S.W. von Gähler

S.W. von Gähler, Sigismund Wilhelm von Gähler, 20.10.1704-28.12.1788, gesandt, overpræsident. Født i Haag, død i Altona, begravet sst. v.G. ses indskrevet som jurastuderende i Leiden 1717. 1734-35 var han stabssekretær ved det af general B. J. Mørner anførte hjælpekorps i kejserlig tjeneste ved Rhinen, 1744 deputeret i feltkommissariatet, 1745 fik han tilladelse til at assistere broderen Caspar v.G. i embedet som krigskommissær indtil han selv overtog dette embede i Holsten. Da J. H. E. Bernstorff efter sin overtagelse af ledelsen af udenrigstjenesten 1751 udvidede de herhen hørende aktiviteter blev v.G. udset til den vanskelige opgave af forberede diplomatisk og handelsmæssig forbindelse med Tyrkiet. 1752 rejste han over Wien til Balkan og kom, på det nærmeste illegalt, over grænsen til det ottomanniske imperium under foregivende af at skulle opkøbe heste i Ungarn for den danske stat, og hans rejsepas lød på kgl. staldmester. Efter at han 7.6. var ankommet til Konstantinopel kom denne entré til at volde ham besvær længe, og hans arbejde vanskeliggjordes yderligere af de korrupte forhold i den tyrkiske administration.

Dec. 1752 udnævntes han til ministerresident, men først 14.10.1756 kunne der undertegnes en Venskabs-, Skibsfarts- og Handels-Tractat.mellem Danmark og Den ottomanniske port hvorefter v.G. i febr. n.å. udnævntes til envoyé extraordinaire. I denne egenskab modtog han 1761 den af F. C. v. Haven formelt ledede videnskabelige ekspedition til Arabien. 1766 hjemkaldtes han efter eget ønske og 29.9. forlod han Konstantinopel. Ved hjemkomsten udnævntes han til overpræsident i Altona og forblev på denne post til sin død. Struensees magtovertagelse 1770, efter hvilken broderen Peter Elias v.G. kom til at spille en betydelig rolle i administrationen, ændrede ikke v.G.s forhold, udover at han 1771 tillige blev kommissarius ved tallotteriet, og den nylig afsatte Bernstorffs formodning om at v.G. skulle til Kbh. og ansættes ved finanserne viste sig baseret på et løst rygte. Hans breve til broderen i denne periode er loyale og uden kritik af det nye styre. I nogen grad synes han, som i øvrigt flere af hertugdømmernes personligheder, at have været positiv overfor reformerne. – v.G.s indberetninger fra Tyrkiet giver malende skildringer af hans besværligheder, og han synes at have været til tider ængstelig for ikke at kunne klare opgaven. Som præsident i Altona var han en påpasselig og vellidt embedsmand, hans korrespondance tegner et elskværdigt portræt. - Kancelliråd 1735. Konferensråd 1760. Gehejmeråd 1768.