Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Claus Hermansen

Oprindelig forfatter IngridN
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Claus Hermansen, Nicolaus Hermansen, før 1272-efter 1291, borger og foged i Roskilde. I slutningen af 1200-årene er det muligt at få et indblik i et velhavende og entreprenant borgerskab i Roskilde. I dette miljø er H. den mest fremtrædende. Navnene omkring ham (broderen Lydeke, hustruens farbror Claus Romeldsen og sønnerne Henrik og Trued Clausen) viser en tysk dominans som dels kan bidrage til at belyse kredsen, dels bekræfter at hans kaldenavn var Claus og ikke Niels som brugt i litteraturen. H. optræder i kilderne under varetagelse af sit fogedembede og som privatperson hvor han ofte kaldes borger. Et tegn på hans anseelse er at han yderligere en enkelt gang benævnes "dominus". Hans formue og formåen kendes kun fra overdragelse af jordegods til gejstlige institutioner. Foruden at give Roskilde domkirke 1 bol jord i Nørre Hyllinge sælger han en gård og to vandmøller i Roskilde til Sankt Clara kloster. Det ene møllested havde han selv opbygget, det andet hans svigerfar. Desuden ejede han jord og andele i en mølle i Tåstrup. Den erhvervsmæssige baggrund som har skabt mulighed for en sådan kapitalinvestering kendes ikke, men det er bemærkelsesværdigt at privatpersoner har kunnet deltage i opbygningen af et produktionsapparat som i den senere middelalder blev en af Roskildes livsnerver.

Familie

gift en d. af Roskildeborgeren Trued Romeldsen.

Bibliografi

Liber daticus Roskildensis, udg. Alfr. Otto, 1933 57. Diplomatarium Danicum 2.r.II–IV og 3.r.I, 1941–58.- Inger Lysdahl (Nielsen): Bypatriciatet i Roskilde og Ribe ..., 1973 (Specialeafliandl. fra Århus univ.). Samme i Heraldisk t. III, 1970–74 441–52.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ingrid Nielsen: Claus Hermansen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=291207