T. Krak, Elias Christian Thorvald Krak (Krack), 12.6.1830-6.11.1908, stadskonduktør, vejviserudgiver. T. Krak, hvis navn har sin oprindelse fra hans forfædres ejendom, Krakkegården på Bornholm, blev efter at have gennemgået Mariboes skole elev på den kgl. militære højskole, gennemgik central- og kommandoskolen i København, blev 1850 ingeniørløjtnant og 1853 premierløjtnant. 1858 udnævntes han – kun 28 år gammel – til stadskonduktør i København og fik samtidig afsked af krigstjenesten med kaptajns karakter.

Gennem 40 års virksomhed i kommunens tjeneste – han tog sin afsked 1898 – satte T. Kraks rationelle, ubureaukratiske organisationstalent, hans initiativ og reformiver på mange måder sit præg på den rivende udvikling hovedstaden undergik i denne periode (Gammelholms, voldkvarterernes og "broernes" bebyggelse m.v.), selv om en efterhånden overhåndtagende døvhed forhindrede ham i at overtage opgaver med mere direkte rapport til offentligheden. Han forestod 1860–66 opmålingen af samtlige skattepligtige bygninger i København og tog initiativet til indførelse af fortløbende gadenumre 1859 – hidtil havde man kun haft de gamle matrikelnumre til orientering. Han havde et åbent blik for de mange forsyndelser som tidens forcerede byggeri gjorde sig skyldig i, men som han var ude af stand til at hindre.

1862 søgte og fik T. Krak eneretten på udgivelsen af Vejviser for Kjøbenhavn og Omegn, det af Hans Holck 1770 påbegyndte værk som i mere end en menneskealder havde ført en hensygnende tilværelse. Vejviseren blev allerede i T. Kraks første årgang 1863 helt omarbejdet og moderniseret, præget af den nye udgivers studium af fremmede hovedstæders adressebøger og hans store indsigt i administration og samfundsforhold, ligesom den vandt et ry for nøjagtighed der hidtil ikke havde været dens stærke side. 1902 overlod T. Krak udgivelsen til sin søn Ove Krak.

1893 udsendte T. Krak en bog om reglerne og principperne for whist og 1904 Veyviserens Vej hvori han har fremdraget et betydeligt materiale såvel til adressebøgernes internationale historie som til den københavnske vejvisers. Han efterlod sig desuden samlinger til bogen Danmarks ældste Forretninger der blev udgivet af hans søn 1910.

Etatsråd 1892.

Familie

T. Krak blev født i København (Garn.) og døde sst.; urne på Garn. kgd.

Forældre: skibsfører Hans Andersen Krak (1789–1844) og Karen Sophie Lind (1800–77). Skrev sig som følge af en fejl i kirkebogen indtil 1890 Krack. Gift 16.11.1858 i Kbh. (Garn.) med Charlotte Henriette v. d. Recke, født 27.11.1828 i Vester Egede, død 30.5.1897 i Kbh., d. af premierløjtnant, senere major i ingeniørkorpset, general-vejinspektør på Fyn Peter Blankenborg Prydz v. d. Recke (1793–1847) og Caroline Cecilie Petersen (1795–1868). Far til Ove Krak.

Udnævnelser

R. 1868. DM. 1887.

Ikonografi

Træsnit 1897 efter foto. Tegn. af E. Krause, 1899 (Kraks legat). Foto.

Bibliografi

Helweg Larsen i III. tid. 15.11.1908. C. F. V. Boock i Tidsskr. for opmålings- og matrikulsvæsen V, 1909 174–76. Hj. Gammelgaard: Vejviseren gennem 150 år, 1919. Kraks vejviser, 1937 (forordet). Carl C. Christensen: Fra Holck til Krak, 1943 48–68.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig