Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Axel Fog

Oprindelige forfattere FdeFon og VSj
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Axel Fog, Axel Johan Adolph Fog, 21.2.1848-30.12.1922, generalkonsul. Født i Messina, død i Palermo. F. der var af dansk afstamning fødtes som italiensk statsborger men fik sin skoleuddannelse i Kbh. hvor han 1864 tog præliminæreksamen fra Efterslægtens skole. Efter tilbagekomsten til Messina optoges han i faderens forretning som associé og udnævntes 1876 til dansk vicekonsul under faderen der var mangeårig dansk konsul. Ved dennes død 1903 blev F. konsul og chef for "Emil Fog og sønner" der drev en betydelig handels- og fabriksvirksomhed i Messina, Catania og Girgenti (svovlraffinaderier), men nu for længst er ophævet. Ved det store jordskælv 1908 blev firmaets ejendomme i Messina ødelagt hvorefter F. flyttede til Palermo. Her udnævntes han 1911 til dansk konsul for Sicilien, 1914 med titel af generalkonsul. I 1912 fik F. dansk indfødsret. I næsten et halvt århundrede varetog han danske interesser med omhu og dygtighed. Hans søn Alfred Carl F. var 1917-23 dansk vicekonsul i Palermo medens en anden søn Waldemar Emil F. var dansk konsul for Sicilien 1923– 30 med bopæl i Messina. – R. 1908.

Familie

Forældre: købmand, senere konsul Carl Victor Emil F. (1816-1903) og Marie Henriette Ruegg (født 1827). Gift 27.6.1877 i Antwerpen med Sophie Charlotte Good, født 12.10.1855 i Antwerpen, død 11.3.1920 i Palermo, d. af købmand William Louis G. (1819-79) og Hannah Nathanson (1822-85, gift 1. gang med grosserer Isaac Levysohn, 1793-1849).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Fr. de Fontenay, Viggo Sjøqvist: Axel Fog i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=289540