Oluf Rosenkrantz

Oluf Rosenkrantz, 12.3.1623-13.3.1685, baron, gehejmeråd, forfatter. Oluf Rosenkrantz gik 1634–40 i Herlufsholm skole og studerede siden i udlandet, bl.a. i Oxford (1641). 1642 var han i Frankrig, 1644 i Italien, bl.a. Rom og Padova, s.å. immatrikuleredes han i Basel. 1644–51 var han sekretær i danske kancelli og fulgte 1649 med sin bror Mogens Rosenkrantz Corfitz Ulfeldt på ambassaden til Haag. 1651 forlenedes han med det såkaldte Bergens apostelgods, men fik ikke noget større len. Det er næppe udelukket at den unåde faderen havde pådraget sig på højeste sted har kastet sin skygge også over sønnen. Efter faderen arvede han foruden en del strøgods i Skåne Egholm (Voldborg hrd.) hvortil kom Krabbesholm (sst.) som han 1673 oprettede af den 1658–60 ødelagte landsby Vinderup. Efter sin bror Corfitz Rosenkrantz' død købte han af sine medarvinger 1653 Demmestrup i Halland (solgt 1661 til Magnus Dureel). Fra svigerfaderen fik han 1655 Enggård (nu Gyldensteen, Skovby hrd.). 1668–73 havde han pant i Ravnstrup (Tybjerg hrd.).

1653–58 førte Oluf Rosenkrantz som kvartalskommissær opsyn med "defensionen" på Sjælland. Han var til stede på stændermødet 1660, men har ikke underskrevet erklæringen 16.10. om håndfæstningens kassation. Han havde nydt ringe gunst fra hoffets side og var svoger til den konservative adels fører rigsråd Otte Krag; han hørte naturligt til på den side. Skønt han efter 1660 lånte kronen en del penge vedblev han at være blandt dem som holdtes på afstand; nogen tilfredsstillelse for ham kunne det ikke være at blive kommissarius ved beslaglæggelsen af Kaj Lykkes ejendomme 1661. Mere og mere kogte harmen over den gamle adels ydmygelse og de nye tilstande og personligheder i ham. 1663 kunne han ikke tie længere. Der udkom dette år et lille skrift med skarpe angreb på adelen: De ordine subditorum in regno Daniæ et inprimis de nobilitate epistola. Oluf Rosenkrantz anså generalauditør Paul Tscherning for at være forfatteren. S.å. kom et anonymt modskrift, Nobilitatis responsum ad famosum factiosi calumniatoris libellum som traditionen sikkert har ret i at tilskrive Oluf Rosenkrantz. Det begynder ganske behændigt med at gøre modstanderen mistænkelig ved hoffet idet det beskylder ham for ved adelstandens ødelæggelse at ville bane vejen for monarkiets forvandling til en demokratisk republik. Derefter søges vist at adelstanden har sin naturlige berettigelse, og endelig betones det hvor uretfærdigt og urimeligt det er at beskylde adelen for uvidenhed og ørkesløshed når den konsekvent holdes borte fra statens tjeneste til fordel for usle og hadefulde opkomlinge. Fremstillingen bevæger sig noget for meget på koturnen, men harmen er oprigtig og der er en god portion sandhed i det sagte. I hoffets kreds hvor strømmen gik strid mod den gamle adel, vakte skriftet både uro og vrede; der taltes om at det skulle brændes ved bøddelen, men dertil kom det dog ikke. Om man har været klar over hvem forfatteren var er uvist. Man har vel haft sine gisninger, og Oluf Rosenkrantz fik i hvert fald stadig ikke noget embede. 1669 udgav han under sit navn et mindeskrift over den afdøde statholder i Norge Niels Trolle (Statua triumphalis memoriæ Dn. Nicolai Trolle ... erecta). Han omtaler her med sorg sit ufrivillige otium, priser en stat der giver mænd af ædel byrd hædersposter, og udgyder sin ringeagts skåler over tilhængerne af det statsprincip at alle fremragende spidser bør hugges af.

Det nye regime som begyndte med Christian 5.s tronbestigelse var mindre adelsfjendtligt end det gamle. For Oluf Rosenkrantz' vedkommende fik dette udtryk ved at han maj 1671 ophøjedes til friherre, okt. s.å. blev ridder af Dannebrog og vistnok ved samme tid etats- og justitsråd og medlem af højesteret. Mange inden for den gammeldanske adel tog anstød af at standens forkæmper lod sig optage i enevældens nye titeladel. Måske har han håbet ad denne vej at nå frem til et indflydelsesrigt embede; en nok så stor drivkraft var dog vistnok hans hustrus stærkt udviklede honnette ambition. Det var hende som forhandlede med Griffenfeld om titelspørgsmålene. Da ægteparrets gods ikke forslog til to baronier, og det ikke ville forurette den yngste af sine to døtre, gav det afkald på oprettelsen af et baroni og nøjedes alene med titlen. Gehejmerådstitlen lykkedes det 1671 ikke Birgitte Krabbe at opnå for sin mand, og 1673 nægtede kongen ham birkeret til Egholm. Begge dele kom først 1678 med tillæg af en årsløn på 2000 rdl., måske som belønning for det skrift som Oluf Rosenkrantz s.å. under pseudonymet Aletophilus udgav til forsvar for den af svenskerne henrettede Jørgen Krabbe. 1679 fulgte et forsvarsskrift for tre andre af fjenden domfældte skånske adelsmænd: Tage og Knud Thott samt Oluf Rosenkrantz' svigersøn, Holger Thott. At man nærede respekt for hans historiske lærdom og litterære skøn fremgår af at han 1676 blev medlem af den kommission der skulle gennemse Vitus Berings danske kongekrønike Florus Danicus (udg. 1698).

Nogen tale om at Oluf Rosenkrantz forlod sine gamle politisk-sociale synspunkter var der ikke. Forsvarsskriftet for Jørgen Krabbe angriber kongernes fremmede yndlinge og hævder at riger bør grundes mere på undersåtternes gode vilje end på øvrighedens tvang og magt. Meget stærkt var han i disse år optaget af at Tinde modargumenter mod to bøger der smagte ham for meget af absolutismens ideologi. Den ene var Lüneburgprofessoren Johan Bunos Universæ Historiæ Idea (1. udg. 1664) der skildrer Danmark som et oprindeligt arverige, kun omdannet til valgrige ved adelens overgreb; det andet juristen A.P. Oldenburgers fremstilling af den tyske statsret (1670) hvori var indflettet angreb på den danske adel. Da modskriftet var ved at være færdigt fik han gennem samtale med overhofjægermester Vincents Hahn det indtryk at han uden frygt for kongens unåde kunne udgive det. 1681 lod han da i Lübeck (hvor også forsvarsskrifterne 1678– 79 var trykt) i ca. 550 eksemplarer trykke Apologia nobilitatis Danicæ. Sept. s.å. kom det i bogladen i Kbh. – Det er et meget lærd arbejde. Forfatteren viser kendskab til det meste af den da trykte historiske og politiske litteratur fra den klassiske oldtids til samtidens. Ofte er de lange citater dog ikke rigtigt organisk indarbejdede i fremstillingen der kan virke udtværet og trættende på flere steder. Men den er anlagt med ikke ringe strategisk evne. Christian 5. og hans forgængere prises højt. Indirekte rettes der imidlertid en skarp kritik mod datidens Danmark – fx ved rosen over Christian 3. fordi han var national og velsindet mod landets adel og tog sine rådgivere af den, og ved omtalen af de skadelige skikke som de fremmedfødte dronninger ofte førte med sig. Stærkt fremdrages alt hvad der kan siges til gunst for den danske adel: dens tapperhed i krigene, dens uvilje mod Ulfeldts opfordring til frafald 1657 m.m. Lige så stærkt er omvendt angrebene på det udanske hofslæng og dets rænker og på de indvandrede tyskeres utaknemmelighed. Hvad arveriget angår, var det ikke en tilbagevenden til den oprindelige tilstand men noget nyt, indført ved stændernes frivillige overdragelse.

Der er ikke tvivl om at Oluf Rosenkrantz havde sine meningers mod. Men måske havde han alligevel ladet bogen blive i sin skrivebordsskuffe om han havde forudset den bevægelse og den forbitrelse som den vakte ved hoffet og i kancelliet hvor den stærkt adelsfjendtlige Michael Vibe en søn af den biskop Mads Jensen Medelfar som Oluf Rosenkrantz' far havde krænket, spillede en ledende rolle. 13.10.1681 fik han ordre til at holde sig fra hoffet til han havde svaret på den tiltale som generalfiskalen ville rejse. Fire dage efter tilstillede han kongen en supplik hvori han hævdede, at bogen var tænkt som et vidnesbyrd om hans "store affection og taknemlighed for den mig af Eders Kongelig Majest. beviste gunst og nåde". Det hjalp ikke. 23.10. fik han i sin gård på Amagertorv af generalprokurør Peder Scavenius forelagt 29 spørgsmål der bl.a. drejede sig om ikke-angivelsen af trykkested og ikke-indsendelsen til censur, om referatet af Ulfeldts oprørsbrev og benævnelsen af ham ved hans slægtsnavn trods dommen 1663, men også viste at regeringen havde forstået det skjulte angreb på den selv. Oluf Rosenkrantz' svar af 2.11. gik ud på at det hele kun var en historisk bevisførelse for adelens troskab og valgrigets oprindelighed. Kort efter nedsattes en kommission af seks gehejmeråder – hvoraf fem tilhørte den gamle adel – til at undersøge og pådømme sagen. Generalfiskalen krævede degradering fra titler og bestillinger, forbrydelse af ære og boslod, forvisning fra kongens riger og lande, konfiskering af bogen. Det bedste hoved blandt dommerne Jens Juel (1631–1700) kunne ikke finde nogen værre forseelse end mangel på judicium, hvorved Oluf Rosenkrantz havde godtgjort sin uværdighed til at være gehejmeråd, men den 3.2.1682 fældede dom, der dog kun var underskrevet af tre kommissærer, lød på fortabelse af chargerne og en bøde på 6000 rdl. Oluf Rosenkrantz ønskede i et nyt bønskrift det hele ordnet ved en frivillig pengebøde, men regeringen var ikke tilfreds. Den indstævnede sagen for højesteret, af hvis sytten medlemmer kun ét, generaladmiral Niels Juel, tilhørte den gamle adel. Den nye dom af 2.3.1682 gik ud på forbrydelse af charger og hovedlod; Oluf Rosenkrantz formentes adgang til Kbh. og skulle genkalde hvad ulovligt der fandtes i apologien. Kongen mildnede dog dommen derhen at han af sin hovedlod skulle betale 20.000 rdl. til det påtænkte ridderakademi i hovedstaden, og resten skulle overgå til Holger Thott som belønning for hans tjeneste i den skånske krig.

Hårdest var slaget måske for Birgitte Krabbe som under processen lå syg på Egholm, og for hvem Oluf Rosenkrantz længst muligt skjulte titlernes fortabelse. Den idømte bøde ruinerede ham helt, men hans gårde blev for så vidt i familien, som han 1684 afhændede Egholm (med Krabbesholm og ladegården Vellerup) og Enggård samt hele sit bibliotek til svigersønnen gehejmeråd Mogens Skeel, mod at denne overtog hans gæld. Kort efter sagde han, som flere andre af sin tids Rosenkrantzer, uden bedrøvelse denne verden farvel. Hans sind var ærligt og trofast mod hans slægts og stands traditioner, men det forbitredes ved standens og hans egne genvordigheder, og det skortede ham i nogen grad på skønsomhed. - Etatsråd og justitsråd antagelig 1671. Gehejmeråd 1678.