Johannes Christensen Meller, d. 10.10.1724, stadshauptmand, magistratspræsident. Død i Kbh., begravet sst. (Frels.k. M. er måske den M. der 1677 var kornet ved et rytterregiment i Skåne. 1679 var han borger (brygger?) i Kbh. og meddirektør i vandkommissionen. Fra 1682 var han en årrække tilsynsførende værge for den under opførelse værende Frelsers kirke og fik 1688 for møje og besvær hermed bevilget fri begravelse i kirken. 1687 valgtes han til en af stadens 32 mænd, blev 1692 rådmand, fik 1697 tilsyn med opførelsen af Garnisons kirke, foruden at han efterhånden blev medlem af en række kommissioner. Da Kbh. 1700 truedes med angreb fra sø- og landsiden, blev han adjungeret den gamle stadshauptmand Niels Enevoldsen og virkede med energi for fæstningsværkernes forbedring samt dygtiggørelse af borgerkompagnierne til stadens forsvar. Ved indtrængende forestillinger på borgerskabets vegne søgte han forgæves at formå kommandanten, generalløjtnant Hans Schack (1642-1706) til at angribe det svenske korps under Karl XII. N.å. blev han stadshauptmand. Som borgmester fra 1710 ledede han et kæmpearbejde med underbringeise og pleje af tusinder af syge og sårede fra hæren i Skåne, og sammen med de modigste og handlekraftigste blandt stadens læger virkede han energisk og frygtløst i den overordentlige kommission ved bekæmpelse af pesten 1711. Fra 1713 til sin død var han præsident for magistraten og fratrådte 1713 stillingen som stadshauptmand. Da man vinteren 1715-16 forberedte sig på muligheden af et svensk angreb over isen fra Skåne, samarbejdede han med de højeste militære myndigheder på anstalter til stadens forsvar. - Justitsråd 1709. Etatsråd 1713. Konferensråd 1722.

Familie

gift 1676 (bevilling 6.4.) med Anna Henriksdatter Hojer, begr. 5.1.1722 i Kbh. (Frels.).

Ikonografi

Flere mal. (bl.a. rådhuset i Kbh.) og min.

Bibliografi

Kbh.s diplomatarium, udg. O. Nielsen VI, 1884. - C. Bruun: København II-III, 1890-1901. O. Nielsen: Kbh.s hist. og beskr. VI, 1892. C. Mule i Museum, 1895 I 295 315. Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben I-II, 1899-1903; VIII, 1927. P. B. Grandjean: Medd. om Herman Walør og Johs. Valeur, 1915. Fr. Weilbach i Hist. medd. om Kbh. 2.r.II, 1925-26 187f. H. U. Ramsing sst. 347. A. Linvald sst. V, 1931-33 450 452. E. Pade sst. 3.r.I, 1934-35 182. Arthur G. Hassø: Kbh.s brandvæsens hist., 1931.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig