Rane Jonsen, d. 1294, kammermester. J. er måske ved siden af marsk (Stig Andersen Hvide) Stig den kendteste af kongemorderne (Erik Klippings drabsmænd), men hans ry skyldes især folkevisen der udlægger ham som forræderen "der værgede sin herre som en skalk". De samtidige kilder derimod har kun meget sparsomme efterretninger om ham. Ved tidspunktet for drabet havde han status af væbner, og en tid synes han at have været Erik Klippings kammermester (camerarius). Han deltog sammen med de øvrige fredløse i angrebene på Danmark fra 1289. 1294 blev han fanget og sat på stejle uden for Roskilde. Han tilhørte den slægt der senere kaldtes Rane som ved flere giftermål er beslægtet med Hvideslægten og har tilknytning til Stevns. Ifølge A. Huitfeldt (der ikke angiver nogen kilde) har J. ejet Gjorslev.

Familie

Forældre: Jon Ranesen og Elisabeth (d. af Niels Falster).

Bibliografi

Erik Klipping og hans sønner, udg. Ellen Jørgensen, 1927. – Danm.s adels årbog XXVII, 1910 341; XXXII, 1915 613. Hugo Yrwing: Kungamordet i Finderup, Lund 1954 = Skr. utg. av Vetenskapssocieteten i Lund XLV. Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen, 1968. Kai Hørby: Status regni Dacie, 1977.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig