Torben Rønne, Torben Henning Rønne, 14.4.1919-19.10.1973, diplomat. Torben Rønne blev student 1937 fra Østersøgades gymnasium og cand.polit. 1945 fra Københavns universitet. Efter en kort tid som fung. sekretær i tolddepartementet ansattes han 1.4.1945 som aspirant i udenrigsministeriet hvor han 1947 udnævntes til sekretær. S.å. blev han attaché ved ambassaden i Paris, 1949 sekretær i udenrigsministeriet og 1950–53 tillige ministersekretær for udenrigsministrene Gustav Rasmussen og Ole Bjørn Kraft. 1952 udnævntes han til fuldmægtig, 1954–57 var han ambassadesekretær i Rom.

1959 blev han kontorchef for ministeriets NATO-kontor. Maj 1958 ledede han det danske sekretariat der organiserede NATO-rådsmødet i København. Han indlagde sig her fortjeneste ved sin administrative dygtighed og evne til at få et stort og kompliceret apparat til at fungere gnidningsløst. 1958–59 var han tillige sekretær i det udenrigspolitiske nævn. September 1962 kom udnævnelsen til ambassadør i Oslo. Ved sit friske og handlekraftige væsen vandt han hurtigt en særdeles god position i Norge. Det var derfor med nogen tøven han i foråret 1965 ombyttede denne post med den væsentlig større i Washington. Men det skulle snart vise sig at han også i USA forstod at skabe sig en anerkendt position. Dette kom ham til gode i begyndelsen af 1968 da der opstod en ubehagelig situation idet et amerikansk bombefly med kernevåben om bord faldt ned i nærheden af den amerikanske base Thule i Nordvestgrønland. Uheldet vakte en overgang irritable følelser både i København og i Washington. Men Torben Rønne der blev kaldt hjem til konsultation forstod med stor diplomatisk dygtighed at medvirke til en rolig afvikling af episoden.

Ved direktørskiftet i udenrigsministeriet 1971 var det udenrigsminister Poul Hartlings tanke at ambassadøren i London, Erling Kristiansen, skulle afløse direktør Paul Fischer. Men Erling Kristiansen ønskede ikke af forlade posten i London og Hartling var da ikke i tvivl om at Torben Rønne skulle opfordres. Han sagde straks ja og tiltrådte stillingen den 1.9.1971.

Han glædede sig til at komme hjem og begynde arbejdet i sit gamle ministerium. Sit syn på den opgave der ventede ham fik han lejlighed til at udtale sig om i tidsskriftet Fremtiden 1971 i artiklen Udenrigstjenesten og den udenrigspolitiske beslutningsproces. Men der skulle snart vise sig betydelige vanskeligheder. For det første var han mærket af en hjertelidelse der for alvor meldte sig under opholdet i USA. Dernæst skiftede den politiske situation i Danmark omtrent samtidig med at Torben Rønne tiltrådte sin nye stilling. Den borgerlige flertalsregering blev efter et folketingsvalg afløst af en socialdemokratisk mindretalsregering. I denne regering kom der to næsten sideordnede politiske chefer, udenrigsminister K. B. Andersen og minister for udenrigsøkonomi Ivar Nørgaard. Som følge af Danmarks forhandlinger om optagelse i EF fik den udenrigsøkonomiske afdeling en stærk position.

Denne spaltning af udenrigsministeriet var medvirkende til at vanskeliggøre Torben Rønnes stilling og formentlig også til at svække hans helbred. Foråret 1973 måtte han underkaste sig den hjerteoperation der nu var blevet uundgåelig. Sommeren 1973 var han tilbage i arbejdet men det var tydeligt at han ikke var rask. Han deltog i statsminister Anker Jørgensens officielle besøg oktober s.å. i Moskva. Her blev han ramt af et hjerteanfald mens man forhandlede om ordlyden af det afsluttende pressekommuniqué.

Ved Torben Rønnes tidlige og tragiske død mistede den danske udenrigstjeneste ikke blot en af sine mest sympatiske medarbejdere men tillige en diplomat hvis betydelige evner ikke nåede den fulde udfoldelse før sygdom og død satte punktum.

Familie

Torben Rønne blev født på Frederiksberg, døde i Moskva og er begravet i København (Vestre).

Forældre: arkitekt Gerhard Peter Rønne (1879–1955) og Ines Jensen (født 1890). Gift 1. gang 16.2.1945 i Svendborg (Vor Frue) med Kirsten Henriette Alexine Hofmann-Olsen, født 25.11.1923 i Kbh. (Cit.), d. af direktør Thorkil H.-O. (1884–1966) og Margrethe Johanne Staalesen. Ægteskabet opløst 1947. Gift 2. gang 23.6.1949 i Oslo med Bergliot Marie Consuelo Langgaard, født 26.2.1926 i Oslo, død 14.2.1976 i.Kbh. (Sions), d. af grosserer Karsten Frederik L. (1900–44) og Bergliot Marie Røwde (født 1903).

Udnævnelser

R. 1956. R.1 1961. K. 1968. K.1 1973.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Dagbladet, Ringsted 2.10,1971. – N. J. H[aagerup] i Berl. tid. 20.10.1973. Poul Hartling: Politisk udspil. Erindr. 1964–71, 1981 106 190f.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig