Hans Philipp Fuchs v. Bimbach

Hans Philipp Fuchs v. Bimbach, født ca. 1567, dødelig såret 17.8.1626 ved Lutter am Barenberg, død kort efter i Nauen, friherre til Möhren, Kronheim m. m. (Franken), officer. F. v. B. var en højt begavet mand der efter at have studeret ved et norditaliensk universitet, formentlig Padova, vandt et anset navn som astronom og sprogmand, hvorpå han, der var protestant, trådte i krigstjeneste hos forskellige tyske fyrster – bl.a. nogle år omkring 1620 hos kejseren som generaltøjmester – og ifølge samtidige historieskrivere erhvervede stor krigserfaring. Sommeren 1625 trådte han med et fodregiment i tjeneste hos Christian IV og deltog i de heldige operationer mod Tilly i egnen om fæstningen Nienburg, og 1.11. s.å. fik han bestalling som chef for hærens fodfolk. Kongens rådgivere beklagede meget at de ikke havde kunnet formå kongen til at forfølge Tilly og slå denne afgørende, inden han kunne forene sig med Wallenstein; men uheldigvis var F. v. B., den eneste, der efter almindelig opfattelse havde indflydelse på kongen, blevet syg af dysenteri. Foråret 1626 opererede F. v. B. med en særlig hærafdeling mod Wallenstein i Elbegnene i forbindelse med hertugen af Weimar og P. E. Mansfeld. Da Weimar og Mansfeld imidlertid brød ind i Schlesien, fulgte Wallenstein efter, hvorpå kongen trak F. v. B.s korps til sig for at operere mod Tilly i egnen omkring Hartz. 17.8 s.å. åbnede kongen trods sine generalers, navnlig F. v. B.s råd, slaget ved Lutter. F. v. B. havde fremhævet den kongelige hærs løse sammensætning og i overensstemmelse med datidens almindelige strategiske principper tilrådet at udmanøvrere fjenden og længst muligt undgå at sætte alt på ét kort. Forgæves tilbød han med sin hærafdeling at dække kongens tilbagetog til Wolfenbüttel. Mens kongen overtog ledelsen af et særligt foretagende, overlod han føringen af hovedstyrken til F. v. B. Slaget begyndte gunstigt for den kongelige hær, idet den fjendtlige fortræfning kastedes tilbage med betydelige tab, men da hærens hovedstyrke lod sig rive med til at forlade sin forberedte forsvarsstilling under beskyttelse af artilleriet og gik over til angreb – uvist om på befaling af F.v. B. eller kongen der var vendt tilbage – strandede dette på Tillys overlegne feltherrekunst og hans krigs- og kamperfarne regimenter. Den kongelige hær led et fuldstændigt nederlag og spredtes til alle sider. Senere udtalte kongen sig meget ringeagtende om sin faldne hærfører, hvad der dog ikke bør tillægges større betydning.