Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Erling Brøndum

Oprindelige forfattere MeHa og HLars

Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Erling Brøndum, 11.7.1930-2017, forsvarsminister, redaktør. Født i Århus (Vor frue). B. blev student fra Næstved gymnasium 1949 og var journalist ved Sjællands Stiftstidende 1949- 51. Et par år virkede han i Sverige som arbejdsmand m.m. og ansattes 1953 ved Bornholms Tidende, fra 1957 som ansvarshavende redaktør.1970 overtog han redaktionen af Horsens Folkeblad og blev tillige dets administrerende direktør 1971. Han fratrådte disse hverv og formandsposten i Venstrepressens redaktørforening samt næstformandsposten i Ritzaus Bureau' 19.12.1973 da han blev forsvarsminister i regeringen Poul Hartling, men fortsatte som medlem af venstres hovedbestyrelse og forretningsudvalg frem til 1980.. Han havde været medlem af forsvarskommissionen af 1969 og kom nu til at administrere forsvarslovene af 1973. Han fik ikke færdigbehandlet indkøbene af jagerfly, men ordnede ekspropriationen af øvelsesareal til den nye Antvorskov kaserne, uden at det berørte landsbyerne Rosted og Bøstrup hvis beboere protesterede mod beslaglæggelse af landbrugsarealer. Han vedstod den socialdemokratiske regerings løfte til fristaden Christianias beboere om fristadens opretholdelse til 1976 men betragtede den ikke som "socialt eksperiment" og pointerede at benyttelsen af fristadens område måtte ske i overensstemmelse med gældende bygningslove og betalingsforpligtelser. Ved regeringens afgang 13.2.1975 genoptog B. sit arbejde ved Horsens Folkeblad, hvor han var chefredaktør indtil 1982 og formandsposten i Venstrepressens redaktørforening. Herefter var B. frem til 1997 ansvarshavende chefredaktør og administrerende dirktør for Aalborg Stiftstidende. Han var desuden bestyrelsesformand for Ritzaus bureau 1976-80 samt direktør for Nordjyllands avisselskab A/S 1995-97. B. står som talsmand for en stærk og selvstændig presse og en ihærdig forkæmper for de mindre dagblade.

Familie

Forældre: premierløjtnant, senere oberst Otto Christian B. (1900-83) og Aase Kjærulff (født 1902). Gift 1. gang 22.9.1961 i Hellerup med lægesekretær Kirsten Lund, født 26.3.1935 i Rønne, d. af. direktør Thorkild L. (1897-1954) og Vera Dirchs (1898-1969). Gift 2. gang med Nina Hansen, født 25.5.1939, d. af civilingeniør Knud Hansen.

Udnævnelser

R. 1966. K. 1975.

Annonce

Ikonografi

Foto.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Helge Larsen: Erling Brøndum i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 16. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=287876