Christian Ludvig v. Plessen

Christian Ludvig v. Plessen, Christian Ludvig Scheel v. Plessen, 10.12.1676-30.8.1752, finansminister, godsejer. Født i Mecklenburg, død i Kbh., begravet i Ålum k. v.P. blev opdraget sammen med sin bror Carl Adolph og studerede ved universitetet i Utrecht. Derefter blev han kammerjunker hos Christian Vs yngste søn Wilhelm. 1702-25 var han stiftamtmand i Århus hvor han kom i snæver kontakt med stiftamtmanden i Viborg Iver Rosenkrantz. 1720 blev v.P. gehejmeråd, og 1725 optog Frederik IV ham i konseilet for at nærme sig sine søskende der var modstandere af hans ægteskab med Anna Sophie. I Christian VIs nye regering 1730 blev v.P. generaldirektør for finanserne og kommercevæsenet dvs. finansminister. 1734 udtrådte v.P. af regeringen og fik ikke senere nogen politisk indflydelse. – Da v.P. trådte ind i Frederik IVs regering var den behersket af dronning Anna Sophies parti mens han selv tilhørte oppositionen. Under disse forhold fik v.P. kun ringe indflydelse. Derfor ønskede han regeringsændringer og større magt til sig selv. Gennem sin bror og sit arbejde med den oversøiske handel fik han et godt forhold til kronprinsen der afskyede dronning Anna Sophie. I de sidste måneder af Frederik IVs liv tog en skyggeregering af oppositionsfolk form. Da Christian VI overtog magten 1730 afskedigede han straks hele den gamle regering bortset fra v.P. der blev sat i spidsen for finanserne og kommercevæsenet. De vigtigste folk i den ny regering blev v.P., broderen Carl Adolph og Iver Rosenkrantz der overtog både tyske og danske kancelli. Hovedproblemerne for den ny regering bestod i de meget dårlige økonomiske konjunkturer, statsgældens betænkelige størrelse og gottorpernes krav på deres tidligere del af Slesvig. v.P. søgte at løse de økonomiske vanskeligheder ved en klart godsejervenlig politik og en videreførelse af den offentlige sparepolitik. Landmilitsen blev straks ophævet, hartkornsskatterne stærkt nedsat, og der blev givet godsejerne ret til at nedlægge bøndergårde og lægge deres jord til hovedgårdenes. Således skulle godsdriften gøres mere rentabel.

Den offentlige sparepolitik kom især til at gå ud over hæren og bragte v.P. i modsætning til krigsministeren Poul Løvenørn. En ny toldlov 1732 fastholdt beskyttelsen af landbruget, men nedsatte tolden på industrivarer. v.P. regnede med at det ville øge omsætningen. v.P.s politik afveg markant fra datidens normale økonomiske politik, og den fik ikke succes. Den nedsatte godsernes omkostninger, men kunne ikke råde bod på krisen hvis kerne var de dårlige afsætningsforhold. Desuden kunne den føre til en svækkelse af statens placering i samfundet. Blandt godsejere opstod der snart stemning for at indføre et stavnsbånd der kunne sikre dem bønderkarlenes billige og afhængige arbejdskraft. Det fik v.P.s støtte. Krigsministeren ønskede et stavnsbånd parret med genindførelse af landmilitsen, og dermed kom han i modsætning til konseilet der netop ønskede at mindske byrderne på godsdriften. 1733 besluttede Christian VI sig til at indføre et stavnsbånd for den mandlige befolkning mellem 18 og 36 år og parre det med genindførelse af landmilitsen. Konseilets politik var underkendt, og broderen tog sin afsked. Det underminerede yderliger v.P.s magt, og 1734 trådte også han tilbage. I udenrigspolitikken støttede v.P. Rosenkrantz's linie. Han var en fast tilhænger af alliancen med England og af alliancerne med Østrig og Rusland 1732 og 1733. Hermed blev gottorpernes gode forbindelser brudt med disse stater der garanterede Slesvig for Danmark. Derimod var v.P. stærkt tilbageholdende overfor den tilnærmelse til Sverige som kongen ønskede, og som blev udmøntet i 1734 med en forsvarsalliance. De saglige uoverensstemmelser mellem v.P. og kongen blev alvorligere ved at v.P.s personlighed skal have været kantet og hans selvfølelse og tro på sin egen administrative dygtighed stor, mens kongen var en nærtagende mand. v.P. var også i modsætning til kongens svigermor, markgrevinden, der for at øge sin magt ønskede v.P. fjernet.

Bag kongens mistillid til sin regering lå sandsynligvis hans ønske om at styrke statens placering i samfundet og i den internationale politik gennem oprustning og merkantilistisk politik. Alt dette lå bag v.P.s og regeringens fald og førte til udnævnelse af en ny regering med J. S. Schulin i spidsen. Schulin kunne føre den ny politik igennem, og han havde bidraget til regeringens fald ved på kongens ordre at kontrollere den indefra. Christian VI anså derefter brødrene Plessen for sine modstandere og hindrede dem i igen at få indflydelse. Efter kongens død 1746 prøvede brødrene Plessen at fjerne Schulin og vende tilbage til magten, men de fik ikke held til det. Efter sit politiske fald helligede v.P. sig sine interesser: godsadministration og kompagnihandel. Han ejede Fussingø, Odden, Stensbæk, Holbækgård, Selsø, Lindholm, Glorup, Eskilsø, Torp Ladegård og Salzau samt mange aktier i det asiatiske og det vestindiske kompagni. Han døde som en meget rig mand. v.P. havde både religiøse og videnskabelige interesser. Han var ven med Hans Gram som han protegerede.