C. J. Hedemann, Christian Jacob Hedemann, 25.5.1852-18.5.1932, generalkonsul. Født i Flensborg, død på Honolulu, begravet sst. H. gik i skole på Herlufsholm, uddannedes som maskiningeniør på Polyteknisk læreanstalt og tog maskinisteksamen, samtidig med at han 1870–78 var maskintegner og konstruktør hos Burmeister & Wain. 1878 rejste han til Hawaii hvor han bestyrede den den danske konsul Unna tilhørende Hana-Sukkerfabrik som han helt ombyggede og udvidede. 1884 knyttedes han som konstruktør til det engelske Honolulu Iron Works der fabrikerede en stor del af maskineriet til øernes sukkerplantager. 1887 blev han underdirektør, 1893 ledende direktør for Honoluluafdelingen, 1905 generaldirektør, 1907 vicepræsident og teknisk direktør med overopsyn over hele virksomheden. – Under hans kloge og forudseende ledelse udvidedes værkerne til drift i stor stil med anvendelse af moderne teknik og den mest udsøgte arbejdskraft. Firmaet leverede efterhånden alt arbejde til bygning af øernes sukkerfabrikker og fik store bestillinger udefra trods konkurrencen med amerikanske forretninger. Filialer anlagdes bl.a. i New York, San Francisco og Manila i forbindelse med bygningen af talrige rørsukkerfabrikker, i alt ca. 100, i Mexico, på Cuba, Puerto Rico, San Domingo, i San Francisco, på Hawaii, Filippinerne og Formosa. – H. blev således efterhånden leder af en verdensomspændende virksomhed og nød velfortjent ry for sin saglige dygtighed og ubestikkelige retskaffenhed. 1903 naturaliseredes han som amerikansk borger, men bevarede stedse varm interesse for sit land og sine landsmænd. 1909 udnævntes han til dansk konsul for Hawaiiøerne, fra 1927 med titel af generalkonsul. Fra 1922 var han tillige svensk konsul.

Familie

Forældre: overlæge i hæren Christian August Ferdinand H. (1810–79) og Caroline Amalie Cloos (1824–67). -27.10.1877 i Tårnby med Meta Magdalene Marie Nissen, født 23.6.1850 i Kbh. (Slotsk.), død 26.8.1952 i Honolulu, d. af kgl. rustvognskusk Nis N. (1805–76) og Johanne Oline Unger (1820–80).

Udnævnelser

R. 1917. K.2 1925.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

J. Munthe-Brun i 111. tid. 24.6.1906. Ingeniøren XLI, 1932 357f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig