Frederik Julius Kaas, 24.8.1758-11.1.1827, gehejmestatsminister. Født i Kbh. (Holmens), død sst. (Holmens), begravet i Herlufsholm. K. begyndte sin livsbane ved hoffet og gjorde derefter tjeneste ved ingeniørkorpset hvor han opnåede forfremmelse til sekondløjtnant. Ret pludselig afbrød han sin militære karriere, begyndte at studere jura og tog 1782 juridisk eksamen. 1783–1802 beklædte han en række vigtige embeder i Norge. Han blev 1783 surnummerær, s.å. virkelig assessor i Norges overhofret. Fra 1787 trådte han midlertidigt ud af statens tjeneste for helt at hellige sig ledelsen af det omfattende Bærum jernværk som han havde overtaget ved sit ægteskab. 1789–90 var han en kort tid assessor i højesteret og fra 1789 atter medlem af Norges overhofret. 1790 modtog han stillingen som adjungeret lagmand over Akershus lagdømme, fungerede 1792–94 som præsident for kommunalbestyrelsen i Kristiania (Oslo) og ansattes derpå 1794 som generalauditør og deputeret i det norske generalitets- og kommissariatskollegium. 1795–1802 beklædte han den betydningsfulde stilling som stiftamtmand over Akershus stift. På disse vigtige embedsposter viste K. betydelige administrative evner, navnlig med hensyn til at samarbejde med sine omgivelser, og han var i besiddelse af et ikke ringe initiativ. Der vistes ham fra mange sider stor påskønnelse for hans indsats i spørgsmålet om Kristiania bys privilegier. Det var endvidere ham der tog sagen op vedrørende den tyngende korntiende og gennemførte lettelser til fordel for bønderne, ligesom han ihærdigt arbejdede på en ændring i de gamle regler for bønderkarlenes udskrivning til hæren. Han efterlignede på dette område den danske lovgivning hvorefter udskrivningen blev afhængig af befolkningstallet. Endelig var han ivrig efter at mildne straffene i lejermålssager og gjorde en betydelig indsats for en forbedring af fattig- og undervisningsvæsenet. Ved oprettelsen af seminariet i Tønsberg var han overmåde virksom.

Den vanskelige udenrigspolitiske situation omkring århundredskiftet rejste nye problemer. Med iver kastede K. sig ind i arbejdet for at befæste Norges sydkyst. Han fik udlagt blokskibe og pramme i Bragernæs-distriktet og virkede for oprettelsen af borgergarder i hver by. Også forsyningerne til disse korps måtte han fremskaffe, og han udførte i disse dage faktisk en general-kvartermesters hverv. Hans ihærdighed skaffede ham kronprinsens fulde bevågenhed. Medens denne i sine første breve til K. undertegnede sig "Deres bevaagne" blev tonen snart hjerteligere, og kronprinsen underskrev sig nu: "Deres særdeles hengivne". Også til nordmændene stod K. i det bedste forhold. Ved sit ægteskab var han kommet i forbindelse med gamle og rige familier som Collett og Anker, og det skyldtes K.s personlige indgriben at regeringen bevilgede storkøbmanden Collett et lån på 120 000 rigsdaler der frelste det ansete hus fra sammenbrud.

1802 blev vendepunktet i K.s embedsbane. Han kaldtes til Kbh. for at overtage embedet som justitiarius i højesteret og ombyttede 1804 denne stilling med chefposten over danske kancelli. Sin ophøjelse skyldte han i væsentlig grad kronprinsens bevågenhed, og dette kom på afgørende måde til at påvirke hele hans stilling inden for kancelliet og hans forhold til de andre ledende statsmænd. Han blev en dygtig og underdanig kronens tjener der nok kunne vise personligt initiativ, men som altid bøjede sig for sin herskers bud. Han savnede i høj grad de gamle adelige kollegieembedsmænds selvstændighed over for kongen som bundede i deres fremtrædende sociale stilling og økonomiske uafhængighed. Man var fra denne side ikke uvillig til at indrømme K. administrative talenter, men man følte en vis skepsis over for hans person, og bebrejdede ham hans levemandsvaner. Store lovgivningsarbejder sattes ikke i gang mens K. var chef for kancelliet, men sammen med J. Møsting var han den af ministrene hvis råd kronprinsen gerne lyttede til. I forhandlingerne 1806 om Holstens fremtidige statsretlige stilling tog han ivrigt del, og han syslede 1805–07 ihærdigt med forskellige militære spørgsmål. Da forholdet mellem Danmark og Norge blev vanskeligt omkring 1809 som følge af krigen sendtes K. af sted som kongens betroede mand. Han blev medlem af regeringskommissionen og midlertidig stiftbefalingsmand over Akershus amt ligesom han overtog præsidiet i den norske overkriminalret. Fra hans hånd foreligger en række indberetninger der er meget oplysende om tilstande og stemninger i landet, og med iver kastede han sig over de mange vanskelige spørgsmål der var fremkaldt af krigen. Hans egentlige hverv var på nærmeste hold at følge forhandlingerne mellem statholderen Christian August af Augustenborg (1768–1810) og den svenske regering om hans valg til tronfølger og dette valgs følger for Norge. Frederik VI aspirerede selv til stillingen, og K. støttede ham i hans bestræbelser. Derfor var han så ivrig efter at drive hertugen frem til et norsk indfald i Sverige, og han indledte i Svinesund forhandlinger med den svenske general G. M. Armfelt hvor man enedes om at Frederik VI skulle overtage den svenske trone efter Karl XIII og adoptere prins Gustaf efter at denne havde ægtet kongens datter Caroline. Da dette forslag ikke sikrede mandsliniens arveret forkastedes det af Frederik VI. Imens valgtes hertugen til tronfølger, og 1810 forlod K. på ny Norge. Den popularitet han tidligere havde kunnet glæde sig over i Norge havde han nu sat over styr ved sine forskellige intriger og sin ikke altid lige hensynsfulde optræden over for den af folket yndede hertug.

I årene derefter anvendtes K. i flere betydningsfulde diplomatiske sendelser. Han var 1811 i Paris for at lykønske Napoleon til kongen af Roms fødsel, og han skulle samtidig forhandle om subsidier til krigens videreførelse og om frigivelse af de mange beslaglagte danske skibe i franske havne hvilket dog ikke førte til noget positivt resultat. 1813 drog han på ny til Napoleon for at glatte visse misforståelser ud med hensyn til et dansk overfald på de franske tropper i Hamburg. Det lykkedes K. at få kejseren beroliget. Under de forhandlinger der førtes umiddelbart før freden i Kiel mellem de danske statsmænd kæmpede K. lige til det sidste for at man ikke skulle bryde med den mægtige franske kejser, men forgæves. Efter freden optoges K. ganske af sin stilling som kancellipræsident. Han havde dec. 1813 fået titlen justitsminister og indtrådte 1814 i gehejmestatsrådet; disse stillinger bevarede han til sin død. Ved et reskript af 1815 udnævntes han tillige til chef for det københavnske politi hvorved han i sin person samlede politiets dømmende og administrative myndighed således at et strengere tilsyn kunne føres.

K. sad som medlem af en række kommissioner, bl.a. vedrørende børnekoppeepidemien og angående forøgede midler til Søkvæsthuset og Frederiks hospital. Han var desuden medlem af den kommission der udarbejdede en oktroj for nationalbanken, og fra 1818 kgl. bankkommissær. Den vigtigste reform hvortil hans navn blev knyttet var almueskoleloven af 1814, men forarbejderne til denne epokegørende lov gik langt tilbage i tiden. I 20erne gennemførtes en delvis ny ægteskabslov og ændringer i den civile retspleje, men æren herfor tilkommer mere A.S. Ørsted end kancellipræsidenten. Mellem disse to embedsmænd kom det 1826 til et voldsomt sammenstød. Anledningen var en videnskabelig afhandling af Ørsted om præsteloftet og treenighedslæren som K. begærligt greb og angav som farlig for kongen for på denne måde at tvinge Ørsted ud af kancelliet. Forsøget lykkedes dog ikke, Ørsted bøjede af og opnåede herved at bevare den for ham så kære stilling som kancelliets første lovforfatter. – Som kollegieembedsmand fik K. en række tillidshverv. Han var allerede 1802 blevet medlem af direktionen for det Classenske fideikommis og 1805 forstander for Herlufsholms skole og gods. 1808 blev han ordensvicekansler, 1824 ordenskansler og 1825 æresmedlem af Det kgl. nordiske oldskriftselskab ligesom han fra 1808 havde været æresmedlem af kunstakademiet. – Kammerjunker 1782. Kammerherre 1792.

Familie

Forældre: kaptajn, senere admiral Frederik Christian K. (1725–1803) og Susanna Jacoba Fabritius (1741–62). Gift 6.6.1786 på Bærum værk med Kirstine Nilson, født 31.3.1757 i Kristiania, død 11.1.1827 i Kbh. (Holmens) (gift 1. gang 1776 med jernværksejer Conrad Clauson, 1753–85), d. af justitsråd, vicelagmand, overretsassessor Poul N. (1714–61) og Maria Bendike Haagensdatter Nielsen (1725–65, gift 1. gang med generalauditør Jørgen Bjørn, død 1751).

Udnævnelser

Hv. R. 1803. Bl. R. 1815.

Ikonografi

Pastel af Jens Juel ca. 1790 (Fr.borg), malet kopi (Vester Aker, Norge). Stik af E. Quenedey, 1811. Mal. af F. C. Grøger ca. 1814 (Fr.borg), kopi (Bærum, Norge). Mal. af J. Viertel udst. 1817. To min. af Liepmann Fraenckel efter Domenico Bossi (en på Fr.borg). Mal. (Herlufsholm). Litografi af A. Kaufmann efter Bossi.

Bibliografi

Kilder. Af geheimeråd Johan v. Bülows papirer, udg. Ludv. Daae, Kria. 1864 114–35 (breve). Medd. fra krigsark. I-IX, 1883–1902. Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé I-X, 1895–1931. Danske mag. 5.r.IV, 1898–1901 20–23; VI, 1905–09 126–28 (brev).

Lit. Danm.s adels årbog XXXIV, 1917 243f. Fædrenelandsk nekrolog 1827, udg. Fr. Thaarup, 1844 9–16. L. Koch i Kirkehist. saml. 3.r.VI, 1887–89 7f 10–20. Marcus Rubin: 1807–14, 1892 (reproudg. 1970). Samme: Fr. VIs tid, 1895 (reproudg. 1970). Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 VI,2, 1909; VII.2, 1912. Axel Linvald: Kronprins Frederik og hans regering, 1923 (reproudg. 1978). Samme: Kong Chr. VIII. Norges statholder, 1952. Fr. Dahl: Fr. VI og A. S. Ørsted i 1826, 1929. Troels G. Jørgensen: Danm.-No.s højesteret, 1930. Aage Friis i Hist. t. 7.r.VI, 1905–06 8 13 53f 70 78 97–101 103–06. Hans Jensen sst. 10.r.l, 1930–31 50–67. Harald Jørgensen: Trykkefrihedsspørgsmålet i Danm., 1944. Georg Nørregård: Freden i Kiel 1814, 1954. Samme: Efterkrigsår i da. udenrigspolitik, 1960.

Papirer iRigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig