Victor Gram, Victor Bernhard Gram, 30.1.1910-12.2..1969, forsvarsminister. Født i Højby sg., Odsherred, død i Kbh., begravet i Fredericia. G. gik ud af skolen efter konfirmationen og var derefter arbejdsdreng på fabrikker i Fredericia. Efter soldatertiden var han 1930-37 sølvsliber på C. M. Cohrs fabrik. Allerede som 16-årig var han kommet ind i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse og viste tidligt et betydeligt organisatorisk talent. 1930-36 var G. formand for DSU-afdelingen i Fredericia, fra 1934 af DSUs hovedbestyrelse og af socialdemokratiets hovedbestyrelse 1935-46 (forretningsudvalget fra 1937). Han var 1937-42 sekretær i DSU og formand 1942-46; fra 1943 til sin død sad han i folketinget. – Fra G. 1937 flyttede til Kbh. som forbundssekretær markerede han stærkt sine forsvarspolitiske interesser. Han var med i den kreds af yngre socialdemokrater der stærkt ivrede for en videre udvikling af den postive holdning til forsvaret som partiet havde indledt i midten af 30erne og inden for DSU agiterede for at medlemmerne skulle gå ind som befalingsmænd. G. der var medlem af den parlamentariske kommission efter krigen var med i forsvars-kommissionen af 1948. Han var 1951-62 chef for forsvarets oplysnings- og velfærdstjeneste og redigerede 1952-54 bladet Folk og Værn. G. var også ordfører under de store debatter forud for det omfattende forsvarsforlig 1960. 1962 blev han forsvarsminister i ministeriet Krag og fortsatte til regeringens tilbagetræden 1968. Med den ro der da var om forsvaret, blev stillingen ret upolitisk. Ministerarbejdet var i høj grad samlet om at udfylde forligets rammer. G. havde sin styrke i det saglige arbejde; han dækkede ikke noget stort politisk felt. Inden for sit område var han til gengæld på sikker grund, men selv blandt nære politiske venner kunne der i hans sidste år være nogen træthed over for hans forsvarspolitiske entusiasme.

Familie

Forældre: graver, herregårdsgartner Carl Christian G. (1881-1953) og Bodil Marie Christensen (1879-1938). Gift 29.11.1930 i Fredericia (b.v.) med Ella Karina Nielsen, født 30.5.1908 i Fredericia, d. af metalsliber Anton N. (1884-1954) og cigarmager Kirsten Marie Skov (1883-1955).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Demokraten 27.1.1960. S.st. 12.2.1969. Terkel Matthiesen i Berl. tid. 13.2.1969.- Papirer i Rigsark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig