J.E. Bøggild, Johannes Erhardt Bøggild, 28.3.1878-23.11.1929, gesandt, generalkonsul. Født i Ribe, død i Montreal, urne i familiegravsted, Ribe kgd. Efter at være blevet student 1896 fra Ribe og cand. jur. 1903 skaffede B. sig en alsidig handelsuddannelse ved rejser i USA og Rusland og fik derefter ansættelse som assistent i udenrigsministeriet 1906. S.å. blev han vicekonsul, sendtes som sådan til Hamburg 1907 og udnævntes til fuldmægtig 1908. Som konsul sendtes han 1910 til San Francisco, 1914 til Chicago og som fungerende generalkonsul til London 1915. Da USA i marts 1917 gik ind i verdenskrigen virkede B. midlertidig som handelsrådgiver ved gesandtskabet i Washington for der at deltage i de handelspolitiske forhandlinger om tilførslerne til Danmark. Samtidig hermed bestyrede han en tid konsulatet i New York. Efter krigens afslutning vendte han 1919 tilbage til London som generalkonsul for Storbritannien og Irland, men udnævntes s.å. til gesandt i Reykjavik hvor han efter at Danmark ved forbundsloven af 30.11.1918 havde anerkendt Island som selvstændig stat fik den betydningsfulde opgave at virke for den voksende forståelse mellem de to folk under det nye statsretlige forhold. 1924 forlod han Reykjavik, og med bibeholdelse af sin titel som gesandt sendtes han som generalkonsul for Canada og New Foundland til Montreal hvor han virkede til sin død. - B. var en energisk og praktisk dygtig embedsmand hvis konsulære erfaring der blev lagt stærkt beslag på under krigen.

Familie

Forældre: bankdirektør Børge Thorlacius B. (1835-95) og Sophie Magdalene Aagaard (1838-83). -19.12.1905 i Brooklyn, New York (Dansk Vor Frelsers), med Helga Pouline Nielsen-Aarestrup, født 22.7.1873 i Virring, Randers amt, død 7.3.1956 i Kbh., d. af skolelærer Anders Nielsen (fra 1905 Nielsen-Aarestrup) (1837-1909) og Stina Maria Lund (1841-1922).

Udnævnelser

R. 1916. DM. 1921. K.2 1924.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Politiken 22.7.1915. Sst. 28.3.1928. Sst. 25.11.1929. Borsen 1.8.1915. Sst. 26.11.1929. Det danske selsk. i Reykjavik 1923-1933 1933 5f. Helga Bøggild: J. E. B., 1937. Den danske udenrigstjeneste 1770-1970, I, 1970 36-1T. -Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig