Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Cay Reventlow

Oprindelig forfatter CBjø
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Cay Reventlow, Cay Friedrich Reventlow, 17.11.1753-6.8.1834, greve, gehejmestatsminister. Født i Paris, død på Altenhof, begravet i Sarau. R.s opvækst og uddannelse fulgte det gængse mønster for højadelens unge i 1700-tallets sidste halvdel. Han blev undervist hjemme, bl.a. af de senere biskopper N. E. Balle og H. F. Jensen, og læste 1769–73 i Göttingen hvor han studerede sammen med C. F. Cramer og de to brødre Christian og Frederik Leopold Stolberg. 1773 blev han auskultant ved overretten i Gottorp, skønt A. P. Bernstorff ønskede ham til Kbh., men hvor faderens ønske om at have R. i nærheden blev udslaggivende. 1776 udnævntes han til råd ved den slesvigske landret, og atter søgte A. P. Bernstorff at knytte R. til sig ved at tilbyde ham gesandtposten i Napoli, men igen strandede det på faderens modstand. 1777–78 drog R. på en større udenlandsrejse til Frankrig og Holland hvorefter han endelig indtrådte i diplomatiet idet han blev dansk gesandt i Madrid. På denne post kom han snart i et modsætningsforhold til A. P. Bernstorffs efterfølger, M. G. Rosencrone, og allerede 1781 søgte han om rappel. Hjemkomsten trak imidlertid ud, og først efter regeringsskiftet i april 1784 vendte R. tilbage på foranledning af A. P. Bernstorff.

R. var af fødsel nært knyttet til den ledende Bernstorff-Reventlow-Schimmelmannske kreds, og han tilhørte en af monarkiets fornemste slægter. Begge hans hustruer var af den bernstorffske familie, den anden datter af A. P. Bernstorff, og R. selv delte synspunkter og holdning med den ledende kreds efter 1784. Hans dannelse og sympatiske personlighed blev sat højt af samtiden, men i egentlig snævrere politisk forstand hørte han til den "højre fløj" af kredsen. Imidlertid blev han hurtigt taget i anvendelse i statens ledelse, idet han 1784 blev overkammerjunker, s.å. chef for Det kgl. bibliotek, og 1788–94 beklædte han den betydningsfulde gesandtskabspost i Stockholm hvor han på nærmeste hold var vidne til mordet på Gustav III. 1793 udnævntes R. til leder af Det kgl. mønt- og medaillekabinet, n.å. til chef for kunstkammeret og til direktør for Botanisk have. Som leder af disse kulturelle institutioner gjorde R. god fyldest, og sammen med overbibliotekar D. G; Moldenhawer fik han 1793 åbnet Det kgl. bibliotek for publikum.

Ved svigerfaderen A. P. Bernstorffs død 1797 blev R. chef for tyske kancelli. Hans ledelse af kancelliet var uden initiativ, og det blev klart, at R. – der samtidig blev gehejmestatsminister – ikke var nogen stærk politisk skikkelse. Hans veghed og ubeslutsomhed trådte stærkt frem, og han var blandt de ministre der 2.4.1801 talte for en fuldstændig underkastelse over for de britiske krav. Særlig kom hans svaghed frem i forholdet til standsfællerne i det slesvig-holstenske ridderskab. Hans indstilling til det omdiskuterede spørgsmål om livegenskabets ophævelse var svingende, og han trak afgørelsen i langdrag, og beseglende for hans politiske karriere blev forslaget om at pålægge ridderskabet større skatter. Ridderskabet var i og for sig ikke uvilligt til at bidrage til afholdelse af statens udgifter i større målestok, men det krævede under henvisning til korporationens privilegier at få fremtidige forslag forelagt til behandling. Rentekammeret, hvorfra forslaget stammede, indtog en stejl holdning, mens tyske kancelli søgte at mægle og R. selv endelig stillede sig på ridderskabets side. Både i dette spørgsmål og i reformlovgivningen vedrørende landboforholdene var R. uden tvivl under stort pres fra sin bror, Fritz R., der var en af ridderskabets ledere. I december 1802 kom det til et åbent sammenstød med kronprins Frederik hvorefter R. indgav afskedsbegæring som han fik – ikke "i nåde", men "på ansøgning allernådigst", hvad der rummede en misbilligelse af hans optræden i den konkrete anledning. Efter A. P. Bernstorffs død 1797, Johan Ludvig Reventlows i 1801 betød R.s afskedigelse en fornyet svækkelse af den siden 1784 ledende regeringskreds, og Chr. D. Reventlow gav tydeligt udtryk for det uheldige ved hans fratræden fra statstjenesten.

Annonce

R. tog nu ophold på Altenhof og helligede sig resten af livet driften af dette og andre godser. Trods episoden i 1802 blev R. i 1816 udnævnt til guvernør og landdrost i Lauenburg og modtog i denne egenskab de nye undersåtters ed til Fr. VI og ledede inkorporeringen af landet i monarkiet. Men nogen egentlig politisk indflydelse øvede han ikke efter 1802. R. delte i alt væsentligt de synspunkter og interesser der var fremherskende i den ledende kreds, og som flere af disse havde han en hældning mod en mystisk-religiøs indstilling der førte ham ind i kredsen omkring prins Carl af Hessen og gjorde ham til en beundrer af J. C. Lavater, der også tilegnede ham en bog. - Æresmedlem af Videnskabernes selskab 1795. Kammerherre 1774. Gehejmeråd 1790. Gehejmekonferensråd 1808. – Sønnen Eugen Reventlow, født 27.11.1798, død 16.(kbg. 18.) 11.1885, blev student 1816 og ansattes 1819 som legationssekretær hos farbroderen Fritz R. i Berlin, fra 1823 i St. Petersborg, og 1828 fulgte han farbroderen i Berlin. Som helhjertet slesvig-holstener tog han 1846 efter udstedelsen af det åbne brev sin afsked. Efter 1864 tilhørte han den preussisk-anneksionistiske fraktion inden for adelen og var sammen med Carl Scheel-Plessen ophavsmand til adressen af 23.1.1866 til Bismarck. Medlem af det preussiske herrehus. R. levede fra 1846 som godsejer på Altenhof. Kammerherre 1825. Gehejmekonferensråd 1841. K. 1829. S.K. 1834. DM. 1840.

Familie

Forældre: overkammerherre greve Ditlev R. (1712–83) og Margarethe Raben (1726–94). Gift 1 . gang 6.11.1785 på Gartow med komtesse Wilhelmine Magdalene Ulrica Bernstorff, født 10.10.1766 på Gartow, død 10.5.1787 i Kbh. (Petri), d. af grev Joachim Bechtold B. til Gartow (1734–1807, gift 1. gang 1757 med Louise v. Steinberg, 1738–58) og Magdalene Hedevig v. Lowzow (1742–1803). Gift 2. gang 24.4.1797 i Kbh. (Fred. ty.) med komtesse Emilie Louise Henriette Bernstorff, født 7.10.1776 i Kbh. (Slotsk.), død 26.11.1855 i Preetz, d. af udenrigsminister A. P. B. (1735–97) og Henriette F. Stolberg (1747–82). – Far til Theodor R. Bror til Fritz R.

Udnævnelser

Hv. R. 1782. R.E. 1816. DM. s.å.

Ikonografi

Mal. af A. Roslin ca. 1770 (Altenhof) og af F. C. Grøger ca. 1806 (sst). Mal. af H. F. Baasch (Kunsthalle, Kiel). Afbildet s.m. Dahlmann og U. J. Lornsen på tegn. fra 1840erne og på litografi.

Bibliografi

Efterl. papirer fra den Reventlowske familiekreds, udg. L. Bobé I-X, 1895–1931. Bernstorffske papirer udg. Aage Friis III, 1913. – Aage Friis: A. P. Bernstorff og Ove Høegh-Guldberg, 1899. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 VI 2, 1909. Axel Linvald: Kronprins Frederik og hans regering, 1923 (reproudg. 1978). Otto Brandt: Geistesleben und Politik in Schlesw.-Holst., Stuttg. 1925 (2. opl. 1927). Georg Nørregård: Efterkrigsår i da. udenrigspolitik 1815–24, 1960. Johan Hvidtfeldt: Kampen om ophævelsen af livegenskabet i Slesvig-Holsten, 1963. Ole Feldbæk: Denmark and the armed neutrality, 1980 = Kbh.s univ. inst. for økon. hist. Publ. XVI.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Cay Reventlow i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296323