Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Heinrich Reventlow-Criminil

Oprindelige forfattere AxLin og HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Heinrich Reventlow-Criminil, Heinrich Anna Reventlow-Criminil, 6.5.1798-31.12.1869, greve, gehejmestatsminister, senere minister for Holsten og Lauenburg. Født i Hamborg, død på Ruheleben ved Pløn, begravet i Kbh. (Ass.). R.-C.s far der havde været godsejer i Artois, oberst i den franske hær og staldmester hos grevinden af Provence, gemalinde til Ludvig XVIII, kom som emigrant til Hamborg 1791. Gennem sit ægteskab med Ernst Schimmelmanns brordatter knyttedes han til hertugdømmernes førende kredse. R.-C. og hans ældre bror Joseph R.-C. blev under faderens svagelighed optaget i huset hos deres mors faster Julie Schimmelmann, gift med grev Fritz Reventlow på Emkendorf der ved bevilling 20.9.1815 adopterede de to brødre med navnet grever af R.-C. og ret til for dem og deres ægtefødte afkom at bære familiens våben forenet med deres eget. På Emkendorf hvor mange af det slesvig-holstenske ridderskabs førende familier mødtes med kulturlivets fremragende personer rådede en gammelluthersk religiøsitet, en stærk sympati for det nationalt vågnende Tyskland og en standsbevidsthed der krævede en aristokratisk forfatning for Slesvig-Holsten og var afvisende over for borgerlige embedsmænd. Det prægede' den udmærkede opdragelse brødrene fik. De havde tysk dannelse, var. uden synderlig forståelse for danske nordslesvigeres livskrav og besad dyb respekt for stands-privilegier og fyrstelige arveadkomster. R.-C. var utvivlsomt mere humant og forligssøgende anlagt end den hårdere Joseph R.-C. med stærkere meninger og mindre tilbøjelighed til forlig. Denne forskel i temperament uddybedes under deres arbejde. R.-C. levede en stor del af sin tid i Kbh., beskæftiget med helstatens udenrigspolitik og indstillet på at virke samlende og forsonende, og forblev en loyal holstener og helstatsmand i brydningsårene omkring 1848. Joseph R.-C. var som kgl. kommissarius ved de slesvig-holstenske stænder i 1840erne stillet over for den tiltagende modsætning mellem dansksindede og slesvigholstenere og optrådte, måske også pga. karakterbrist, mindre loyalt over for konge og helstat. 1848 anerkendte han oprørsregeringen.

R.-C. ansattes efter uddannelse ved universiteterne i Göttingen og Kiel som attaché hos adoptivfaderen, dengang nyudnævnt gesandt i Berlin, men opgav den diplomatiske karriere 1821 og gik ind i forvaltningen af hertugdømmet Lauenburg hvorfra han 1829 blev amtmand i Flensborg. 1831 overgik han til hertugdømmernes centraladministration som 6. deputerede i det slesvig-holstensk-lauenburgske kancelli hvor han 1840 avancerede til førstedeputerede efter J. P. Høpp. S.å. var han kgl. kommissarius i hertugdømmernes stænderforsamlinger. Som klog og fint dannet embedsmand havde han vundet almindelig anseelse og udnævntes 1842 til gehejmestatsminister med udenrigsdepartementet som ressort. Til udnævnelsen bidrog også at prinsen af Nør ved sin overtagelse af stillingerne som statholder og kommanderende general i hertugdømmerne havde anbefalet at optage en repræsentant herfra i statsrådet. De år R.-C. var gehejmestatsminister prægedes af modsætningen mellem nationalliberalisme og slesvig-holstenisme. Han forsvarede 1840 i stænderforsamlingerne indførelsen af dansk retssprog i Nordslesvig trods ringe personlig sympati for ordningen og søgte at mægle i striden mellem broderen og Peter Hiort Lorenzen om retten til at tale dansk i stænderforsamlingen, men fandt alligevel at protokollen ikke kunne føres på to sprog. En væsentlig indsats øvede han som formand for kommissionen til undersøgelse af monarkiets arvefølge hvis resultat blev det åbne brev af 8.7.1846. Han var betænkelig ved visse punkter i det åbne brev og havde betænkeligheder ved dets offentliggørelse, men bøjede sig her som i en række andre situationer for Christian VIIIs vilje. Efter udstedelsen af det åbne brev førte han 1846 og 1847 forhandlinger med stormagterne om en integritetserklæring for det samlede monarki, men mødte uvilje hos dem. Som i andre sager – i nogle havde han endog indgivet afskedsbegæring – bøjede han sig også nu for kongens vilje skønt han i sit stille sind frygtede at den ønskede stormagtserklæring ville blive benyttet som våben i kampen om hertugdømmerne.

Tronskiftet jan. 1848 åbnede tilsyneladende udsigt til forøget indflydelse for R.-C. Selv om Christian VIII havde været misfornøjet med hans anskuelser i en del forhold tvivlede han aldrig om hans loyalitet. R.-C. var også blandt de "fædrelandssindede Mænd" han i sit efterladte brev til sønnen Frederik VII rådede ham til "at høre gode råd" af. R.-C. fik væsentlig indflydelse på Frederik VIIs åbne brev ved tronbestigelsen og på forfatningsreskriptet 28.1.1848. Sammen med Carl Moltke gennemtvang han at reskriptet kom til at indeholde et løfte om at intet skulle ændres i den bestående forbindelse mellem Slesvig og Holsten. Han håbede derigennem at kunne dæmpe den nationale strid i monarkiet, men martsdagene 1848 og udnævnelsen af et konstitutionelt ministerium 22.3. satte foreløbig punktum for hans politiske gerning. Som tro statstjener havde R.-C. ingen forbindelse med den provisoriske slesvigholstenske regering under treårskrigen, men kort efter slesvigholstenernes nederlag og Preussen-Østrigs ændrede politik over for det danske monarki indledte han en indsats for genopbygning af den dansk-tyske helstat som var hans politiske ideal. Erfaringerne fra de foregående år havde hærdet hans vilje og skærpet hans reaktionære konservatisme. Han var ikke længere en enevældig konges rådgiver; men repræsentant for en selvstændig politik. Den reaktionære udvikling i Europa fra o. 1850 var gunstig for ham. Østrig forlangte under forhandlingerne om aftalerne 1851–52 om det danske monarkis forhold at R.-C. blev minister for Holsten og Lauenborg, Carl Moltke minister for Slesvig i et konservativt helstatsministerium. Det skete med oprettelsen af ministeriet C. A. Bluhme 27.1.1852. Sammen med Carl Moltke bestemte R.-C. indholdet af hertugdømmernes forfatningslove der blev et gyldigt udtryk for ministeriets reaktionære synspunkter. I hvert fald delvis lykkedes det ham at genindføre tilstanden fra før 1848. Hvad angik fællesforfatningen for monarkiet tilhørte han den fløj i ministeriet som uden hensyn til junigrundloven stilede mod genoprettelse af en enevældig kongemagt. Den oktrojerede helstatsforfatning af 26.7.1854 havde R.-C.s fulde tilslutning, men modstanden mod den og mod A. S. Ørsteds ministerium der 1853 havde efterfulgt Bluhmes blev så voldsom at Ørsted og hans ministre måtte gå af 12.12.1854. Dermed forsvandt R.-C. af Danmarks offentlige liv. For slesvigholstenerne havde han været renegaten der svigtede landsmænd og hjemstavn. Af oppositionen i kongeriget opfattedes han som repræsentant for en "dansk slesvigholstenisme". I den nationalliberale presse hed det konstant at Danmark blev regeret af to holstenske grever, R.-C. og Carl Moltke. For hans eget og meningsfællers nederlag er det en del af forklaringen at udviklingen i europæisk politik svækkede forudsætningerne for deres magtstilling. Oprindelig garanter over for et enigt og reaktionært Europa måtte de under den voksende modsætning mellem Rusland og England-Frankrig opfattes som en hindring for at opnå sympati og støtte hos liberale stater hvis stjerne var i opgang. – Kammerherre 1833. Gehejmekonferensråd 1848.

Annonce

Familie

Forældre: oberst, greve François Valentin Le Merchier de Criminil (1753 el. 63–1823) og Caroline Frederikke Schimmelmann (1778–1858). Adopteret 20.9.1815 af gehejmekonferens-råd grev Fritz Reventlow til Emkendorf (1755– 1828) og Julie Schimmelmann (Julie R., 1763–1816). Gift 8.5.1823 på Rastorf med Louise Sophie Jeannette Rantzau, født 5.12.1799 i Kbh. (Fred. ty.), død 23.10.1852 sst. (Petri), d. af deputeret i Tyske kancelli, senere overpræsident i Kiel, rigsgreve Christian Ditlev Carl R. til Oppendorf og Schönhorst m.m. (1772–1812) og Charlotte H. S. v. Diede (1773–1846). – Bror til Joseph R.-C.

Udnævnelser

R. 1834. K. 1839. DM. 1836. S. K. 1841. R. E. 1847.

Ikonografi

Mal. af A. Thomsen, 1837 og af Leopold Fertbauer, 1838. Tegn. af J. V. Gertner, 1846 (Fr.borg) og afbildet på sammes tegn. s.å. af salvingen 1840 (Rosenborg). Fremstillet på satirisk litografi, Statsskibet, efter P. C. Skovgaard. Træsnit efter fotografi. Foto.

Bibliografi

Statsrådets forhandl., udg. Harald Jørgensen IV-VI, 1960–64. – H. R. Hiort-Lorenzen i Sønderjydske årbøger III, 1891 129–212. A. D. Jørgensen sst: VI, 1894 249–83 og VII, 1895 45–176. N. Neergaard: Under junigrundloven I–II, 1892–1916 (reproudg. 1973). A. D. Jørgensen og N. Neergaard i Danm.s riges hist. VI, 1896–1907. Zeitschr. der Gesellsch. für schlesw.-holst. Gesch. XXXV, Kiel 1905 213–37 (G. H. v. Löwensterns brevveksl.). Reimer Hansen sst. XLII, 1912 253–371 (heri breve). J. A. v. Rantzau sst. LX, 1930–31 411–35. P. Lauridsen: Da Sønderjylland vågnede I–VIII, 1909–22. Paul Piper: Altona und die Fremden, Altona 1914 47. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. II, 1934. Sønderjyllands hist. IV, 1937. De danske ministerier 1848–1901, ved Sv. Thorsen, 1967.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Axel Linvald, Helge Larsen: Heinrich Reventlow-Criminil i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 18. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296348