Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Thorkil Kristensen

Oprindelige forfattere MeHa og NBanke
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84. Indholdet er opdateret til denne onlineudgave.

Thorkil Kristensen, 9.10.1899-26.6.1989, finansminister. Født i Fløjstrup, Vindelev sg., Vejle amt, begravet på Assistens og Søholm kirkegård, Birkerød. K. tog realeksamen i Vejle 1915 og handelseksamen i Odense 1916. S.å. blev han ansat i Dampmøllen Viktoria, Odense; herefter 1919 i Sækkelejekompagniet, sst. Efter et ophold på Askov 1920–21 læste han til studentereksamen som han tog som privatist 1922. Han var stærkt interesseret i samfundsspørgsmål og tilsluttede sig venstres ungdom. 1927 blev han cand. polit. og lærer på handelshøjskolen i Århus, 1928 fuldmægtig ved sparekassetilsynet, 1931 inspektør 2. Han arbejdede bl.a. med afvikling af JAK og andre af mellemkrigstidens spare- og kreditinstitutioner, først som sekretær for udvalget der forberedte lov af 2.5.1934 om visse spare- og udlåns-virksomheder, og siden med lovens administration. Allerede fra 1928 var han økonomisk medarbejder ved Jyllandsposten. 1930 skrev han for Dansk arbejde en lille bog Danmarks Driftsregnskab hvor han på grundlag af officiel statistik foretog en opgørelse af nationalindtægten og dens anvendelse. Han skrev også artikler i Sparekassetidende bl.a. 1933 om En Sikringsfond for Indskud i Sparekasser. 1935 udsendte han for Udvalget for bevægelsen provinsen og hovedstaden Undersøgelser af det kommunale Skatteproblem. 1935–36 tog K. på studierejse til Cambridge og blev herefter assistent ved Kbh.s universitets statistisk-økonomiske laboratorium og leder af den økonomiske afdeling ved Instituttet for historie og samfundsøkonomi. 1938 fik han et Rockefellerstipendium og var på studierejse i England og blev efter sin hjemkomst professor i driftsøkonomi ved Århus universitet. 1939 udsendte han Faste og variable Omkostninger i en Virksomheds Økonomi hvor han understreger sammenhængen mellem de driftsøkonomiske og samfundsøkonomiske problemer. Han blev kendt under besættelsen som medlem 1940–45 af formandskabet for Arbejds- og forligsnævnet som i denne periode havde den endelige afgørelse af lønforhøjelser. Han var også medlem af finansministeriets udvalg af 30.1.1943 (professorudvalget) der skulle belyse efterkrigstidens økonomiske problemer og forberede en engangsskat. 1943 udsendte han Statusteori om de problemer der er knyttet til årsregnskabet. Han var medlem af lokalrådet for Foreningen Nordens afdeling for Århus og omegn og skrev s.å. i foreningens skrift Nordiske Muligheder om Muligheder for økonomisk Samarbejde. Til Hages Haandbog 1944 skrev han om Finansiering (særtryk 1951 og senere). S.å. var han hovedredaktør og skrev flere bidrag til Haandbog i Kredit- og Hypotekforeningsforhold. Herudover skrev han fortsat til dagblade og tidsskrifter og var også medarbejder ved det illegale blad Plovfuren.

1945 blev K. valgt til folketinget for Vejle amt. Selv om statsminister Knud Kristensen havde sine tvivl om K.s politiske erfaringer blev han finansminister. Det viste sig også hurtigt at han var en usædvanlig dygtig forhandler. Han gennemførte således engangsskatten der både var et tvangslån og en formuestigningsafgift, med stor tilslutning i begge ting. Han modvirkede pengerigeligheden ved optagelse af statslån, forhøjede afgifterne på tobak, spiritus og øl og skærpede skatteligningsloven og kontrolloven. Ikke alle de ledende tjenestemænd arbejdede godt sammen med den unge minister, men samtlige tjenestemænd fik bedre vilkår ved den af K. i 1946 gennemførte tjenestemandslov. Som formand for forvaltningskommissionen arbejdede han også med rationalisering af administrationen, og han sørgede for at to særlig dygtige unge økonomer Erik Ib Schmidt og Viggo Kampmann blev ansat i finansministeriet. I regeringen interesserede K. sig også for udenrigspolitiske spørgsmål Han rejste sammen med handelsministeren til London i 1946 for at forhandle om valutagælden til England. Han var også virksom for at overbevise Knud Kristensen – der havde udtalt at Danmark og Færøerne måtte skilles – om at man skulle forhandle med Færøerne om selvstyreproblemet. 1948 deltog han som venstres repræsentant i Sydslesvigkonferencen i London. Fra 1948 var han professor ved handelshøjskolen i Kbh. og formand for bestyrelsen i Udenrigspolitisk selskab hvor han fra selskabets stiftelse 1946 havde været bestyrelsesformand. Han var også aktiv for sine sociale interesser som formand for hovedbestyrelsen for Landsforeningen til arbejdsløshedens bekæmpelse 1946–60. I Erik Eriksens regering af venstre og konservative 1950–53 blev K. igen finansminister og samtidig formand for regeringens økonomiudvalg. Allerede i nov. 1950 gennemførte han et omfattende forlig med socialdemokratiet. Forliget skulle dække de forøgede forsvarsudgifter efter tilslutningen til NATO, rette valutastillingen op og modvirke inflationen. I forliget indgik et forsvarslån, værneskat, tillægsskat, bunden opsparing og forskellige forbrugsafgifter bl.a. på biler og rejsevaluta. K. var dog klar over at indgrebene ikke var tilstrækkelige. 1951 gennemførte han et påskeforlig med forøgelse af den bundne opsparing og forskellige afgifter. Under forhandlingerne var han inde på en almindelig omsætningsafgift på 5 pet. som dog ikke kunne føres igennem. Det samme gjaldt et forslag om indefrysning af dyrtidsportioner. Det eneste som kom ud af dette tilløb til den senere så meget diskuterede indkomstpolitik var at forhøjelsen af afgifterne på spiritus og øl ikke skulle indregnes i det lønregulerende pristal. I forliget indgik også en særlig afgift på skibsfarten hvis indtægter var steget under Koreakrigen.

Ved årsskiftet 1952 var landets økonomiske vilkår bedre, men for at sikre en passende valutareserve fik K. også i dette forår gennemført visse skatteforhøjelser. I 1952–53 fik han tilslutning til en forlængelse af loven om beskæftigelsesfremmende foranstaltninger og en ny lovgivning om oprettelse af en produktivitetsfond med midler fra den europæiske genopbygningsfond. I foråret 1953 gennemførtes en række ændringer af forbrugsafgiftslovene, nedsættelse af statens tilskud til rugbrød og mælk og en kompenserende forhøjelse af alders- og invaliderenten samt børnetilskud. Resultatet var en merudgift for statskassen som K. ikke var tilfreds med, men han erkendte at forhandlingerne ikke kunne føres videre. Også i VK-regeringen havde han udenrigspolitiske opgaver og ledsagede udenrigsminister Ole Bjørn Kraft til møderne i NATO hvis opgaver han tillagde stor betydning. I årene efter regeringens afgang udviklede der sig en modsætning mellem K. og Erik Eriksen om venstres politik. K. ville at venstre skulle havde den størst mulige indflydelse på lovgivningen ved at forhandle med regeringen, mens Erik Eriksen af taktiske grunde ville overlade det til det radikale venstre at tage et medansvar for regeringens politik. I marts 1955 stemte K. som eneste venstremand for den socialdemokratiske valutakrisepolitik som han fandt økonomisk nødvendig. Han mente at de radikale i alle tilfælde ville redde regeringen, men Erik Eriksen fandt hans holdning politisk meget uheldig. Statsminister H. C. Hansen benyttede også lejligheden til at tilbyde K. udenrigsministerposten i en kommende socialdemokratisk-radikal regering, men han svarede at stemmeafgivningen ikke for ham betød et brud med venstre. Efter valget i 1957 kunne K. tænke sig en samlingsregering, eventuelt en venstre-radikal regering eller en ren venstreregering. Erik Eriksen ville imidlertid samarbejde med de konservative, og resultatet blev en regering af socialdemokratiet, radikale og retsforbundet.

Annonce

I efteråret 1959 fik Erik Eriksen, der på venstres landsmøde havde fået stor tilslutning til sin kritik af K., gennemført en aftale med de konservative om en fælles økonomisk politik. K. deltog ikke i forhandlingerne herom og fandt sig ikke tilstrækkelig orienteret om deres forløb og var modstander af resultatet. Det førte til et opgør i venstre. Jan. 1960 sendte en kreds af højskolefolk, hvoriblandt P. Nyboe Andersen, et åbent brev til venstres folketingsgruppe hvor man beklagede at K. var blevet tvunget til at begrænse sit samarbejde med partiet og opfordrede til ved en nøjere overvejelse af VK-programmet at skabe muligheder for en genoptagelse af samarbejdet med K. Der kom imidlertid intet forlig. K. udmeldte sig i febr. af partiet og ville ikke genopstilles i Vejle amt. Tilhængere af K. tog initiativ til stiftelse af et selskab der udgav tidsskriftet Liberal Debat. K. blev medlem af selskabets bestyrelse og skrev i bladets første nummer juni 1960 om venstres politiske krise. Da han 1.9. s.å. blev generalsekretær for OEEC (Organization for European Economic Cooperation) nedlagde han sit bestyrelseshverv, og når han senere havde artikler i bladet handlede de om hans internationale arbejde. Som generalsekretær ville han ikke blande sig i dansk politik. Uden for folketinget udførte K. i 50erne bl.a. et stort arbejde for Udenrigspolitisk selskab. 1958 udgav selskabet under hans redaktion De europæiske markedsplaner og 1960 The economic world balance, som resultat af en studiekreds af økonomer, historikere og geografer. K. skrev også i disse år artikler i dagblade og tidsskrifter og holdt en række foredrag. Som generalsekretær for OEEC i Paris fik K. hurtigt en betydelig ekstraopgave idet der blev truffet beslutning om at organisationen fra 30.9.1961 skulle ændres til Organization for Economic Cooperation and Development (OECD), hvilket betød at USA og Canada blev optaget som egentlige medlemmer, og at der skulle ske en betydelig udvidelse af aktiviteterne mht. hjælpearbejdet for udviklingslandene. For K. var denne omlægning en rimelig udvikling. De europæiske lande havde overvundet de økonomiske vanskeligheder efter anden verdenskrig og måtte i deres samvirke særlig stile efter udbygning af ulandshjælpen. Den bedst mulige udvikling i industrilandene var en forudsætning for udbygning af ulandshjælpen. OECD måtte derfor fortsætte OEECs arbejde for udvidelse af det økonomiske samarbejde mellem industrilandene. I efteråret 1962 fik K. udsendt OECD-Observer der løbende orienterer om organisationens arbejde og dens mange publikationer og skrev selv en række artikler i tidsskriftet. Som øverste administrative chef for organisationen blev der ofte stillet meget store krav til K.s kundskaber og forhandlingsevner. Han deltog også selv i analysearbejdet og udsendte 1968 The food problem of developing countries (Paris). S.å. udsendte han her i landet U-landsplanlægning – landbrug kontra industri. Navnlig i forbindelse med ferieophold i Danmark holdt han i 60erne forelæsninger og foredrag om sit internationale arbejde. I U-landshjælpen og erhvervslivet, 1963 findes en forelæsning holdt på handelshøjskolen i Kbh. sammen med en forelæsning af P. Nyboe Andersen.

1969 vendte K. tilbage til Danmark og var til 1972 direktør for Instituttet for udviklingsforskning hvor hans erfaringer fra det internationale arbejde var af stor betydning. Foråret 1972 tog han sammen med Viggo Kampmann initiativ til oprettelsen af Komiteen for dansk tilslutning til EF der virkede til folkeafstemningen okt. 1972. 1969–78 var han præsident for Akademiet for fremtidsforskning der bygger på et samarbejde mellem forskellige videnskaber som han i en årrække havde interesseret sig for. Til hans interesser hørte også arbejdet i Sydvestjysk universitetscenter. 1974 udsendte han Udvikling i rige og fattige lande. Bogen udsendtes i New York og kom samtidig i dansk oversættelse. På grundlag af et omfattende internationalt talmateriale analyserer han her 1960ernes udviklingstendenser i tre grupper af lande med henholdsvis høje indkomster, mellemindkomster og lave indkomster. På en almen forståelig måde bliver de væsentligste samfundsøkonomiske problemer belyst. Han vurderede også udviklingens positive og negative sider ud fra det grundsyn at social harmoni er væsentligere end fortsat vækst i nationalproduktet.

Som ung politiker blev K. betegnet som meget ærgerrig, men det blev ikke bekræftet af hans senere tilværelse. Han kunne være blevet udenrigsminister i 1957, have skabt sit eget parti i 1960 og blevet en fejret partileder både da og i 1965 da en del af kredsen bag Liberal Debat brød med venstre og dannede liberalt centrum. For at udrette noget i politik måtte man efter hans opfattelse bygge på brede befolkningsgrupper. Separatistbevægelser, hvor tiltalende deres program end var, kunne han ikke tilslutte sig. Han har flere gange peget på at det danske folkestyre burde udvikle sig sådan at man kunne få en samlingsregering. Hans position i 70erne var så betydelig at mange fandt det rimeligt at der i 1974 blev peget på ham som leder af en sådan regering, men han gjorde ikke noget selv for at forslaget kunne realiseres. SV-regeringen 1978–79 anså han for et skridt i den rigtige retning. Til trods for at K. som finansminister måtte forsvare en restriktiv politik var han en populær skikkelse, og benævnelsen Thorkil Livrem i Bo Bojesens "Venstrevikingerne" var nærmest et kælenavn. K. var først og fremmest en meget begavet og flittig nationaløkonom. Gammeldags i den forstand at han ikke blot ville belyse de økonomiske problemer, men også følte sig forpligtet til at bruge evner og energi til at bidrage til deres løsning. Moderne som økonom var han på den måde at han tidligere og stærkere end mange andre fremhævede de økonomiske problemers globale karakter. 1963 blev han dr. h.c. ved universitetet i Ankara. På sin 80-årsdag blev han fejret med et festskrift skrevet af venner og kolleger inden for fremtidsforskningen.

Familie

F: gårdejer, senere købmand Niels K. (1867–1953) og Anne Kirstine Thorkilsen (1875–1936). Gift 17.7.1931 i Kbh. (Vartov) med lærer Ellen Christine Nielsen, født 20.9.1902 i Thisted, død 15.12.1987, d. af lærer Peder N. (1869–1928) og Inger Frøkjær (1876–1979).

Ikonografi

Tegn. af H. Bendix udst. 1951. Afbildet på mal. af grundlovens underskrivelse 1953, af A. Tørsleff (folketinget). Tre tegn. af Bo Bojesen udst. 1961. Tegn. af H. Bendix, 1964 (Fr.borg). Afbildet på karikatur af Bjarne Laursen 1973–74 (Amalienborg). Foto.

Bibliografi

T. K.'s erindringer: Erindringer, 1989. Bibliografi i Danske økonomer, 1976 523. – T. K. i Berl. aften 19.11.1959. Interviews i Politiken 28.12.1952 og 21.10.1979, Stockholmstidningen 18.11.1954, Jyllandsposten 22.1.1960, Dagens nyheder 1.1.1961, Berl. tid. 1.1.1970 og Information 8.-9.2.1975. – Sv. Thorsen i Politiken 27.12.1950. Samme: Mennesker i politik, 1962 120–37. Sv. Ove Gade i Liberal debat 15.3.1964. Niels Westerby i Berl. aften 8.10.1969. Søren Krarup i Weekendavisen 5.9.1975. De danske ministerier 1929–53, ved Tage Kaarsted, 1977. Poul Møller i Jyllands-posten 7.10.1979. Poul Nyboe Andersen: Thorkild Kristensen : en ener i dansk politik, 1994.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Harding, Niels Banke: Thorkil Kristensen i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 21. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=293034