Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Christoffer Rustung

Oprindelig forfatter PCol
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Christoffer Rustung, Christoffer Throndsen Rustung, d. ca. 1565, søkriger. R. var nært knyttet – vistnok også ved slægtskab – til ærkebiskop Olav Engelbrektsen, den sidste forkæmper for Norges selvstændighed. Han omtales første gang 1527 da han med ærkebispens flåde gav sig til at drive sørøveri mod skotske, hollandske og tyske skibe i norske farvande. -To år senere var han en af hovedaktørerne i ærkebispens strid med Vincens Lunge. Under ændrede partiforhold tog han 1535 – i forståelse med Vincens Lunge – dennes svoger Niels Lykke til fange og fik ham i Trondhjem dømt i ærkebispens hænder; men da R. siden kom til Oslo for at få dommen stadfæstet af det norske rigsråd, hvilket takket være hr. Vincens også lykkedes, brød det gamle fjendskab ud på ny. Den påfølgende jul kom nogle søndenfjeldske råder til Trondhjem for at forhandle med ærkebispen om Christian IIIs anerkendelse som norsk konge; der herskede tilsyneladende god forståelse på mødet, men fanatisk katolske og nationalistiske elementer i ærkebispens omgivelser krævede Vincens Lunges og nogle andre danske adelsmænds død og fik ærkebispen med sig. R. skulle udføre beslutningen, og 3.1.1536 stormede en rasende skare, hvoriblandt R., ind og dræbte Vincens Lunge i hans herberg, mens de andre herrer slap med fængsling. Fra ærkebispens side betød dette åbent brud med Christian III. Det gjaldt derfor at sikre sig landets hovedbefæstninger. R. skulle bemægtige sig Bergenhus, men blev taget til fange (19.3.) under forhandlinger med befalingsmanden der, Thord Roed, som påstod at hans folk havde brudt det givne lejde. Efter sin snart påfølgende løsladelse blev R. i aug. af ærkebispen sendt til det burgundiske hof efter hjælp og vendte i nov. tilbage med nogle kejserlige skibe, men uden mandskab. Da Olav Engelbrektsen endelig opgav sin sag, blev det hans tro mand R. der på en lille flåde førte Norges sidste ærkebisp i landflygtighed (1.4.1537). Flåden gik til Nederlandene hvor ærkebispen døde 1538. S.å. trådte R. i Frederik af Pfalz' tjeneste for at arbejde for Christian IIs befrielse. Med kaperbrev fra Pfalzgreven – under statholderinden af Nederlandenes hemmelige beskyttelse – flakkede han da de følgende år om på havene som sørøver, kendt under navnet Christoph v. Truntheim. Han plyndrede bl.a. Utstein kloster og brændte bispegården i Stavanger. Under indtryk af klager til den nederlandske regering fra Danmark, Skotland og Hamburg fandt R. det rådeligst at forlægge sin basis til Ostfriesland; men 1542 tilbød han – sagtens i følelsen af at kæmpe for en håbløs sag – Christian III sin tjeneste som kongen tilskyndet af kansler Johan Friis straks tog imod.

I Danmark var der god brug for en mand med R.s særlige forudsætninger. I krigen mod kejseren 1543 blev han sendt mod Nederlandene som næstkommanderende på en flåde på 40 skibe. I 1540'erne og 1550'erne ledede den gamle pirat en række flådeekspeditioner, særlig mod sørøverne i de norske farvande. I Ditmarskerkrigen 1559 skulle han med en flådeafdeling afskære ditmarskerne fra tilførsler ad søvejen. Han gjorde endnu tjeneste til søs i syvårskrigens to første år, men udrettede ikke noget betydeligt. Han døde senest i begyndelsen af 1565. Vigtigst er nok hans indsats i flådens administration i Christian IIIs tid. Han beskæftigede sig med skibenes bygning og udrustning. 1557 eller 1558 betroede kongen ham endda tilsynet med krigsflåden og ledelsen af værftet på Bremerholm, men han var dog statholderen i Kbh. underordnet. R.s ophøjelse der er enestående for en nordmand i den tid blev dog ikke af lang varighed; kort efter Frederik II's tronbestigelse blev han afløst af Herluf Trolle (1559), men fortsatte dog sin virksomhed på Holmen til 1561. 1558 udarbejdede han en skrå for det nyoprettede admiralitetslav. Som løn fik han forskellige mindre danske forleninger. Hans testamente viser, at han besad en del gods i Hardangeregnen som kongen 1556 forøgede med spredt norsk krongods på den betingelse, at han ville forblive i Danmark sin livstid. I Danmark ejede han kun en gård i Kbh. - R. bedømmes højst forskelligt. Mens Vincens Lunge kalder ham "et ondt ophav til al uredelighed", betegnes han fra anden side som "en fin, agt og forstandig mand, der kunde være riget nyttig både til lands og til vands". Sandheden er vel den, at han har været én dygtighed inden for sit felt, men i øvrigt en vild og grum natur. Alligevel kunne tidens fornemste damer finde behag i ham; Frederik II's søster kurfyrstinde Anna af Sachsen sendte ham en skjorte til foræring og berømmede ham for hans galanteri mod hendes hofdamer under et besøg i Kbh.

Familie

Forældre: Thrond Sigurdsen R. til Sem ved Hardangerfjord og Karen Kold til Næssegård, Ryfylke. Gift Karen Skanke, død tidligst 1578, d. (uden for ægteskab) af dekan i Trondhjem Knud Pedersen S. til Andviegård og Dorthe Adelsteen til Egge. – Far til Anne R.

Annonce

Bibliografi

Pers. hist. t. 4.r.II, 1899 240–42 (skiftebrev efter R.). -[O. Olafsen] i Hardanger historielag. Hardanger tidsskr., Norheimsund 1919 20–39 (om slægten). [J. Chr. Berg:] Hist. underretn. om landeværnet, Kria. 1830 313f. Ludv. Daae i Hist. t. II, Kria. 1872 113–36. H. D. Lind: Fra kong Fr. IIs tid, 1902 1–7 32 50f 240–42. Poul Colding: Studier i Danm.s politiske hist, 1939. Rolf Scheen: Sjørøver og admiral. En bok om C. T. R., Bergen 1942.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Colding: Christoffer Rustung i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 12. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296709