tid som volontør i Danske kancelli fik han 1844 tilladelse til at procedere på prøve ved den vestindiske landsoverret. 1845 blev han garnisonsauditør og advocatus regius på Skt. Thomas og 1847 overretsprokurator i Vestindien. 1851 blev B. guvernementssekretær; i dette embede er han af historikeren Fridlev Skrubbeltrang blevet fremhævet som en mand der med sin ualmindelige arbejdsevne var en klog og dygtig medarbejder for guvernøren. Ved guvernør Frederik Schlegels fratræden 1860 konstitueredes han da også som guvernør, og året efter fulgte den endelige udnævnelse. Af markante begivenheder under B.s periode som guvernør kan nævnes forhandlingerne om udformningen af kolonialloven af 1863 og dernæst dens gennemførelse samt salgsforhandlingerne om Skt. Thomas' og Skt. Jans afhændelse til USA. Plantagedriften havde ikke B.s store interesse. Dog arbejdede han ihærdigt på at løse plantagernes arbejdskraftsproblem gennem immigration, ligesom han brugte sin indflydelse i kolonialrådet til at sikre plantagearbejderne tålelige vilkår; af sidstnævnte grund var han ikke populær blandt alle plantageejere. Februar 1871, kort før B.s død, flyttedes guvernørens sæde fra Christiansted på Skt. Croix til Charlotte Amalie på Skt. Thomas. B. der var en udpræget embedsmand fik det eftermæle at han havde været en retfærdig og hæderlig mand der flittigt havde arbejdet for øerne. Men han var for svag til at hævde øernes stilling over for den danske regering. Som privatmand førte han et regelmæssigt og næsten asketisk liv.

Familie

Forældre: prokurator, forvalter ved baroniet Adelersborg, senere borgmester i Slagelse, etatsråd Peter Lund B. (1781–1851) og Johanne Henriette Gunilda Schrøder (1773–1843). Ugift. – Bror til F. C. C. B.

Udnævnelser

R. 1853. DM. 1862. K. 1866.

Ikonografi

Mal. af H. Olrik, 1884, efter foto (Fr. borg). Foto.

Bibliografi

Ph. Rosenstand i Tilskueren, 1900 373–94. Fridlev Skrubbeltrang i Vore gamle tropekolonier III, 1967. -Kay Larsen: Dansk-vestindiske og guineiske personalia og data, manus, i Kgl. bibl. og Rigsark. 1912.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig