Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Johan Sigismund v. Møsting

Oprindelig forfatter HJrg
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Johan Sigismund v. Møsting, 2.11.1759-16.9.1843, gehejmestatsminister. Født på Nygård, Damsholte sg, død på Frbg., begravet sst. Ved familieforbindelser og indflydelsesrige bekendtskaber var vejen tidligt banet for v. M. til en betydningsfuld stilling enten ved hoffet eller inden for administrationen. 1781 blev han juridisk kandidat, n.å. auskultant i rentekammeret og 1789 amtmand over Haderslev østre amt med bolig i Haderslev. Om hans virksomhed her ved man ikke meget, men af hans talrige breve til Johan Bülow (1751-1828) synes at fremgå, at han i begyndelsen betragtede denne udnævnelse som en forvisning. Senere faldt han til ro og fik megen interesse for sit embede hvis mange opgaver han røgtede med stor nidkærhed, især vejvæsenet. Under de truende udenrigspolitiske forhold i begyndelsen af 1800-tallet samledes en betydelig del af den danske hær i hertugdømmerne, og v. M. måtte fremskaffe de nødvendige forsyninger. Han kom herved i personlig kontakt med kronprinsen, og 1804 gjorde han springet fra det afsides liggende Haderslev til posten som præsident i tyske kancelli, hvilken stilling han beklædte til jan. 1813. Som præsident inddroges han 1806 i forhandlingerne om hertugdømmet Holstens fremtidige statsretlige stilling, og da han ligesom kronprinsen ønskede en fuldstændig indlemmelse, vandt han for livet dennes fulde bevågenhed. Med begivenhederne 1806 som udgangspunkt var det utvivlsomt v. M.s politik at skabe ensartet lovgivning overalt i monarkiet, fra Skagens rev til Elben. En nedsat kommission med v. M. som formand var ivrigt optaget af udarbejdelsen af en moderniseret udgave af Christian V's danske lov til brug for hertugdømmerne, men krigen standsede det videre arbejde. Ikke meget bedre gik det med bestræbelserne for at udvide det danske sprog som embedssprog. Embedsmændenes sabotage af de udstedte reskripter var her tilstrækkelig til at lamme disse forsøg. På forskellige områder lykkedes det v. M. som kancellipræsident at gennemføre vigtige reformer. Således adskiltes på de adelige godser i Holsten justitsvæsenet fra den almindelige forvaltning, og det blev for fremtiden kongen der udnævnte justitiarerne. v. M. interesserede sig endvidere stærkt for byernes administration, navnlig for et forbedret politivæsen. Ved selvsyn satte han sig ind i de lokale forhold, og han virkede for indsættelse af særlige politimestre og for forøgelse af amtmændenes indflydelse på stædernes styrelse. Ligesom i sin amtmandstid beskæftigede han sig fortsat med vejenes udvikling, en opgave der havde stor betydning under den stadig herskende krigstilstand. 1808 modtog v. M. udnævnelse til 1. medlem af feltkommissariatet, og 1809-10 fungerede han under F. J. Kaas' fraværelse i Norge som præsident for danske kancelli.

Ved udnævnelsen til overdirektør for rigsbanken jan. 1813 begyndte et nyt og betydningsfuldt afsnit i v. M.s lange embedskarriere, idet det faktisk blev lagt på hans skuldre at drage staten op af det finansielle kaos som ulykkelige ydre forhold og tidligere tiders misgreb havde styrtet landet ud i. Allerede ved årets slutning ombyttede han overdirektørstillingen med posten som finansminister og stillingen som chef for rentekammeret, og i april 1814 indtrådte han som medlem af det nyoprettede gehejmestatsråd. En uhyre magt var herved samlet hos v. M., og årene frem til 1819 bør med rette karakteriseres som den møstingske magtperiode. Et kraftigt initiativ, en levende skaberlyst og en stejl selvstændighed var karakteristisk for hans virksomhed i disse år. Han var i ordets egentligste forstand minister og lod ved adskillige lejligheder hånt om den sædvanlige kollegiale forretningsførelse. Også i gehejmestatsrådet tog han mangen hård dyst, men den urokkelige tillid kongen stedse bevarede til ham og hans finansielle indsigt bar ham frelst gennem enhver brænding. Som sædvanlig var det først og fremmest rent administrative reformer der optog ham, og 1816 gennemførtes på hans forslag en nyordning af statens finansvæsen. Denne ordning samlede ikke statens indtægts- og udgiftsvæsen på ét sted, således som J. Collin (1776-1861) ønskede det, men den medførte en betydelig forenkling og større enhed derved, at de samme embedsmænd fik sæde i de forskellige institutioner. Herefter kastede v. M. sig med friske kræfter over nyordningen af bankvæsenet. Som rettesnor for arbejdet havde man bestemmelserne i det åbne brev af 30.7. 1813, og det må siges til v. M.s ære at i hans ministertid tillodes ingen omgåelse af bankens seddelmonopol. Under forhandlingerne forud for Nationalbankens oprettelse 1818 gjorde forskellige opfattelser sig gældende, men v. M. førte sin mening til sejr trods megen modstand i gehejmestatsrådet og uvilje fra finansdeputationens side. Det var navnlig spørgsmålet om det fremtidige betalingsmiddel der vakte den bitreste strid. En indflydelsesrig fløj kæmpede for sølv som det eneste betalingsmiddel, men v. M. hævdede at dette foreløbig ville overstige statens kræfter. Man måtte ved siden af sølvet have sedler med sølvværdi, og kursen på disse skulle sættes fire gange om året. v. M. håbede at kunne holde en nogenlunde fast kurs trods den store cirkulerende seddelmasse, men håbet slog fejl. 1819 måtte han gå til en ekstraordinær seddelinddragelse ved hjælp af obligationer, et forslag som hans modstandere under nationalbanksagen ivrigt havde støttet, og hvis rigtighed nu blev fastslået. Kursen bedredes herefter langsomt, og det blev ham forundt før sin død at se rigsbankdaleren nå ind i stabilitetens sikre havn. Samtidig med Nationalbankens nyordning lykkedes det v. M. at gennemføre en hårdt tiltrængt skattereform, idet man samlede de forskellige gamle hartkornsskatter i en enkelt såkaldt landskat. Denne simplificering muliggjorde for fremtiden en sikrere budgetlægning.

Under gennemførelsen af disse store administrative og økonomiske reformlove havde v. M. optrådt i høj grad selvrådigt og affejende over for sine nærmeste medarbejdere, og kun modvilligt lod han dem udtale sig om de forslag han havde udarbejdet, inden han personlig forelagde dem for kongen. Dette kunne han gøre, fordi kongen stedse nærede den mest absolutte tillid til gavnligheden af hans råd, og fordi han lidt efter lidt havde skabt sig en position der var ganske enestående inden for den på kollegieprincippet opbyggede centraladministration. Det lykkedes for ham endvidere med årene at unddrage kollegiet en lang række sager som han afgjorde alene efter forhandling med kongen, nemlig "nådessagerne", og han var faktisk mere finansminister end kollegiechef. Selv uden for sine egne departementer formåede han at udøve en ikke ringe indflydelse. Han udnævntes 1816 til formand for den holstenske forfatningskommission og deltog med stor iver i dens forhandlinger. Med smidighed og styrke forsvarede han den bureaukratiske danske enevældes sag over for det holstenske ridderskab, og han var en fanatisk modstander af, at der indrømmedes dette en selvstændig stilling inden for den fremtidige stænderforfatning. Uden større sorg så han hele det store arbejde løbe ud i sandet.

Annonce

Perioden 1819-31 blev ikke slet så betydningsfuld som den foregående, v. M. bevarede ganske vist sit faste greb om finansministerens særlige forretninger, men det var tydeligt at alder og sygdom havde svækket ham, og han var nu mere afhængig af sine omgivelser. Problemerne var dog stadig talrige. 20ernes langvarige landbrugskrise stillede krav til regeringen om en omfattende kriselovgivning, og denne gennemførtes i form af betydelige skattenedsættelser og tilladelse til at betale skatterne med kornleverancer, v. M. var sjælen i hele denne lovgivning der stillede betydelige krav til administrationens duelighed. De svigtende skatteindtægter bragte dernæst statsregnskabet i fare, og for at mindske underskuddet gik v. M. ind for en kraftig sparepolitik. Midlet var det såkaldte normalbudget, hvorefter alle statens udgifter måtte afpasses. Kun inden for sine egne departementer lykkedes det v. M. at gennemføre store besparelser, og det fortsatte underskud måtte dækkes med statslån, en politik v. M. tidligere på det bestemteste havde afvist. Man begyndte med bankolånet af 1819 og fortsatte i tyverne med store lån i engelske bankhuse. Selv om v. M. ikke direkte førte forhandlingerne, fulgte han dem på nærmeste hold og greb stadig ind. 1828 tog han initiativet til ophævelsen af kvæg- og hestetolden ved Kongeågrænsen. Han øvede herved et værdifuldt bidrag til opfyldelsen af sin politiske kongstanke, oprettelsen af en også i økonomisk henseende stærk enhedsstat.

Samtidig bevarede v. M. stillingen som kongens første politiske rådgiver. Under den politiske uro i efteråret 1830 holdt han sammen med O. J. Moltke kongen tilbage fra overilede handlinger, og han udnyttede sine forbindelser inden for ridderskabet i samme retning. På forfatningspolitikkens tilrettelæggelse havde han stor indflydelse. Når Holsten i henhold til forbundsforfatningen fik en stænderforfatning, måtte monarkiets øvrige dele følge trop for at ligevægten ikke skulle forrykkes, og han anbefalede en forfatning efter preussisk mønster der ville kunne bestå ved siden af kongeloven. Ved stænderreskripterne af jan. 1831 fulgte kongen sin gamle vens råd. Ernst Schimmelmanns død kort efter gav anledning til en almindelig omplacering af de højeste embeder, og v. M. afskedigedes marts 1831 fra sin stilling som finansminister og leder af rentekammeret og statsgældsdirektionen, mens han bevarede direktørposten i Enkekassen og Fonden Ad usus publicos. Hans politiske indflydelse var dog fortsat meget stor så længe Frederik VI levede, og med iver fulgte han med i forhandlingerne om stænderforfatningen. Hans politiske forum var gehejme-statsrådet, og her førte han sin mening om gård-fæsteres valgret til sejr. Ligesom tidligere tog han kraftigt standpunkt mod ridderskabets politiske ønsker om særlig repræsentation. Han støttede forslaget om at give jøderne valgret i kongeriget, men modarbejdede A. S. Ørsteds bestræbelser for at skaffe beneficiarerne valgbarhed. Da trykkefrihedssagen blev aktuel omkring midten af 30erne, advarede han dristigt kongen mod at gå uden om stænderne i dette vigtige spørgsmål. Ved kongens død 1839 gled v. M. mere i baggrunden, og 1842 nedlagde han samtlige sine embeder, også stillingen som statsminister. Han havde da i 60 år været i statens tjeneste. – Foruden de allerede nævnte embeder beklædte v. M. posten som direktør for stutterivæsenet og veterinærskolen 1813-31, og 1814-31 var han tillige medlem af den afrikanske konsulatsdirektion. 1828 udnævntes han til ordenskansler, og 1838-43 var han chef for Det kgl. bibliotek og nyordnede dets økonomiske forfatning. Han modtog gerne videnskabsmænd i sit palæ i Smallegade og var æresmedlem af Videnskabernes selskab og præsident i Det kgl. nordiske oldskriftselskab. – Kammerherre 1789. Ordensskatmester 1808. Ordensvicekansler 1826. Overkammerherre 1840.

Familie

Forældre: gehejmeråd Frederik Christian v. M. (1717-73) og Elisabeth Cathrine Schack (1713-82). Gift 22.7.1785, antagelig i Kbh. (Nic.) med Cecilie Christina v. Krogh, født 12.10.1767 i Trondhjem, død 30.4.1850 i Kbh. (Frbg.), d. af oberst, senere general G. F. v. K. (1732-1818) og Margarethe Lerche (1733-1807).

Udnævnelser

Hv. R. 1803. DM. 1808. R. E. 1815.

Ikonografi

Mal. af F. C. Grøger, 1815 (Kbh.s univ.), litograferet af N. Simonsen, 1827 og af C. Henckel; malet kopi (Nationalbanken). Mal. af C. A. Lorentzen, 1815 (Altonaer mus.). Mal. af C. A. Jensen, 1834 (brændt 1859 på Fr.borg). Mal. af E. Bærentzen, litografi af samme 1837 og 1844; malet kopi (Fr.borg). Afbildet på E. Lehmanns litografi efter forlæg af F. Westphal af salvingen 1840, på S. Schacks mal. 1843 af samme scene (St. mus.) og på J. V. Gertners tegn. 1840 ligeledes af salvingen (Rosenborg). Mal. af M. som gammel.

Bibliografi

Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé I, 1895; IV-X, 1900-31. Danske mag. 5.r.IV, 1898-1901 27-30 56f 141; VI, 1905-09 53-136; 7.r.ll, 1936-40 102-08 (betænkn. og andre aktstykker). – Jens Møller: Mnemosyne II, 1836 359-65. H. C. Ørsted i Oversigt over vidensk. selsk.s forhandl. 1844 27-32 (også i forf.s Saml. og efterl. skr. VIII, 1852 83-92). J. G. Rist: Lebenserinnerungen III, Gotha 1888. Marcus Rubin: 1807-14, 1892 (reproudg. 1970). Samme: Fr. VI's tid, 1895 (reproudg. 1970). Aage Friis i Hist. t. 7.r.VI, 1905-06 1-107. Harald Jørgensen sst. IO.r.1, 1930-31 191-209. Edv. Holm: Danm.-No.s indre hist. VI,2, 1909; VII,1-2, 1912. Axel Rubow: Nationalbankens hist. 1818-78, 1918 44-120. Axel Linvald: Kronprins Frederik og hans regering, 1923 (reproudg. 1978). Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. I-II, 1931-34. Kn. Fabricius i Sønderjyllands hist. IV, 1937 41-53. Småskr. tilegnede Aage Friis, 1940 221-35 E. Nystrøm: Frbg.s hist. II, 1946 208-14. Georg Nørregård: Freden i Kiel 1814, 1954. Samme: Efterkrigsår i da. udenrigspolitik, 1960. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Harald Jørgensen: Johan Sigismund v. Møsting i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298845