Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

P.C. Stemann

Oprindelig forfatter CBjø
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

P.C. Stemann, Paul Christian Stemann, 14.4.1764-25.11.1855, gehejmestatsminister. Født i Kbh. (Petri), død på Herlufsholm, begravet sst. Som søn af en af statens mest fremtrædende embedsmænd fik S. en uddannelse der pegede frem mod en karriere i centraladministrationen. Han blev undervist hjemme, blev 1780 indskrevet som student ved universitetet, og manuduceret af prof. E. Colbiørnsen blev han n.å. cand.jur. Samtidig gennemgik han akademiets tegneskole og opnåede dettes mindre sølvmedalje. S. rejste herefter til udlandet, læste i Kiel og Göttingen og blev 1783 auskultant i bjergværksdirektoratet, ledsagede faderen på en inspektionsrejse til Norge og forfremmedes n.å. til kommitteret. Alt tydede på en hurtig og smuk karriere for S. da faderens afskedigelse ved regeringsskiftet 1784 efter alt at dømme standsede hans videre avancement. 1788 blev han imidlertid auskultant i højesteret, n.å. ekstraordinær assessor. 1791 erhvervede S. der var blevet velhavende ved sit giftermål det lille gods Benzonslund (nu Dønnerup) mellem Holbæk og Kalundborg. Han gennemførte her afløsning af hoveriet in natura og modtog i den anledning landhusholdningsselskabets mindre guldmedalje.

S. var 1796 blevet ordinær assessor i højesteret og havde til stadighed taget del i rettens virksomhed, men i slutningen af 1798 udnævntes han til amtmand over det nyoprettede Sorø amt. På denne post fik S. i henved 30 år lejlighed til at øve en overordentlig indsats. Han viste sig hurtigt som en myndig og effektiv administrator der bragte orden og fasthed ind i lokaladministrationen. Han varetog købstædernes økonomiske forhold med stor dygtighed, satte vejvæsenet i fortrinlig stand, påbegyndte regulering af amtets vandløb m.m. Under krigshandlingerne 1807 viste han sig atter som en myndig og på samme tid smidig embedsmand. Frederik VI overdrog det til S. at opbevare kronregalierne i Sorø kirke under krigsbegivenhederne. S. var sjælen i opbydelsen af det sjællandske landeværn der dog militært led nederlag ved slaget ved Køge, men samtidig lykkedes det ham at opnå et tillidsfuldt forhold til den britiske besættelsesstyrke. 1802 overtog han yderligere forvaltningen af Sorø akademis jordegods og n.å. bestyrelsen af overhofmesterembedet, dvs. akademiets øverste ledelse. Han blev institutionen en værdifuld mand idet han på dygtig vis forvaltede og øgede dens formue i jordegods og kapital. Han var ligeledes drivkraften bag genrejsningen af akademiet efter branden 11.6.1813 der ødelagde den eksisterende hovedbygning. S. regnedes for landets dygtigste amtmand, og hans indflydelse kom hurtigt til at strække sig ud over Sorø amt. Han havde en væsentlig del i udformningen af fattiglovgivningen af 1802–03, i de senere skolelove, og overhovedet i den lovgivning der i denne periode fandt sted på det indenrigske område. Kancelliet udtrykte ved flere lejligheder sin anerkendelse af hans embedsførelse og administrative virksomhed. S. havde 1805 erhvervet det store gods Valbygård ved Slagelse, og han øvede ikke mindst til stadighed en betragtelig indflydelse på landbolovgivningen. Allerede i hoveriforordningen af 1799 er der spor af S.s indflydelse, og det var på en henvendelse fra ham at centraladministrationen 1805 bestemte husmændenes arbejdsydelse som ikke henhørende under de bestemmelser der gjaldt for gårdfæsternes hoveri.

S. fik en afgørende betydning for udformningen af opfattelsen af amtmandsembedet i 1800-tallet efter at landboreformerne og anden lovgivning sidst i 1700-tallet i væsentlig grad havde styrket dettes formelle placering. Hans ledelse af amtet havde samme præg som skulle gælde for hans embedsvirksomhed i øvrigt: magt- og beslutningsglæde, en nøgtern opfattelse af realiteterne og en udpræget vilje til at udnytte lovenes og statens autoritet. S. nød i udpræget grad Frederik VI's bevågenhed og tillid, og han blev tidligt opfordret til at indtræde i centraladministrationen. Det skete imidlertid først da præsidenten i danske kancelli, Fr. Jul. Kaas, døde i begyndelsen af 1827, at S. efter kraftige opfordringer fra kongen lod sig udnævne til hans efterfølger.

Annonce

Som chef for danske kancelli frem til 1848 kom S. til at stå som den øverste embedsmand hvad de indenrigske forhold angik. S. blev ved sin udnævnelse tillige justitsminister, gehejmestatsminister, kgl. bankkommissær og leder af direktionen for Herlufsholms stiftelse hvor hans evner som godsadministrator påny fik udfoldelse. Hans magtposition skulle på denne baggrund forekomme meget stærk, og det skulle da også i 1830erne og 1840erne i høj grad blive S. der for oppositionen kom til at repræsentere det bestående i dets mest fastlåste form. S. blev for den liberale bevægelse enevældens ikke blot urokkelige forsvarer, men også en offensivt indstillet politiautoritet der på alle måder søgte at begrænse fx den frie offentlige debat. S. var utvivlsomt en overbevist tilhænger af enevælden, og vel at mærke af en autoritær-patriarkalsk enevælde af en noget anden karakter end traditionerne fra 1784 og fremefter. Det var efter alt at dømme S. der bar ansvaret for den berømte "Vi alene vide ..."-formulering hvormed Frederik VI i 1835 besvarede en adresse om trykkefrihed. Hele S.s personlighed, fra den fysiske konstitution over en djærv og til det kynisk-realistiske grænsende optræden og udtryksmåde og hans praktiske og altid konkret rettede tænkemåde gav indtryk af magtfuldkommenhed og urokkelig styrke. Men S. var ikke – end ikke under Frederik VI – nogen enevældig leder, alene underordnet monarken. Han var en stadig tilhænger af de kraftigst mulige indgreb mod trykkefrihedsforseelser, men måtte i hele sin virksomhed gentagne gange opleve at dels hans kolleger i kancelliet og ikke mindst domstolene anlagde en mere moderat linje. Omkring indførelsen af de rådgivende stænderforsamlinger gjorde S. sig til talsmand for en meget stærk begrænsning af deres vælgermæssige grundlag og af deres virksomhedsområde. Han ønskede at afvise såvel fæstere som "kapitalister" som valgberettigede og valgbare til forsamlingerne. Han var videre en aktiv og som sædvanlig myndig leder af de "oplyste mænds" forsamling i 1832. Over for stænderforsamlingernes virksomhed udviste han til stadighed en frontstilling, utilbøjelig til at følge deres anvisninger og uden hensyntagen til deres funktion som forum for offentlig debat.

Frederik VIs død og Christian VIIIs tronbestigelse bragte yderligere S.s position ind på linje med en række af tidens ledende embedsmænd hvad der formelt markeredes ved udnævnelsen af A. S. Ørsted som gehejmestatsminister i 1842. S. bekæmpede fortsat af al magt de oppositionelle bevægelser som skandinavismen, den liberale bevægelse og ikke mindst den begyndende bondebevægelse der for S.s godsejermentalitet fremstod som en trussel mod samfundsordenen, og udstedelsen af det såkaldte "bondecirkulære" af 8.11.1845 var helt i overensstemmelse med hans tankegang og temperament.

Det var ikke vanskeligt for S. at finde frem til en klart afvisende linje over for den slesvig-holstenske bevægelse i hertugdømmerne. Det var formentlig mere denne bevægelses karakter af opposition mod det bestående end de egentlig nationale elementer der bestemte hans standpunkter som bl.a. gav sig udslag i at han tilskyndede til udstedelsen af "det åbne brev" af 8.7.1846. Mod slutningen af Christian VIIIs regeringstid gav han udtryk for at tiden ville kræve en reform af forfatningsforholdene, og dette omslag hos S. beroede næppe på nogen forkærlighed for tidens nyere ideer, men begrundedes – som det skulle vise sig berettiget – i en mistillid til tronfølgeren, den senere Frederik VII's evner til at udfylde sine kommende funktioner. Det blev S. der som ældste minister 20.1.1848 proklamerede Frederik VII som konge, men han pådrog sig ved denne lejlighed en podagra der lagde ham til sengs og placerede ham uden for den kommende tids begivenheder. 21.3.1848 afskedigedes han som minister og ophørte dermed med sin politiske virksomhed. Dog støttede han bag kulisserne de synspunkter på arvefølgespørgsmålet der blev udtrykt i C. F. Wegeners skrift om emnet i 1852. 1846 havde han solgt Valbygård, og i 1851 fratrådte han ledelsen af Herlufsholms stiftelse.

S. kom til at yde en betydelig indsats igennem et halvt århundrede fra sin tiltrædelse som amtmand til sin afskedigelse som minister. Det var i denne periode den enevældige stat blev endeligt udbygget med et magtfuldt bureaukrati, centralt og ikke mindst lokalt, og S. står i mange henseender som et udtryk for denne udvikling. Han havde en betragtelig indflydelse på lovgivningen og administrativ praksis på det indenrigspolitiske område således at jo mere konkret og materielt eller økonomisk betonet de pågældende spørgsmål og områder var des større synes hans indflydelse at have været. Hans realistiske opfattelse af den omgivende virkelighed, hans brede erfaring som gods- og lokaladministrator kombineret med hans vilje til at bruge lovgivningen og embedsapparatet satte sig mange og dybe spor, fx i udformningen af den kommunale selvstyrelovgivning af 1837 (købstæderne), 1840 (København) og 1841 (landkommunerne). Fattiglovgivningen og overhovedet ledelsen af fattigforsorgen som den udformedes i første halvdel af 1800-tallet bærer ligeledes i høj grad præg af S.s indsats. Hans kraftige og myndige ledelse af embedsapparatet huvde utvivlsomt en betydelig gavnlig indvirkning oven på en årrække med "kassemangelepidemi" og den almindelige demoralisation i krigens følge. S. arbejdede stadig på at sikre og fastholde størst mulig konsekvens og fasthed i retsplejen. Legalitet og legitimitet var nøglebegreber for ham sammen med en holdning man velvilligt kan betegne som en noget bestemt patriarkalsk-godsejerlig opfattelse af forholdene. S. måtte næsten instinktivt vende sig mod de personer og synspunkter der søgte at komme tidens liberale og oppositionelle strømninger i møde. Gang på gang stod han over for A. S. Ørsted i kancelliet om fastlæggelsen af regeringens kurs. Det var ham tilsyneladende vanskeligt at opfatte de liberale som andet end en klike af utilfredse, og han vendte sig skarpt mod at embedsmændene skulle tage del i den offentlige debat. S. fungerede som en bremse på udviklingen, og i meget står hans indsats som udelukkende negativ. Hertil kommer en vis mangel på finhed i anvendelsen af de midler der stod til rådighed. Skulle man endelig give befolkningen medindflydelse på samfundets sager så ville S. begrænse denne til den snævrest mulige kreds af jordbesiddere. Han var stærkt overbevist om jordbesiddelsens systemloyale virkninger, og der er meget i hans mangeårige statsgerning der viser frem mod senere godsejerpolitiske holdninger i 1800-tallet – effektivitet, autoritet, stærk følelse af loyalitet mod systemet og grundfæstet tro på de konservative værdier i jordbesiddelsen. Hans positive indsats ligger i hans næsten et halvt århundrede lange virke for udbygningen og fæsteisen af den lokale administration og i hans medvirken i udformningen af en række centrale indenrigske lovkomplekser der skulle få lang levetid. – Kammerjunker 1781. Kammerherre 1801. Gehejmekonferensråd 1815. Æresmedlem af kunstakademiet 1829. Ordensvicekansler 1840. Ordenskansler 1843. Overkammerherre 1848. – En datter Christiane Louise Stemann, født 16.4.1807, død 26.6.1837, var gift med Peter Christian Joachim Bruun (de) Neergaard, født 24.3.1806, død 28.1.1893. Han blev cand.jur. 1827 og derefter auskultant i rentekammeret. 1846 overtog han fideikommisgodset Svenstrup. Han var medlem af bestyrelsen for Sorø amts landøkonomiske selskab 1836–86, af Roskilde amtsråd 1845–71 og fra 1847 af Roskilde stænder. Her som i landstinget hvor han sad som kongevalgt fra 1875 var han fortaler for yderliggående konservative synspunkter. Kammerjunker 1828. Kammerherre 1847. Gehejmekonferensråd 1892. R. 1854. K.2 1878. DM. 1883. K.1 1889.

Familie

Forældre: kommitteret, justitsråd, senere statsminister, gehejmekonferensråd C. L. S. (1730–1813) og Augusta E. Müller (1739–76). Gift 21.5.1788 i Søllerød (Fred. ty.) med Cathrine Elisabeth (Betzy) Wasserfall, født 24.6.1767 i Kbh. (Ty. ref.), død 29.8.1850 sst. (Frue), d. af fabrikant Peter W. (1719–82, gift 1. gang med Christine Cathrine Chombardt, død 1755, gift 2. gang 1756 med Catharina Wilhelmina Heerstädt, 11760) og Cathrine Elisabeth Colsmann (1732–87, gift 1. gang 1755 med vinhandler Daniel Walcker, ca. 1714–59).

Udnævnelser

S. K. 1808. DM. 1812. R. E. 1828.

Ikonografi

Lille marmorbuste (Fr.borg). Litografi af C. Kierkegaard, 1838. Mal. af C. A. Jensen, 1842 (Fr.borg). Afbildet på S. Schacks mal., 1843, af salvingen 1840 (St. mus.) og på tegnet nøgle dertil (Kgl. bibl.). Litografi fra 1840'erne og efter dette 1852. Karikatur af P. C. Skovgaard (Fr.borg). Tegn. af Skovgaard (Kgl. bibl.). Mal. af J. V. Gertner, 1853 (Herlufsholm).

Bibliografi

[C. St. A. Bille] i Dagbl. 30.11.1855. P. V. Jacobsen: Breve, 1889 89f 119f. N. Neergaard: Under junigrundloven I, 1892 (reproudg. 1973). Marcus Rubin: Fr. VI's tid, 1895 (reproudg. 1970). G. L. Grove i Pers. hist. t. 3.r.VI, 1897 1–51. Ernst Bodenhoff: Hofliv under trende konger, 1913. Samme: Kongesorger, s.å. Den danske centraladministration, red. Aage Sachs, 1921 430–34. Aage Friis i Hist. t. 9.r.III, 1923–25 413. Hans Jensen sst. 10.r.IV, 1937–38 261–77. Sorø. Klosteret, skolen, akademiet II, 1928–31. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. I–II, 1931–34. Samme: Dansk jordpolitik II, 1945 (reproudg. 1975) 17–40. Fr. Skrubbeltrang: Husmand og inderste, 1940 (reproudg. 1974) 339. Fl. Dahl i Hist. medd. om Kbh. 3.r.IV, 1940–41 1–200. Harald Jørgensen: Studier over det offentlige fattigvæsens hist. udvikl, i Danm., 1940 (reproudg. 1975). Samme: Tryk-kefrihedsspørgsmålet i Danm., 1944 (reproudg. 1978). L. F. la Cour: Sogneråd og amtsråd, 1941. Sv. Henningsen: Studier over den økonomiske liberalismes gennembrud i Danm., 1944. V. Topsøe i Årbog for hist. samf. for Sorø amt XXXVI, 1948 7–65 Ofr. H. G. Olrik i Soranerbl. XXXV, 1950 65–67 73f). Troels G. Jørgensen: A. S. Ørsted, 1957. Georg Nørregård: Danm. mellem øst og vest, 1969. Poul Jensen: Presse, penge og politik, 1971. Henrik Becker-Christensen: Skandinaviske drømme og politiske realiteter, 1981. Frank Jørgensen og M. Westrup: Dansk centraladministration i tiden indtil 1848, 1982 77–79. – Papirer i Kgl. bibl. og Rigs.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: P.C. Stemann i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=297816