Peter Clausen

Peter Clausen, Peder Clausen, 2.12.1721-24.6.1784, generalguvernør . Død på St. Croix, begravet Zebaoths k. i Christiansted. Som ung mand ansattes C. i Det vestindisk-guineiske Kompagnis tjeneste hvor han i løbet af nogle år avancerede til købmand og kasserer. Da Jens Hansen 1751 nedlagde guvernørembedet blev C. hans efterfølger. I dette embede var C. kompagniets håndgangne mand der gennem skærpede kontrolforanstaltninger øgede dets toldindtægter. Kompagniet påskønnede da også C.s embedsførelse i almindelighed, omend det ikke billigede hans mangel på konfessionel tolerance over for bl.a. katolske og presbyterianske plantere. C.s embedsførelse bidrog derfor til at skærpe modsætningerne i det kosmopolitiske vestindiske samfund, og samtidig med statens overtagelse af øerne 1755 fratrådte han efter ønske, og Christian Lebrecht baron von Prøck udnævntes til generalguvernør; von Prøcks styre var af en ganske anderledes lemfældig art over for planterne, og C.- og en tidligere kommandant på St. Thomas udnævntes derfor i slutningen af 1750erne til at undersøge de kongelige plantagers forhold samt den illegale handel. Konklusionen på deres undersøgelser var så graverende for von Prøcks styre at denne forsøgte at klare sig fri ved at anlægge injuriesag mod C. Dette standsede rentekammeret dog.

Ved tronskiftet 1766 mistede von Prøck imidlertid sin støtte ved hoffet, og efter ønske fra overskattedirektionen udnævntes C. i stedet til generalguvernør idet man anså ham for at være manden der kunne inddrive planternes gæld til staten. C. tog da også hårdt fat; men resultatet blev at planterne for at skaffe driftskapital lånte penge ved et stort hollandsk bankierhus som bl.a. betingede sig at kreditorernes sukkerproduktion konsigneredes til firmaet. Som den strenge og autoritære embedsmand af den gamle skole som C. var kunne konflikter med planterne og embedsmændene, bl.a. kommandanten på St. Thomas, Ulrich Wilhelm von Roepstorff, ikke undgås. Og mens C. 1771 opholdt sig i København fik han af Struensees regering sin afsked på gråt papir, og for at føje spot til skade udnævntes von Roepstorff i stedet til generalguvernør. Struensees fald betød imidlertid også Roepstorffs fald, og 1773 genudnævntes C, der under sit københavnske eksil havde erhvervet Sølyst og et landsted i Ordrup, til generalguvernør. At C. også da han for tredie gang overtog styret af dansk Vestindien mødte planternes uvilje ses bl.a. af et digt som blev offentliggjort på de engelske naboøer. Under C.s tredie embedsperiode blev der lagt nye rammer for den vestindiske regering; borgerrådet på St. Croix var allerede blevet genoplivet i hans anden regeringsperiode. I C.s embedstid udstedtes 1776 et nyt slavereglement der skærpede en del bestemmelser, og s.å. udstedtes en forordning der lovgav for det stigende antal frinegre. Året forud havde C. forbudt frinegrene at opkalde deres børn efter dem der havde givet dem friheden.

Mens C. i sine første embedsår i udpræget grad var kompagniets og senere statens mand er der flere eksempler på at han i sine senere år indtog en mere smidig holdning til problemerne i det religiøst og nationalt set blandede vestindiske samfund; bl.a. støttede C. herrnhuterne da der efter tronskiftet 1766 var tale om at man ville nedlægge deres missionsvirksomhed, ligesom han indtog en smidig holdning til neutralitets-problemerne under den nordamerikanske uafhængighedskrig. Dette i forbindelse med C.s retlinede embedsførelse gjorde at man ved C.s død 1784 fik lettere ved at glemme hvor streng han havde været tidligere. Foruden at være embedsmand var C. også plantageejer, omend han ikke hørte til det egentlige planteraristokrati. I løbet af sin embedskarriere fik C. efterhånden tillagt større og større militære titler: ved udnævnelsen til generalguvernør i 1766 var han således oberst, men allerede i 1767 udnævntes han til generalmajor og senere til generalløjtnant.