Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Frederik Schlegel

Oprindelig forfatter KayL
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Frederik Schlegel, Johan Frederik (Fritz) Schlegel, 22.1.1817-8.6.1896, guvernør, overpræsident. Født i Kbh. (Petri), død sst., (Johs.), begravet sst. (Ass.). S. blev student 1833 fra Metropolitanskolen, 1838 juridisk kandidat, 1842 volontør i generaltoldkammer- og kommercekollegiets handels- og konsulatskontor, hvor han 1847 blev fuldmægtig. Ved omordningen 1848 udnævntes han til chef for kolonialkontoret. Ved H. D. F. Feddersens fratræden som guvernør over De dansk-vestindiske øer blev S., som havde skaffet sig indgående kendskab til forholdene i kolonien og havde vist varm interesse for den, udnævnt til hans afløser 1854. Han gennemførte med dygtighed, retfærdighed og hensynsfuldhed de omordninger som slavernes frigørelse havde givet anledning til. Efter fem års arbejde afgav han af helbredshensyn embedet 1860 og vendte hjem. Også herhjemme var der brug for hans dygtighed og da han havde genvundet helbredet, blev han (1866) rådmand i Kbh.s magistrats II. afdeling, og borgerrepræsentationen valgte ham 1873 til borgmester for afdelingen. Efter nogle års hårdt arbejde svigtede helbredet atter; han opgav borgmesterembedet, men vedblev som borgerrepræsentant at deltage i styrelsen af kommunens anliggender. 1878 var der igen oprør på De dansk-vestindiske øer og i begyndelsen af 1879 modtog S. hvervet som formand for den kommission der skulle undersøge forholdene og afgive beretning derom. Også denne opgave løste han med grundighed og takt. Efter hjemkomsten overtog han atter sit kommunale arbejde, og fra 1884 konstitueredes han gentagne gange som overpræsident. Da kysthospitalet på Refsnæs oprettedes 1875, overtog S. formandskabet for bestyrelsen og virkede for sagen med vanlig iver og dygtighed. Fra 1887 var han tillige formand for universitetsjubilæets danske samfund. S. var godgørende, elskværdig, litterært interesseret og kunstkyndig, og han efterlod et betydeligt bibliotek og værdifulde udvalgte samlinger af raderinger og kobberstik. Hans hustru var Søren Kierkegaards tidligere forlovede; S. viste også i det vanskelige forhold til Kierkegaard takt og selvbeherskelse. – Kammerråd 1852. Gehejmeetatsråd 1860. Gehejmekonferensråd 1886.

Familie

Forældre: kontorchef i generaltoldkammer- og kommercekollegiet, kammerråd Wilhelm August S. (1791–1871) og Dorothea Maria Frost (1791–1852). Gift 3.11.1847 i Kbh. (Frels.) med Regine Olsen, født 23.1.1822 i Kbh. (Frue), død 18.3.1904 på Frbg., d. af kammerråd, senere etatsråd, kontorchef Terkel O. (1784–1849) og Regine Frederikke Malling (1778–1856).

Udnævnelser

R. 1855. DM. 1859. K. 1860. S.K. 1879.

Annonce

Ikonografi

Mal. af. E. Bærentzen ca. 1847 (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Sofus Elvius i III. tid. 21.6.1896. Kierkegaardske papirer. Forlovelsen, udg. Raphael Meyer, 1904 I-VIII 140–47. Johs. Hohlenberg: Søren Kierkegaard, 1940 (ny udg. 1963) 261–68. – Kay Larsen: Dansk-vestindiske og -guineiske personalia (manus, i Kgl. bibl.).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kay Larsen: Frederik Schlegel i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 24. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297062