Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Georg Schrøder

Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Georg Schrøder, 15.9.1829-27.10.1914, generalkonsul. Født i KM. (Petri), død i Valparaiso, begravet sst. S. gik i Frederiks tyske skole på Christianshavn hvor der kun blev givet to timers undervisning i dansk om ugen. Han viste tidligt lyst til søen, og ved faderens hjælp blev han forhyret med skonnerten Meta med hvilken han gjorde flere rejser til England. 1846 tog han navigationseksamen, og 1847 lod han sig hyre på det amerikanske barkskib Zéphyr med hvilket han sejlede i to år. 1850 gik han med det danske barkskib Waban til San Francisco hvor han gik i land. Han blev ansat som lods på Sacramentofloden og påtog sig samtidig agerdyrkning og kvægavl på øen Sluicen i kompagniskab med en landsmand. På grund af oversvømmelser og usundt klima måtte de opgive ejendommen 1854. S. påtog sig derefter at fungere som læge på skibet Lota og sejlede til Valparaiso i Chile. Her blev han fører af briggen Esperanza som tilhørte en landsmand. Efter to års forløb købte han en andel i et af Chiles bedste sejlskibe E. T. L. med hvilket han i de følgende ti år besejlede Europa, Kina, Australien, Californien, Peru og Chile. Han ejede skibet i kompagniskab med Nicolas F. Tiedje, som tillige ejede flydedokken Valparaiso med tilhørende skibstømrerværft, sejlskibe, landgods osv. S. påtog sig i halvtredie år at bestyre disse virksomheder, og det førte til at han helt gik op i dette arbejde. Sammen med ejerne af flydedokken Santiago dannede han 1870 et nyt selskab Valparaiso Floating Docks, Cia. de Diques de Valparaiso, som han oparbejdede til det bedste dokanlæg på Sydamerikas vestkyst. Med stor opfindsomhed foretog han en række forbedringer som trods de store omkostninger viste sig fordelagtige, og som medførte at bestyrelsen gav ham et gratiale og udnævnte ham til chefdirektør. Han ledede med stor dygtighed selskabet til hvilket han knyttede danske teknikere, bl.a. Aage Krarup (1872–1959), som ved hans død efterfulgte ham som direktør (indtil 1935). Selskabets navn forandredes 1921 til Sociedad Astilleros de los Habas; det er stadig i fuld aktivitet, drevet af ASMAR (Astilleros y Maestranzas de la Armada de Chile), der bl.a. repræsenterer B & W-motorer. S. var dansk vicekonsul 1875–78 og dansk generalkonsul 1881–1904. – En søn af andet ægteskab, Juan S. Pena blev viceadmiral i den chilenske flåde. – Broderen Bernhard Schrøder, født 11.10.1832, død 21.3.1888, uddannedes som maler og etablerede sig 1858 i Kbh. hvor han bl.a. udførte dekorationsarbejde på Det kgl. teater. 1870 begyndte han på foranledning af bestillinger fra Fr.borg slot en fremstilling af imiteret gyldenlæder til stole og tapeter. 1886 gik firmaet over på andre hænder.

Familie

Forældre: bagermester Johan Georg S. (1791–1874) og Henriette Christine Bernsten (1803–89). Gift 1. gang med N. N. Gift 2. gang med Guadalupe Pefla.

Udnævnelser

R. 1888.

Annonce

Bibliografi

Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
A. Kamp: Georg Schrøder i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297193