Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

K.H. Kofoed

Oprindelige forfattere AxLin og HLars
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

K.H. Kofoed, Kristian Hansen Kofoed, 11.3.1879-14.5.1951, finansminister, departementschef. Født i Øster Marie, død på Kbh.s amtssygehus, Gentofte. K. havde en for en embedsmand mærkelig løbebane. Han gik almueskolen igennem, tilbragte sin barndom på landet og hjalp med ved driften af faderens lille gård. Allerede under opvæksten modtog han varige indtryk af den bornholmske almues beskedne kår. Hjemmets og egnens stærkt pietistiske religiøsitet øvede ingen varig indflydelse på hans anskuelser, men var vel med til at præge hans karakter. I hans sind fandtes tidligt trangen til at hævde sig. Med sej energi arbejdede han sig fremad og opad, tog lærereksamen på seminariet i Neksø 1900, gik derefter som 21-årig ind i latinskolen i Rønne og blev student 1902. Nærmest tilfældigt valgte han naturfagene som embedsstudium og blev 1908 cand.mag. i naturhistorie og geografi med geologi som speciale. I studietiden ernærede han sig som timelærer i Det danske selskabs skole og Slomanns skole, men fik også tid til at deltage i livet på Regensen og var flere gange medlem af Studenterforeningens bestyrelse. Stærkt politisk interesseret valgte han sit stade i den radikale lejr, snarest vel med tilslutning til dens landboog husmandsfløj, var en tid under påvirkning af Vilh. Lassen, men sluttede sig straks 1905 til det radikale venstre. – 1909–20 var K. adjunkt i Rønne og øvede samtidig sin første politiske indsats. Han sad i Bornholms amtsråd 1913–20 og landspolitisk lykkedes det ham gennem et ufortrødent agitatorisk arbejde og i samvirke med socialdemokraterne at bryde venstres urokkede herredømme på Bornholm. Ved folketingsvalget 1913 erobrede han Åkirkeby kredsen og holdt den til 1920 da en ny valglov gjorde det umuligt for de radikale at bevare det bornholmske mandat. K. lod sig så opstille i den i radikal henseende lille Gentoftekreds og var ikke senere medlem af rigsdagen.

I folketinget fik K. 1913 sæde i det dengang lidet betydningsfulde lønningsudvalg, men henledte opmærksomheden på sig ved den flid og udholdenhed hvormed han gennemarbejdede sagernes enkeltheder. Han havde en væsentlig fortjeneste af 1914 at gennemføre den første virkelige lønningslov for vore videnskabelige institutioner og blev kendt som' et af rigsdagens flittigst arbejdende medlemmer med lønningssager som speciale. Han havde det held at lønningsområdet som følge af krigstidens prisudvikling og sociale forskydninger blev et af statslivets vigtigste spørgsmål. Som medlem af en række lønnings-udvalg og lønningskommissioner, faste og temporære, og som formand og ordfører for de fleste af dem skabte han 1919 det store kompleks af love, navnlig tjenestemandsloven samt læreres og præsters lønningslove, som for første gang bragte system i statens samlede tjenestemands- og lønningsvæsen. Dette værk gennemførtes under adskillig modstand. Når det lykkedes skyldtes det først og fremmest K.s forhandlingsevner, ubetingede saglighed og den kraft hvormed han satte sig ud over mangfoldige særinteresser. Reformens alsidige karakter – forholdsvis nedsættelse af de højere lønninger og forøgelse af de lavere samt lige løn for lige arbejde til kvinder og mænd – var en virkning af tidens strømninger. K.s indsats var den omfattende viden som var lovgivningens grundlag, dens redelighed og billighed, dens logiske klarhed og konsekvens, altsammen fortrin som gav lovene deres styrke, men også medførte nogen stivhed og af og til gjorde det vanskeligt inden for deres rammer at give plads for livets mangfoldighed. For tjenestemændenes store masser, både de højere og de lavere, var det en fordel at lønningerne blev sat i organisk forbindelse med de skiftende prisforhold og at den hele lovgivning fæstnede deres retsstilling og gjorde dem uafhængige af tilfældigheder. Ved reformen oprettedes lønningsrådet hvis formand K. blev. Herigennem og som formand for tjenestemandskommissionerne af 1929 og 1943 øvede K. gennem en menneskealder en afgørende indflydelse på tjenestemands- og lønningssystemets udformning og administration.

Finansminister Edv. Brandes havde foråret 1920 planer om at ansætte K. som departementschef, men ministeriet Zahles afskedigelse hindrede planens gennemførelse. Statsminister Niels Neergaard i den efterfølgende venstreregering havde imidlertid mærket sig K.s dygtighed og sept. 1920 ophøjede han formandskabet i lønningsrådet til en departementschefstilling. K. der af økonomiske grunde havde overvejet at vende tilbage til lærergerningen kunne da forblive i det arbejde han havde ydet så mange kræfter de foregående syv år. Neergaard anvendte desuden hans arbejdskraft som formand for sparekommissionen af 1921 og for kommissionen om orlogsværftet og hærens tekniske virksomheder 1922. Desuden var K. statens forligsmand 1920–22 og bilagde de store arbejdskonflikter 1921. Kort efter udnævnelsen af ministeriet Stauning 1924 døde finansministeriets chef for 1. departement og finansminister C. V. Bramsnæs tilbød K. stillingen som han omgående modtog. Det var første gang en ikke-jurist ansattes i denne topstilling og samtlige ansatte i ministeriet protesterede. K. blev vel ikke elsket af mange, frygtet af nogle, men respekteret for sin indsigt, saglighed og stræben efter i alle situationer at varetage samfundets tarv. Populært blev K.s arbejde ikke da der under konjunkturtilbageslaget i midten af 1920erne skulle bringes balance mellem statens indtægter og udgifter. Finansministeriets indflydelse voksede både ved K.s personlige indflydelse og ved den lovgivning der fulgte af omstruktureringen i samfundet og den øgede statsstyring i 1930ernes kriseår.

Annonce

I Bramsnæs' ministertid gennemførte K. at intet fagministerium måtte søge bevilling hos den lovgivende myndighed uden at sagen i forvejen var forelagt og tiltrådt af finansministeriet. Dermed gennemførtes en magtforskydning i centraladministrationen som meget væsentligt øgede finansministeriets indflydelse på de årlige finanslove. Også inden for selve finansministeriet skete en koncentration idet K. lidt efter lidt fik overført sager fra de to andre departementer i ministeriet så alt fra 1.4.1942 var samlet i ét departement, finansdepartementet, med ham som chef. Han indstillede sig på de resterende syv år af sin embedstid i den røde bygning at kunne sidde som "den selvskrevne primas i den centrale administrations anliggender". Det var derfor med uvilje at han påtog sig posten som finansminister i regeringen Erik Scavenius 9.11.1942. Han havde i dagene forud endda været på tale som statsministeremne. Men hvor modvilligt han end gik ind i regeringen lå det hans natur fjernt at være uvirksom. Han var en svoren støtte for samarbejdspolitikken og modstander af sabotage, men da han som fungerende statsminister i begyndelsen af aug. 1943 modtog et tysk krav om at sabotører, dømt ved tysk ret, skulle afsone straf i Hamborg – det første af de skærpede tyske krav der førte frem til 29. august – var han ikke i tvivl om at svaret måtte blive afvisende. K.s væsentligste indsats som minister blev gennemførelsen af den omfattende anti-inflationslovgivning sommeren 1943. Som sine kolleger i regeringen var han efter 29.8.1943 formelt minister, men uden funktion hvad der var hans aktivitetstørstende natur en pestilens. Det var en lykke for ham at han efter befrielsen kunne genoptage arbejdet i finans-departementet, dog lidt beskåret idet statsgældskontoret og udlandsforbindelserne blev overført til den under hans fravær konstituerede departementschef E. Dige. 25 år efter sin ansættelse i ministeriet gik han af juli 1949, men beholdt formandskabet i lønningsrådet og formandskabet i det især på hans initiativ 1946 oprettede forvaltningsnævn.

I årenes løb havde staten lagt beslag på K.s arbejdskraft på mange andre områder. Han havde siddet i nævn og kommissioner og grundlagde som formand for Østifternes åndssvageanstalter 1924–42 og igen fra 1945 institutionen Rødbygård og udbyggede Hübertzminde (Gl. Bakkehus). – K. var utvivlsomt magtkær. Dette karaktertræk sammen med ubestridelig dygtighed, loyalitet mod skiftende ministre, samarbejdet med C. V. Bramsnæs og samfundsudviklingen der kaldte på større statslige indgreb bevirkede at der hos ham gennem en menneskealder samledes mere magt end hos nogen anden embedsmand siden enevældens afskaffelse. – Desuden overkom K. at dyrke sin bornholmske lokalpatriotisme i nogle digte i bornholmsk dialekt, mange artikler om Bornholms natur og historie og det større værk Bornholms politiske Historie fra 1848 til vore Dage. 1936–40.

Familie

Forældre: avlsbruger Christian K. (1835–98) og Kristine Elisabeth Koefoed (1839–1912). Gift 13.9.1912 i Rønne med Sigrid Henriette Andersen, født 22.4.1878 i Rønne, død 6.6.1967 i Gentofte, d. af adjunkt, senere lektor Niels A. (1849–1923) og Andrea Johanne Michelsen (1857–1945).

Udnævnelser

F.M.1. 1922. DM. 1940. KJ 1939. S.K. 1947.

Ikonografi

Afbildet på O. Matthiesens mal. 1923 af rigsdagen 1915 (folketinget), mal. af samme (sst.). Tegn. af Otto Christensen, 1941 (Fr.borg). Mal. af Johs. Glob, 1949 (sst.). Foto.

Bibliografi

K. H. K.: Erindringer, ved Hans Kirchhoff, 1979. – Tage Mortensen i Berl. tid. 15.5.1951. Poul Meyer i Information s.d. Axel Linvald i Politiken 16.5. s.å. Erik Rasmussen og Roar Skovmand: Det radikale venstre, 1955. De danske ministerier 1929–53, ved Tage Kaarsted, 1977. – Papirer i Rigsark. og Bornholms lokalhist. arkiv, Rønne. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Axel Linvald, Helge Larsen: K.H. Kofoed i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 23. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=292822