H.P. Hansen, Hans Peter Hansen, 6.10.1872-17.1.1953, finansminister, journalist. Født i Nykøbing S, død i Charlottenlund (Messias), urne på Mariebjerg kgd. H. kom efter konfirmationen ud at tjene hos bønder, var et års tid til søs som skibsdreng og kok til han under sømandsstrejken 1890 gik i land i Kbh. Her fik han straks plads på et lager i manufakturbranchen og avancerede 1898 til bestyrer i samme virksomhed. I sin fritid gik han til studentersamfundets aftenundervisning og deltog ivrigt i arbejdet i socialdemokratiske vælgerforeninger. 1894 var han delegeret til partiets kongres. Som kontrahent fik han forbindelse med arbejderpressen, og kendt som en mand med orden i sagerne blev han 1900 sendt til Odense som forretningsfører ved Fyns Social-Demokrat hvis redaktør dengang var Emil Marott. Lejlighedsvis skrev H. også i spalterne, og 1902 blev han forfremmet til lokalredaktør i Slagelse for Vestsjællands Social-Demokrat. 1907 blev denne et hovedblad med aflægger for Midtsjælland og 1911 også for Holbæk amt. H. udøvede som redaktør af disse blade (til 1919) en betydelig indflydelse og har personlig stor andel i socialdemokratiets fremgang på Sjælland. Han sad i partiets hovedbestyrelse 1906-15. 1906 indvalgtes han i Slagelse byråd. 1917-27 var han byens borgmester (1917-19 folkevalgt med kgl. udnævnelse). At han var en lige så dygtig administrator som han havde været ihærdig agitator fik han nu lejlighed til at vise, og mange af de reformer han havde krævet som oppositionsmand kom han til at gennemføre da socialdemokratiet fik flertal i kommunestyret. H. gik i spidsen for en modernisering af skolevæsenet, oprettelsen af et mønstergyldigt bibliotek, en gennemgribende forbedring af sygehusforhold og alderdomsforsorg m.m. og i krigsårene for den mest demokratiske udnyttelse af dyrtidsforanstaltningerne. Han blev medlem af købstadforeningens repræsentantskab 1913, af dens bestyrelse 1917 og var dens formand 1929-46. – Ved folketingsvalgene var han opstillet i Slagelsekredsen 1906, 1909 og 1910; han valgtes 1913 og ved alle senere valg med voksende stemmetal indtil han udtrådte 1945. På rigsdagen beskæftigede han sig særlig med kommunale og sociale spørgsmål og skolesager. Han var formand for den socialdemokratiske rigsdagsgruppe 1924-27, 1929-32 og 1942-45 samt formand for folketinget 1924-32. Sikker og myndig i sin optræden fik han ord for at være en streng, men retfærdig forhandlingsleder. Da Laust Rasmussen 24.10.1932 gik af som minister blev H. et halvt års tid forsvarsminister indtil han ved C. V. Bramsnæs' udnævnelse til nationalbankdirektør 1.6.1933 efterfulgte denne som finansminister. H. var efter alt at dømme ikke særlig ivrig efter at blive minister. Finansministerposten var krævende under de hårde kriseår; hans administration var sikker, støttet af tilbøjelighed til at følge detaljen. Generelt var hans mål balance eller endog overskud; nyere finanspolitisk teori og politik var ham fremmed. Arbejdet sled stærkt på ham, og i 1937 bad han sig fritaget for ministerposten. Han bevarede sin fremskudte position inden for gruppen. I de sidste krigsår var han gruppeformand og den ene af partiets medlemmer af samarbejdsudvalget. Efter befrielsen var H. den første formand for den parlamentariske kommission.

Familie

Forældre: arbejdsmand Ole H. (1842-83) og Kirstine Larsen (1840-1923). Gift 4.11.1898 i Kbh. (b.v.) med Louise Petrea Margrethe Nielsen, født 20. 5.1877 i Nyhuse, Fr.borg slotssg., død 6.1.1966 i Chl. (Messias), d. af skræddersvend Jens Lauritz N. (1846-1920) og Karen Petersen (1841-1914).

Ikonografi

Afbildet på O. Matthiesens mal. 1923 af rigsdagen 1915 (folketinget). Mal. af H. Dohm, 1931 (sst.). Afbildet på E. Saltofts mal. af socialdemokratiske førere, 1934 (forhen Folkets hus, Kbh.). Mal. af H. Vedel udst. 1944 (Slagelse kommune). Tegn. af Aage Roose (Fr.borg). Foto.

Bibliografi

Vestsjællands socialdemokrat 30.7.1927 og 9.2.1935. Social-Demokraten 6.10.1932 og 3. 11.1934. G. Fog-Petersen: Vor regering og rigsdag, 1938. W. Madsen og Erik I. Sørensen i Købstadforen.s t. LX IH, 1953 445-47. Holger Eriksen i Pressehist. årbog, 1966 69-76. De danske ministerier 1929-1953, ved Tage Kaarsted, 1977. K. H. Kofoed: Erindr., 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig