Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peter v. Scholten

Oprindelige forfattere KayL og SEGP

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Peter v. Scholten, Peter Carl Frederik v. Scholten, 17.5.1784-26.1.1854, generalguvernør. Efter en uddannelse på Landkadetakademiet blev Peter von Scholten ansat ved den vestindiske hærstyrke. Ved englændernes besættelse af dansk Vestindien 1807 kom han som krigsfange til England, men året efter udveksledes han til Danmark. I de følgende år blev han optaget blandt "de røde fjer" i Frederik 6.s adjudantstab. 1808 blev han sekondløjtnant ved sjællandske jægerkorps, 1811 premierløjtnant og 1813 kaptajn. Vigtigere var det dog at han via adjudantstaben knyttede en personlig kontakt til kongen.

1814 udtrådte han af hæren og blev vejermester på St. Thomas der i disse år nød godt af krigskonjunkturerne som følge af forholdene i Sydamerika. 1818 blev han stadthauptmand på St. Thomas og 1822 toldintendant. 1823 udnævntes han til guvernør på St. Thomas, 1827 til fungerende generalguvernør over dansk Vestindien og 1835 til virkelig generalguvernør. I løbet af sin embedsperiode fik Peter von Scholten rang af generalmajor. Skal man kort karakterisere ham som embedsmand og menneske kan man sige, at han var autoritær, patriarkalsk, gæstfri, ødsel, festglad og jovial, men uden intellektuel dannelse. Hans sans for god arkitektur og kønne møbler ses bl.a. af hans landsted Bülowsminde og af nogle møbler som i dag findes på Nationalmuseet i København.

Peter von Scholtens navn er i den historiske litteratur blevet uløseligt knyttet til spørgsmålet om negerslaveriets ophævelse i dansk Vestindien. Det grundlæggende historiske værk om Peter von Scholten er Hermann Lawaetz' biografi fra 1940. If. Lawaetz stilede Peter von Scholten lige fra første færd mod en frigørelse af slaverne og mod en ligestilling mellem frinegrene og de hvide. Såvel den danske historiker Jens Vibæk som den tyske historiker Christian Degn tillægger ligesom Lawaetz Peter von Scholten en afgørende rolle ved løsningen af den danske slavesag. Med Degns ord var han "die beherrschende Persönlichkeit in den 1830er und 1840er Jahren" i dansk Vestindien.

Annonce

Peter von Scholtens negerpolitik tog sin egentlige begyndelse da han 1829 under et ophold i København foreslog at frinegrene (også kaldet de frifarvede) deltes i to klasser. Den første af disse klasser skulle ligestilles med de hvide. Året efter billigedes denne ordning af Frederik 6. 1834 tog Peter von Scholten atter sagen op, og næsten alle de frifarvede fik nu stort set borgerrettigheder på lige fod med de hvide. Samme år var Peter von Scholten i København for at forhandle med regeringen om slavesagen. Der nedsattes en kommission med bl.a. A.S. Ørsted som medlem. Peter von Scholten fremsatte en emancipationsplan der straks skulle give negrene 1/2 af deres frihed i form af en ugentlig fridag; og ved at arbejde på denne fridag skulle de gradvis kunne spare sammen så de selv kunne købe den resterende del af deres frihed. Denne plan mødte imidlertid modstand, og resultatet blev et reskript af 22.11.1834. Dette gav ret til frikøb, ejendomsret for slaver, ret til at skifte herrer og begrænselse af tugtelsesretten. Det overlodes til Peter von Scholtenn, om han fandt det tilrådeligt at offentliggøre reskriptet eller ej. Ved hjemkomsten nøjedes Peter von Scholten med blot at forsikre negrene om kongens gode hensigter. Efter at den engelske emancipation var trådt i kraft gennemførte Peter von Scholten 1839 en landskoleordning for St. Croix. Og 1840 blev reskriptet fra 1834 offentliggjort i sin helhed.

Efter tronskiftet 1839 kom Peter von Scholten til at stå som et levn fra Frederik 6.s enevælde. Han måtte således føre en række processer for at rense sig mod beskyldninger fremført i den liberale presse. 1840 vendte han tilbage til Vestindien med et forslag som han skulle forsøge at få planterne til at acceptere. Det indeholdt bestemmelser om en ugentlig fridag uden for høsttiden og en ugentlig pengepræmie, og det skulle efterhånden skabe mulighed for frikøb. Flertallet af plantere var imidlertid imod dette forslag. Men ved et reskript af 18.2.1843 blev planterne tvunget til at lade lørdagen være fridag.

Ved samme tid havde Christian 8. i et brev gjort Peter von Scholten klart at man af økonomiske grunde måtte foretrække en partiel (gradvis) emancipation fremfor en fuldstændig. Fra anden side blev der dog sat skub i sagen. 1843 sendte det engelske Anti-Slavery Society to medarbejdere – bl.a. G.W. Alexander – til Danmark for at agitere mod slaveriet i dansk Vestindien. Tidligere havde selskabet sendt medlemmer til Sverige hvor man bl.a. havde fået kontakt med Erik Gustaf Geijer. I Danmark førte besøget til dannelsen af Comiteen for negerslavernes frigivelse. Blandt dens medlemmer var D.G. Monrad,J.F. Schouw,N.F.S. Grundtvig og C.N. David. 1844 rejste denne komité på østifternes stænderforsamling spørgsmålet om slaveriets ophævelse i dansk Vestindien. Sagen blev imidlertid ikke færdigbehandlet. 1846 rejstes sagen både på østifternes stænderforsamling og på den nørrejyske stænderforsamling. Afgørende blev det at østifternes stænderforsamling vedtog en petition til kongen om at han næste år skulle forelægge et lovudkast til en fuldstændig slaveemancipation. Kongen bad generaltoldkammeret udarbejde en betænkning om sagen. Kammeret spurgte Peter von Scholten, og han foreslog en 16-årig overgangsperiode. Fra kammeret gik sagen videre til kancelliet, og resultatet blev et kongeligt reskript af 28.7.1847 hvorefter slaveriet i dansk Vestindien skulle ophøre 1859.

Samtidig gennemførtes Christian 8.s yndlingsidé om at alle slavebørn fremtidig fra fødslen skulle være frie. Revolutionsåret 1848 fremskyndede imidlertid emancipationen. Februarrevolutionen i Frankrig bredte sig nemlig ikke blot til Danmark og fransk Vestindien, men også til dansk Vestindien. Og under pres af begivenhederne proklamerede den psykisk svækkede Peter von Scholten med et pennestrøg den 3.7.1848 slaveriets øjeblikkelige ophævelse. Dette blev stadfæstet ved et åbent kongeligt brev af 22.9. s.å. da "Negrene paa Vore vestindiske Øer have ytret et levende Ønske om, at den ufrie Tilstand ... nu maa ophøre". Peter von Scholten, der umiddelbart efter proklamationen nedlagde sit embede, blev ved hjemkomsten stillet for en kommissionsdomstol. Denne dømte ham 1851 til at have sit embede forbrudt fordi han havde udvist uvilje mod at slå oprøret ned militært. Året efter frifandt højesteret ham imidlertid enstemmigt idet man fandt at Peter von Scholtens handlemåde havde været rigtig under hensyntagen til det almene vel.

Som nævnt er der tradition i den historiske litteratur for at tillægge Peter von Scholtenn hovedæren for slaveriets ophævelse i dansk Vestindien. Og hos nogle – Christian Degn og Neville Hall – føres denne tese et skridt videre idet det med H.F. Garde antages, at det var Peter von Scholtens frikulørte samleverske, Anna Elizabeth Heegaard, der inspirerede ham til reformerne. I den mere populære litteratur har Peter von Scholten, eller "Massa Peter" som han også kaldes næsten fået helgenstatus.

Spørgsmålet er imidlertid om myten om Peter von Scholten kan stå for en nærmere prøvelse. Historikeren Merete Green-Pedersen har peget på at Peter von Scholtens reformer kronologisk følger i kølvandet på den engelske slaveemancipation (Negerlovgivningen i dansk Vestindien 1755–1848, utrykt i spec.afhandl. fra Århus universitet 1973); dette gælder både reskriptet af 1834 og landskoleordningen af 1839. Interessant er det imidlertid at Peter von Scholten ikke valgte at offentliggøre reskriptet ved hjemkomsten. Det rejser nemlig spørgsmålet om man ikke i den forbindelse snarest bør betragte ham som en repressiv tolerant politiker fremfor en reformpolitiker. På den anden side bør det dog nævnes at Peter von Scholten allerede i slutningen af 1820erne udstedte et cirkulære der gav en slave ret til at forelægge et udestående med sin herre for ham. Om nødvendigt ville Peter von Scholten så udstede en "friseddel" der skulle beskytte slaven mod herren.

Endvidere kan det nævnes at han 1830 udvirkede et reskript der gav døbte negre lov til at aflægge ed. Historikeren Grethe Bentzen har fremhævet at det var den danske abolitionistkomité og debatten på stænderforsamlingerne der førte frem til 1847-loven om slaveriets ophævelse (Debatten om det danske vestindiske negerslaveri 1833–48, spec.afhandl. fra Århus universitet 1976). Og i denne forbindelse er det interessant at Peter von Scholten foreslog en overgangsperiode på hele 16 år. Endelig er det rimeligst at betragte Peter von Scholtens berømte proklamation af 3.7.1848 som en chokeret mands reaktion på situationens pres.

Efter at Peter von Scholten var blevet frikendt af højesteret tilbragte han sin sidste tid i Altona hvor han døde 1854. 3.7.1973 blev det von Scholtenske familiemausolæum på Assistens kirkegård efter en restaurering erklæret for historisk grav.

Kammerjunker 1812. Kammerherre 1824. Ekscellence 1846.

Familie

Peter von Scholten blev født i Viborg (el. Vestervig), døde i Altona og er begravet i København (Assistens).
Forældre: kommandant på St. Thomas og St. Jan, oberst Casimir Wilhelm von Scholten (1752–1810) og Catharina Elisabeth de Moldrup (1764–1804). Gift 31.10.1810 i Kbh. (Garn.) med Anne Elisabeth (Lise) Thortsen, født 20.5.1786 i København (Frels.), død 1.3.1849 sst. (Ty. réf.), d. af skibskaptajn Johan Thortsen (1753-senest 1800) og Anne Marie Ancker.

Udnævnelser

R. 1822. DM. 1826. K. 1828. S.K. 1836.

Ikonografi

Mal. (Gavnø). Pastel af C. Horneman, 1811 (sst.). Mal. af F.C. Grøger, 1814. Pastel formentlig forestillende S. Tegn. af W. Heuer, litograferet af samme 1832. Buste af H.V. Bissen, 1834 (St. mus.), efter denne eksemplar 1840 (Gavnø) og i marmor. Mal. formentlig fra 1840erne. Mal. af Eliab Metcalf. Mal. (Rosenborg). Tegn. af Henry Morton (Handels- og søfartsmus. på Kronborg). Malet som gammel.

Bibliografi

Peter von Scholten.: Letter to his lawyer Lieberberg 1849, overs. Eva Lawaetz, St. Thomas u.a. = Emancipation in the Danish West Indies. Eye witness accounts II. – C. van Dockum: Livserindr., 1893. H. B. Dahlerup: Mit livs begivenheder II, 1909. [Carl Holten:] Af en gammel hofmands mindeblade, 1909 (fot. optr. 1967) = Memoirer og breve XI. H. Lawaetz: Peter von Scholten, 1940. Samme i Pers. hist. t. 1 l.r.II, 1941 29–35. H.F. Garde sst. B.r.VI, 1958 25–37. Carlo Christensen: Peter von Scholten. A chapter of the history of the Virgin Islands, 1955. Højesteret 1661–1961 I, 1961 106f. Jens Vibæk i Vore gamle tropekolonier 2. udg. II, 1966. Preben Ramløv: Massa Peter, 1967 (ungdomsbog). Samme: Brødrene og slaverne, 1968. Inge Mejer Antonsen: Tre vestindiske stuer, 1967 9f. Henning Henningsen i Handels- og søfartsmuseets årbog, 1973 122–26. Chr. Degn: Die Schimmelmanns im atlantischen Dreieckshandel, Neumünster 1974. E.O.A. Hedegaard: Fr. VI og "de røde fjer" I-II. 1975. Ernst Ekman i Revue française d'histoire d'outremer LXII, Paris 1975 221–31. N.A.T. Hall i Caribbean quarterly XXII, Jamaica 1976 nr. 2–3 62–73. Ove Hornby: Kolonierne i Vestindien, 1980. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kay Larsen, Sv. E. Green-Pedersen: Peter v. Scholten i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297131