Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jonas Collin

Oprindelig forfatter HJrg
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Jonas Collin, 6.1.1776-28.8.1861, finansdeputeret. Født i Kbh. (Helligg.), død sst. (Frbg.), begravet på Frbg. C. var enebarn og opdroges i største tarvelighed i den fædrene gård i Bredgade. Al sin undervisning modtog han i hjemmet, først ved sine forældre, senere ved privatlærere, af hvilke navnlig den senere norske højesteretsassessor Christopher Frimann Omsen og præsten Michael Gottlieb Birckner fik betydning for ham. 1792 dimitteredes han, tog s.å. anden del af filosofisk eksamen og blev 1795 juridisk kandidat. Efter moderens udtrykkelige ønske indtrådte han derefter på faderens kontor, og skønt denne stilling aldeles ikke behagede ham medførte den det gode, at han fik rigelig tid til sin egen rådighed. Flittig som han var, studerede han ivrigt fremmede sprog, fulgte forelæsninger på universitetet over filosofi, matematik og fysik, tog 1800 landmålereksamen og søgte i det hele taget at skaffe sig omfattende kundskaber og en alsidig dannelse. Han var ivrigt medlem af Drejers klub hvor datidens betydeligste forfattere satte hinanden stævne, og han optrådte selv som skribent med flere bidrag til K. L. Rahbeks Minerva og andre tidsskrifter. Ved faderens død sagde C. lotteriet farvel. Takket være sine gode forbindelser blandt højere embedsmænd blev han volontør i rentekammeret og kom navnlig til at arbejde i landvæsenskontorerne. 1801 udnævntes han til kopist, og hermed begynder hans hurtige karriere inden for administrationen. Allerede inden årets udgang blev han fuldmægtig, 1807 bankkommissær, 1812 assessor i finanskollegiet og 1816 deputeret for finanserne. Hans allerede dengang anerkendte dygtighed og imponerende arbejdsomhed havde bragt ham frem. - Til sine foresatte kom C. hurtigt i det bedste forhold. Ernst Schimmelmann satte megen pris på den unge embedsmand og benyttede ham i høj grad under forarbejderne til den skæbnesvangre forordning om pengevæsenet af 5.1.1813. Hvorvidt C. har haft nogen direkte indflydelse på dens tilblivelse lader sig vanskeligt afgøre; sikkert er det derimod at det skyldes ham, at A. S. Ørsted blev draget ind i de endelige forhandlinger og kom til at affatte vigtige dele af loven. Også til Schimmelmanns efterfølger kom C. i det bedste forhold, og bortset fra den deputerede Chr. Birch var der ingen mand, J. S. v. Møsting hyppigere henvendte sig til end C. Atter og atter udbad han sig hans betænkning om vigtige lovforslag, og altid modtog han et velskrevet svar med klare, præcise forslag. Kun få love har set dagens lys, uden at C. på et eller andet tidspunkt har taget stilling til dem.

Allerede tidligt beskæftigede C. sig med tankerne om en gennemgribende forandring af administrationen. 1815 offentliggjorde han i "Minerva" en lille anonym artikel, hvori han hånede de slappe og uduelige embedsmænd der kun tænkte på deres embeder så længe de sad på kontoret, men ikke "bærer Forretningerne med sig overalt, lægger sig med dem og staar op dermed". Allerede her foreslog han at samle statens indtægts- og udgiftsvæsen i ét departement, en idé han samtidig i levende og slagfærdige indlæg til Møsting kæmpede for i kollegiet, men forgæves. Mere held havde han med sine forslag til ændringer i nationalbankloven. Selv om Møsting forsøgte at jage denne lov igennem i iltogstempo uden om det ansvarlige kollegium, lykkedes det dog C. at få optaget vigtige realitetsændringer. Sammen med Møsting må C. overtage ansvaret for bankolånets optagelse 1819, og hans arbejde i komiteen til at undersøge statsbalancen fik betydning, da man omkring midten af 1820erne forandrede signaler og slog ind på en kraftig nedskæringspolitik. "Orden og Sparsomhed" var C.s evindelige motto, og for det kæmpede han i den store finanskommission der 1836 blev nedsat under forsæde af A. W. Moltke. Også her hævdede han at "ingen tilstrækkelig Indskrænkning eller Besparelse ved de danske Finanser er tænkelig, uden at Statens hele Udgiftsvæsen samles i et Centralpunkt". Blandt C.s nærmeste arbejdsfæller var der stemning for forslaget, men det strandede på modstand i kancelliet.

Det var utroligt, hvad C. kunne overkomme af arbejde. Foruden de egentlige embedsforretninger fik han gang på gang sæde i de mange kommissioner der blev nedsat for at tage særlig vanskelige spørgsmål under overvejelse. 1821 var han medlem af kommissionen der skulle stille forslag om forbedring af gejstlighedens kår, og han forfærdede kancelliet med sine dristige og frimodige betænkninger. En så løssluppen tone var man ikke vant til i kancelliet. 1832 fik C. ordre til at bringe orden i stutteridirektionens sager. Han forefandt en frygtelig "muserede", og hans dristige kritik af de foreliggende forhold nedkaldte et uvejr over hans hoved fra Møstings side. C.s vidunderlige evne til at skære gennem alt vrøvlet og bringe fart i en sag fejrede store triumfer under diskussionerne om havneanlæg i Helsingør og Frederikshavn, og det skyldtes ligeledes ham at man 1833 nedsatte en kommission til at stille forslag om et selvstændigt statistisk kontor. Sin interesse for statistik havde C. allerede vist ved udgivelsen af de to bind For Historie og Statistik især Fædrelandets der kom 1822-25, og ved sin virksomhed i rentekammeret, især under behandling af skattesager, havde han ofte savnet gode og nøjagtige statistiske oversigter. Ved C.s initiativ blev dette savn afhjulpet, og til den lange række afbind i "Statistisk Tabelværk" ydede han mange bidrag. Sammen med sin kollega H. Bech fra generaltoldkammeret stiftede han 1820 Sparekassen for Kjøbenhavn og Omegn, han arbejdede for oprettelsen af en søbadeanstalt ved Rysensteen og skaffede den nye brønd- og mineralvandsanstalt passende lokaler i Rosenborg have. Hans embedsforretninger forøgedes bestandig. 1831-40 sad han som deputeret i rentekammeret, og sin stilling som finansdeputeret bevarede han til systemskiftet. Med interesse fulgte han de nye ideers frembrud, men han lod sig ikke bevæge til at arbejde aktivt med på deres virkeliggørelse. Dec. 1848 tog han sin afsked, og da man tilbød ham sæde i landstinget, afslog han det. Nye tider kræver nye mænd, hævdede han, og selv betragtede han sig som det gamle systems mand.

Annonce

Når C. blev den af Frederik VI's mænd hvis navn trængte videst ud i den jævne befolkning, skyldtes det ganske afgjort ikke hans virksomhed i finansdeputationen, men derimod hans arbejde inden for Landhusholdningsselskabet. Allerede 1805 optoges han som ordinært medlem, og 1809-55, altså i 46 år, fungerede han som selskabets præsident. Hvad den berømte Albrecht Thaer var for Preussen, søgte C. at blive for Danmark. Reventlowerne havde skaffet bonden den personlige frihed, C. ville lære ham, hvorledes han skulle bruge denne frihed for at skaffe sig selv og sit land det størst mulige udbytte heraf. Derfor arbejdede han på at bondebedrifterne kunne blive dyrket efter en fast plan, at vekselbruget blev fremmet, og at mergling, brak og indhegning af markerne blev gennemført. Henved 200 bønder fik præmier for særlig veldrevne bedrifter, og C. håbede at disse mønstergårde måtte blive en spore for hele den danske bondestand. Det skyldtes C.s personlige initiativ at man her i landet fik indført den moderne svingplov og den lette svenskharve, hvorved hele jordbehandlingen ganske revolutioneredes. Også beplantningssagen havde hans mest levende interesse. Planteskolerne ved Avedøre og på Vesterfælled blev oprettet på hans forslag. Ved udskiftningen 1816 af St. Magleby fælled på Amager erhvervede han 160 ha til skovplantning, Landhusholdningsselskabet udførte anlægget med pekuniær støtte fra rentekammeret. De første træer blev plantet 1819, og efter C.s forslag blev skoven kaldt Kongelunden. Til hest og til fods færdedes C. herude så ofte han kunne få tid, og han fandt stort behag i praktiske samtaler med de dygtige amagerbønder. Selv til litterære arbejder fik C. tid. Han var redaktør af Landhusholdningsselskabets Skrifter, ny samling, ydede selv bidrag til forskellige landøkonomiske skrifter og forberedte udgivelsen af de fleste af amtsbeskrivelserne. På hans initiativ udsendtes en dansk oversættelse af John Sinclairs agerdyrkningslære. Ingen kendte bedre end han selv betydningen af solide kundskaber, og aldrig blev han træt af at virke for udbredelsen af nyttige skrifter blandt landalmuen. C. blev formand for den 1833 oprettede forsteksaminationskommission der skulle ordne og kontrollere skovbrugsundervisningen ved Kbh.s universitet. Han gennemførte at der blev ansat en særlig, ved studier i udlandet uddannet forstdocent (Fallesen) og hindrede 1848 en påtænkt ophævelse af kommissionen. Endelig skyldtes det også ham at man fik oprettet en særlig veterinær- og forsteksamen, og at begyndelsen blev gjort til et moderne landmålerstudium. 1832 stiftedes på hans initiativ Selskabet til hesteavlens fremme. Da 50-årsdagen for hans optagelse i landhusholdningsselskabet nærmede sig, vedtog bestyrelsen at præge en medalje der blev jubilaren overrakt på selve højtidsdagen. Med jævne ord takkede C. for den hæder, man havde vist "en gammel Arbeider ved hans Banes Ende".

Som volontør lagde C. en del af sin gerning i rentekammerets islandske, færøske og grønlandske kontor og kom derved til at interessere sig specielt for grønlandske sager, således som de blev forhandlet i kommissionen for Den kgl. grønlandske handel 1788-1816. På grundlag af de indberetninger og memoranda, der indkom til denne kommission, skrev han en kortfattet redegørelse for de vestgrønlandske samfund 1798-1807 i Det Skandinaviske Litteratur Selskabs Skrifter 1809. Senere dukkede C.s navn op i forbindelse med grønlandske problemers løsning. Det var derfor naturligt at han blev leder af den kommission der 1835 skulle genoptage drøftelserne fra kommissionen af 1788 om liberalisering af Grønlands-handelen. Muligvis båret af en rentekammer-tradition fra Chr. D. Reventlows dage så den ellers konservative C. helst liberaliseringen gennemført snarest muligt; men han sadlede om, ligesom kommissionen af 1788 og på omtrent samme grundlag, frygt for liberaliseringens konsekvenser i form af udbytning af befolkningen. I stedet fremlagde C. 1837 et detaljeret kulturelt reformprogram. Kommissionen af 1835 fastslog i 1841 status quo vedrørende handelen, men udvidelsen af den kulturelle virksomhed, især af uddannelsen, og endelig princippet om, at overskud på handelen skulle anvendes til forbedring af de grønlandske vilkår. 1803-33 fungerede C. som sekretær i Fonden ad usus publicos, en stilling der bragte ham i forbindelse med alle de store navne inden for kunst, litteratur og videnskab. Utallige gange måtte han mægle når en konflikt opstod mellem den ret påholdende finansminister og en stærkt trængende kunstner eller videnskabsmand der ydmygt bønfaldt om et bidrag af statens kasse. I sådanne tilfælde var det af betydning at der netop på denne plads sad en mand som på samme tid formåede at varetage både statens og kunstens virkelige interesser. Hvor stærk en position C. indtog i hovedstadens åndelige liv vidner bedst den kendsgerning at han var medstifter af både Athenæum og Selskabet til naturlærens udbredelse og 1841 optoges som æresmedlem af Akademiet for de skønne kunster. I de mangfoldige vidnesbyrd der er bevaret om C.s virksomhed til støtte for kunst og videnskab lyder der kun én dom om C, nemlig at han altid forstående, ja tit faderligt tog sig af enhver der henvendte sig til ham om hjælp. Dette er smukkest kommet frem i hans forhold til H. C. Andersen. På et tidspunkt hvor alle mennesker i Andersen så en sær og løjerlig snegl, man kun kunne gøre nar af, havde C. blik for at der bag al særheden lå noget værdifuldt og talentfuldt gemt som man måtte prøve at få til at spire frem. C. sørgede for at Andersen fik lært noget og fik set sig om, og når det var nødvendigt, var han der straks med et opmuntrende ord og en hjælpende hånd. I det C.ske hus gik Andersen ud og ind som i sit eget hjem, og selv om forholdet mellem ham og husets egne børn ikke altid var lige godt, har digteren dog i sine memoirer sat dette hjem et overmåde smukt litterært minde. Også Danmarks største billedhugger, Bertel Thorvaldsen, måtte C. ved en given lejlighed række en hjælpende hånd. Thorvaldsen havde bestemt at testamentere sit fædreland ikke alene sine mange fuldførte værker og modeller, men også de værdifulde samlinger af kunstsager fra oldtiden som lidt efter lidt havde hobet sig op i hans hjem i Rom. Men der var tusinder af ting at ordne, og sagen ville ikke rigtigt glide. Da henvendte digteren L. Bødtcher sig til C, og nu kom sagen i drift. En landsindsamling blev organiseret, kongen skænkede grunden til museet, og Thorvaldsens ønske om at der skulle sikres hans datter en livsvarig pension gik ligeledes i orden. 1848 stod bygningen færdig, og indvielsen kunne finde sted. Med fuld ret har Constantin Hansens maleri af C. fundet sin plads på museet ved siden af Gottlieb Bindesbøll.

Af C.s mange hverv står det endnu tilbage at skildre hans virksomhed som direktør for Det kgl. teater. To gange beklædte han denne post, 1821-29 og 1843-49. Hans arbejdsområde var først og fremmest det økonomiske, og på dette punkt lykkedes det ham at opnå gode resultater. En hidtil ukendt orden blev bragt til veje, og en hårdt tiltrængt ombygning af teatret fandt sted. Men naturligvis var det umuligt for C. alene at indskrænke sig til disse forretninger; atter og atter måtte han træffe afgørelser i sager der lå uden for hans egentlige område, og hans afgørelser var ikke altid lige heldige. Dog må det fra den første periode ikke glemmes, at det var C. der førte de Heibergske vaudeviller frelst gennem brændingen. Rahbek var til det yderste forbitret og kaldte Heibergs arbejder stykker i "Fjellebodsstilen", men C. hævdede at det var hans pligt at sørge for, at der blev opført sådanne arbejder, der kunne trække folk til teatret. C.s sidste teaterperiode var mindre betydningsfuld. Han lå i en evig kiv med sin meddirektør J. G. Levetzau, og mange af de nye stykker hvis antagelse han gennemtvang måtte snart tages af plakaten. Allerede omkring midten af 1840erne var han ked af teatret, men han havde lovet ikke at vige sin plads, før en passende efterfølger var sikret. Da teatret 1849 henlagdes under kultusministeriet fandt C. øjeblikket modent, og J. L. Heiberg overtog stillingen som enedirektør. -C.s indflydelse på dansk samfunds- og åndsliv i enevældens slutningstid kan vanskeligt overvurderes. På alle områder, hvor hans stærke initiativ og frodige virketrang fik lov til ret at udfolde sig, voksede frugterne frem. Fra alle sider henvendte man sig til ham i tillid til hans sunde dømmekraft og store indflydelse. Alt dette til trods kan C. ingenlunde karakteriseres som en stor mand i den betydning at han havde store revolutionerende ideer, men han var en overmåde nyttig og dygtig mand der formåede at skabe blivende værdier ikke alene for sin samtid, men også for fremtiden. Han var desuden en overordentlig flittig mand der kunne overkomme det utrolige, og til trods for at aktbunkerne undertiden dyngede sig faretruende op på skrivebordet, blev han aldrig forjaget af den grund. Han havde altid tid til at tale med folk der henvendte sig til ham for at interessere ham for en sag, og i selskabelig omgang med mange mennesker fandt han den nødvendige afspænding og rekreation fra sit anstrengende arbejde. I hans hus i Bredgade gik alle tidens betydeligste mænd ud og ind, kunstnere, skribenter og embedsmænd. C. var selv det naturlige midtpunkt i dette selskab, altid levende og interesseret. Han formåede at skabe fest omkring sig, og i hans kontorer fik støvet aldrig tid til at lægge sig. Efter hans afsked 1848 blev alt anderledes. Der blev stille om den gamle embedsmand, hans navn var ikke mere på alles læber. I sine sidste år boede han i Amaliegade lige over for Casino, og kun sjældent forlod han sin bolig. Fru Heiberg opsøgte ham tit her, og i sine erindringer har hun tegnet et ualmindelig smukt billede af den fordum så virksomme mand der nu sad tilbagetrukket og beskedent i sine store stille stuer. - Justitsråd 1813. Etatsråd 1815. Konferensråd 1829. Gehejmekonferensråd 1847.

Familie

Forældre: inspektør i klasselotteriet Niels C. (1736-97) og Ingeborg Bolten (1735-1817). Gift 13.11.1803 i Ledøje med Henriette Christine Birckner, f. Hornemann, døbt 26.11.1772 i Marstal, død 21.5.1845 i Kbh. (Holmens) (gift 1. gang 1795 med præsten Michael Gottlieb B., 1756-98), d. af sognepræst Jacob Utzon Hornemann (1720- 87) og Margrethe Christiansdatter Sadolin (1738-1810). - Far til Edvard C.

Udnævnelser

R. 1813. DM. 1826. K. 1836. S. K. 1840.

Ikonografi

Mal., barnebillede, af Bolten, kopi af O. Bache. To stik, ungdomsbilleder, det ene af Meno Haas. Mal. af Constantin Hansen, 1831 (Hirschsprung) og 1832, litograferet af C. Henckel, 1833, og litograf eret 1861. Buste af H. E. Freund, 1833 (glyptoteket, Nordjyllands kunstmus.), buste efter denne af H. V. Bissen, 1843 (glyptoteket, landbohøjskolen m.fl.st.). Mal. af C. A. Jensen udst. 1833 og 1834. Mal. af samme 1836 (Fr.borg). Mal. af J. V. Gertner (H. C. Andersens hus, Odense), litograferet af E. Fortling samt litograferet 1843 og 1851 og stukket af A. Hansen, 1845. Afbildet på billeder af salvingen 1840, af Gertner (Rosenborg) og af S. Schack (St.mus.). Elfenbensbuste af Adelgunde Vogt, udst. 1844. Mal. af Marstrand, 1844 (Fr.borg), stukket af E. Eckersberg. Mal. af J. Roed, 1845 (Fr.borg), litograferet to gange af I. W. Tegner, endvidere i 1869 samt gengivet i træsnit 1871, Afbildet på J. Sonnes frise fra 1847-48 (på Thorvaldsens mus.). Mal. af Constantin Hansen 1851 og 1852 (Thorvaldsens mus.), gentagelse bl.a. 1871 (Sparekassen SDS). Litografi af I. W. Tegner, 1855, efter daguerreotypi. Relief 1859 af H. Conradsen (St. mus.), forarbejde til medalje s.å. Terracottarelief af samme 1860, gipsrelief af samme (Teatermus.). Træsnit 1861 efter tegn. af H. Olrik. Tegn. af O. Bache (Kgl. bibl.) til træsnit af W. Obermann, 1862. Silhouet. Tegn. af Marstrand (Teatermus.) og af E. Bærentzen. Mal. af W. Bendz. Min. af Vantore. Afbildet på mal. s.m. H. C. Andersen af V. Neiiendam, 1926. Foto. - Mindesten 1899 i Kongelunden.

Bibliografi

Kilder. Selvbiografi og brevveksl, mellem C. og Rahbek i Edv. Collin: H. C. Andersen og det Collinske hus, 1882.

Lit. H. C. Andersen: Mit livs eventyr, 1855 (rev. udg. 1975). Tidsskr. for landøkonomi, 3.r. IX, 1861 406-24. III. tid. 1.9. s.å. M. Rubin: 1807-14, 1892. Samme: Frederik VI's tid, 1895. Chr. Bruun og L. P. Fenger: Thorvaldsens museums hist., 1892. Den danske centraladministration, red. Aage Sachs, 1921. Hans Jensen: De danske stænderforsaml.s hist. 1830-1848 I-II, 1931-34. Niels Petersen i Arkiv IV, 1972 13f (J. C. som embedsmand).

Papirer Rigsark. Kgl. bibl.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Harald Jørgensen: Jonas Collin i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 14. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=288521