Jens Severin Wartberg

Jens Severin Wartberg, 10.11.1697-11.9.1749, generalprokurør, direktør for Det kgl. teater. Født i Kbh. (Holmens), død sst. (Holmens), begravet sst. (Holmens k.). W.s far var en velstående og samfundsinteresseret mand. Han var som kirkeværge ved Holmens kirke under pesten 1711 uden hensyn til faren virksom for at hindre smitte ved at sørge for at ligene blev ordentligt begravede. Han gjorde et stort arbejde for kirkens ombygning og forskønnelse. Begge hans sønner blev jurister. W. blev student 1713, privat dimitteret, cand.teol. 1717, sekretær i danske kancelli 1723, assessor i højesteret 1734, arkivsekretær i danske kancelli 1736 og generalprokurør 1739 efter Andreas Hojer. I denne egenskab kom han gentagne gange til at tage stilling i de drøftelser om bondens stilling der førtes i de for landbruget vanskelige år i 1730erne og 40erne. W. var en af de meget få embedsmænd der gik imod den almindelige tendens til at lægge stærkere bånd på bønderne. Ved siden af sit fag nærede W. også interesse for litteratur og musik. Han var en stor beundrer af Ludvig Holberg; hans udsøgte bibliotek rummede vist alle dennes værker; efter hans unge ven P. F. Suhm hørte han "ligesom Luxdorph og Anchersen til de brave Mænd, der kunde "Peder Paars" udenad". Han, der selv spillede tværfløjte, hørte til Holbergs musikvenner og kunne ved sit joviale og elskværdige væsen tillade sig et ellers ikke almindeligt frisprog over for den vanskelige mand. Det var sikkert også Holberg der stod bagved at W. blev udnævnt til den første af de fire direktører ved det nye komediehus på Kongens Nytorv, opført efter kgl. privilegium af 29.12.1747; de skulle have den kunstneriske og især den økonomiske ledelse af teatret. Holberg hvis indflydelse ved teatrets indretning var stor ønskede ikke selv at tage fast del i dets ledelse, men ville nok gøre sin indflydelse gældende bl.a. ved valg af repertoiret. I det kom Holbergs stykker også til at indtage en stor plads. Vel for at stemme kongen gunstigt for teatret lod W. på teaterdirektionens vegne hos M. G. Arbien bestille en mindemedalje i anledning af den oldenborgske stammes 300 års jubelfest med et billede af teatret på bagsiden; på grund af W.s død blev den aldrig præget, men kun offentliggjort i stik.

Privat var W. en grandseigneur i den galante 1700-tals stil. I hans bo fandtes en ualmindelig mængde elegante klæder, møbler, porcelæn osv. Han var yndet ved hoffet og døde i sin karet da han kørte hjem fra kongens taffel. Hans død gav anledning til en versificeret – i afskrifter cirkulerende – polemik mellem venner af W. og en pietistisk "Ven af Sandheden", der – med al agtelse for W.s menneskelighed – anfører hans død som et advarende eksempel idet han jo sikkert var kaldt for Guds domstol uden at have fået tid til anger. – Justitsråd 1740. Etatsråd 1747.