Peter Skov, Peter Christian Skov (døbt Schou), 10.4.1883-13.1.1967, diplomat. Født i Kbh. (Frels.), død i Nødebo, begravet i Kbh. (Bispebjerg). S. blev student fra Gammelholm latin- og realskole 1901, cand. jur. 1907 og cand.polit. 1910. Han var ansat i generaltolddirektoratet 1907–10, søgte over i udenrigstjenesten hvor han blev volontør 1910 og fast ansat 1911. Efter et kort vikariat ved gesandtskabet i Berlin blev han 1913 leder af udenrigsministeriets pressebureau efter professor Aage Friis indtil han i foråret 1915 udnævntes til legationssekretær i Petrograd (Leningrad), en udsendelse der blev afgørende for hans senere karriere. 1918–21 var han legationssekretær i Washington og 1921–23 generalkonsul i Montreal. Da den diplomatiske forbindelse med Sovjetunionen skulle genoptages efter at have været afbrudt siden december 1918 fik S. på grund af sit kendskab til Rusland og russisk stillingen som Danmarks officielle repræsentant i Moskva. Året efter blev han gesandt efter at Danmark de jure havde anerkendt Sovjetunionen. Han tilbragte otte år i Moskva og fik et godt kendskab til landet, befolkningen og det nye styre. 1931 blev han gesandt i Ankara (med bopæl i Istanbul) samtidig med at han blev side-akkrediteret i Athen. 1934–39 var han gesandt i Warszawa (1934–36 tillige i Prag) bortset fra tiden 1.7.1936 til 1.7.1937 da han efterfulgte Helmer Rosting som direktør i Folkeforbundets afdeling til beskyttelse af nationale mindretal. Udenrigsminister P. Munch havde ønsket at stillingen skulle være permanent, men S. havde betinget sig at kunne vende tilbage til posten i Warszawa efter ét år og det valgte han at gøre da han så hvor det bar hen med Folkeforbundet. S. befandt sig således i Warszawa da Tyskland i september 1939 overfaldt Polen. Nogle dage ind i september forlod den polske regering Warszawa sammen med hovedparten af corps diplomatique og S. fulgte med sådan som det var hans pligt. Men kort efter opstod det urigtige rygte at han skulle have forladt sin post i utide. S. mente at dette rygte senere skadede ham alvorligt og at det var udspredt af en højtstående udenrigsministeriel embedsmand. Denne påstand blev afvist af ministeriets direktør 1941–45, Nils Svenningsen, som fuldstændig grundløs.

Efter hjemkomsten i oktober 1939 varetog S. forskellige opgaver i udenrigsministeriet og deltog bl.a. i pressebureauets bogcensur. Der opstod hurtigt et modsætningsforhold mellem S. og udenrigsledelsen. Det skyldtes dels S.s kritik efter 9.4.1940 af forhandlingspolitikken og hans personlige uvilje mod den nye udenrigsminister Erik Scavenius, men hang også sammen med hans utilfredshed med stillingen og arbejdet i ministeriet. Efter at Sovjetunionen var kommet med i krigen fik S. 1942 den idé at ville prøve på at komme til Moskva som uofficiel talsmand for Danmark ligesom J. Christmas Møller i London. Det er sandsynligt at hans mål var at opnå samme status som Henrik Kauffmann i Washington og Eduard Reventlow (1883–1963) i London. De to gesandter og Christmas Møller støttede 1943–44 hans forsøg på at rejse til Sovjetunionen. Men den første forudsætning var at han måtte bryde med udenrigsministeriet. Derfor provokerede han i efteråret 1942 sin afskedigelse. Dette har han udtrykt således: "I 1942 foranledigede jeg min afsked for at rejse til Stockholm. Min plan var med hjælp af Mme Kollontay som var gesandt i Sverige ... at få lov til at komme til Moskva for at søge at berigtige den i Sovjetunionen almindelige misforståelse at danskerne var tyskvenlige." Det lykkedes S. i november 1943 at få frihedsrådet til at støtte planen, men den slog fejl af den enkle grund at russerne uden at sige det direkte ikke ønskede S. tilbage til Moskva. Det blev i stedet en ikke-diplomat, biblioteksdirektør Thomas Døssing der 1944 blev repræsentant og senere gesandt for "det kæmpende Danmark". Dette udfald var en alvorlig modgang for S. der havde sat sin stilling over styr og aldrig fik den igen. Efter krigen søgte han at hævde at hans afskedigelse ikke havde været lovmedholdelig. Dette synspunkt kunne han dog ikke trænge igennem med og hans afskedigelse med pension fra 1.2.1943 vedblev at stå ved magt. Men i besættelsens historie står det også fast at det var ham der fik tanken om at genoprette de dansk-russiske forbindelser hvorved vejen blev banet for en stormagtsanerkendelse af Danmark som allieret nation.

S. havde fra ungdommen videnskabelige interesser. Han var en af de første herhjemme der beskæftigede sig med sociologiske studier og han udfoldede en betydelig forfattervirksomhed på flere områder. 1921 udgav han Folkenes Forbund der er den første bog på dansk om dette emne. 1926 udsendte han Nationernes Samfund, en skildring af det internationale fællleskab gennem tiderne. 1931 kom Den moderne Stat der beskriver fordelene ved det demokratiske system i modsætning til det kommunistiske eller fascistiske. 1945 udsendte han bogen Den ene – og de mange, en række essays hvor han bl.a. afviste enhver religiøs tydning af tilværelsen og i stedet satte sin lid til naturvidenskaben og til at fornuften ville sejre. 1947 kom Fredens forudsætninger hvor han som følge af den tekniske udvikling argumenterede for nødvendigheden af at oprette et verdensparlament. Hans mest originale værk er formentlig bogen Common sense fra 1955 der byggede på en række forelæsninger han holdt på Kbh.s univ. 1943. Han søgte her at anvende Niels Bohrs komplementaritetsteori på de sociale fænomener. Endelig udsendte han 1961 sine erindringer Arenes høst der dog kun går til efteråret 1939. Bogen har især interesse ved skildringen af tiden i Sovjetunionen 1923–31. I årene efter 1945 blev S. kendt af offentligheden gennem sine skarpe angreb på forhandlingspolitikken og dens mænd, især Erik Scavenius. Også den parlamentariske kommission blev udsat for hans kritik. Det skete dels gennem avisartikler, men navnlig gennem tidsskriftet Øjeblikket der redigeredes af Johannes Hohlenberg 1947–54 med S. som medarbejder fra september 1948. De to forfattere offentliggjorde et udvalg af deres artikler i bogen Ansigtet bag masken, 1955. Angrebene førte til at S. i marts 1949 blev afhørt af den parlamentariske kommission. S.s karriere som diplomat fik ingen lykkelig afslutning og hans forfatterskab er næppe særlig kendt i dag. Men det er ikke uden interesse ved at redegøre for mange af de tanker der beskæftigede intellektuelle mennesker i 1900-tallet.

Familie

Forældre: kasserer Peter Poul Schou (1853–1918) og Nicoline Henriette Nielsen (1859–1921). Navneforandring til Skov 16.7.1945. -4.4.1920 i Mounthisco, USA, med Karen Eyber, født 5.5.1887 i Kbh. (Frue), 19.3.1951 i Istanbul, d. af overretssagfører Theodor Leopold E. (1854–90) og Anna Helene Godesta v.d. Recke (1859–1902).

Udnævnelser

R. 1920. DM. 1923. K2 1930.

Ikonografi

Buste af Max Meeden 1924 (Fr. borg). Foto.

Bibliografi

Beretn. til folketinget afgivet af den 1945 nedsatte kommission [Den parlamentariske kommission] V, 1948 190–93; XI, 1951 11–64. P. S.: Årenes høst, 1961. – J. Hæstrup: Hemmelig alliance I, 1959. P. Munch: Erindr. VI-VII, 1966–67. John Danstrup i Politiken 14.1.1967. Den danske udenrigstjeneste 1770–1970 II, 1970. Frode Jakobsen: I Danm.s frihedsråd I, 1975 148–58. – Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig