Frederik Brockdorff, Frederik Georg Schack Brockdorff, 23.11.1847-30.11.1923, generalkonsul. Født i Antwerpen, død sst., begravet i Kiel ved Antwerpen. B. fik sin handelsmæssige uddannelse i faderens forretning i Antwerpen og etablerede sig 1887 sst. som selvstændig chef for et velstående og anset handelshus der hovedsagelig drev forretning på Danmark. 1873 fik han udnævnelse som vicekonsul hos faderen. Denne der var dansk konsul fra 1871, generalkonsul fra 1873, indtog en meget anset stilling og havde ved flere lejligheder vist sig som en god patriot. Efter faderens død udnævntes B. til konsul 15.3.1882 og generalkonsul 3.3.1885. Han repræsenterede enkelte gange den danske regering ved internationale konferencer i Bruxelles, således ved begge konferencerne i 1890 om undertrykkelse af slavehandelen i Afrika og om oprettelsen af den internationale toldtarifunion. Ligeledes var han ofte mellemled mellem den danske og belgiske regering, indtil Danmark 1904 fik sin egen selvstændige diplomatiske repræsentation i Bruxelles. B. følte sig nært knyttet til Danmark, og da den nye indfødsretslov af 19.3.1898 var gennemført søgte og fik han dansk indfødsret ved lov af 3.4.1900. – B. tog sig altid varmt af danske interesser og søgte på enhver måde at bistå sine landsmænd. Efter tyskernes erobring af Antwerpen i okt. 1914 forblev han på sin post under hele verdenskrigen og tog først sin afsked 1.7.1922 på grund af alder og svagelighed. Sept. 1917 mistede han sin eneste søn der faldt som frivillig officer i den belgiske hær.

Familie

Forældre: dansk generalkonsul for Belgien Ferdinand Schack B. (1814–81) og Mathilde Offresie Saportas (1821–1904). Gift 4.11.1884 i London med Emilie Sillem, født 24.3.1857 i Liverpool. død juli 1935 i Antwerpen, d. af ingeniør Herman James S. (1823–97) og Emma Marie Frederikke Meyer (1839–1927).

Udnævnelser

R. 1888. DM. 1907 K.2 1898. K.1 1909.

Bibliografi

Konsulatsberetning i Medd. fra udenrigsministeriet 1906–14. Berl. tid. 23.11.1917. Otto Boas i Dansk adels blad XIV, 19241f. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig