Peder Vibe, ca. 1596-7.8.1658, diplomat, rentemester. Død i Trondhjem, begravet i Roskilde domk. V. gik i skole i Sorø 1608, blev immatrikuleret ved Kbh.s univ. 1613. N.å. studerede han i Leipzig, var 1616 i Giessen, 1617 i Strasbourg, 1618-19 i Geneve og 1620 i Bourges. Han blev ansat i Ludvig XIIIs gendarmkorps og tjente der tre år. Han fulgte nøje de politiske forhold, og allerede 1625 synes den danske regering at have benyttet hans bistand ved hemmelige forhandlinger. 1627 blev han også ansat som dansk agent i Paris, dog således at han skulle stå under den derværende danske resident, dr. Johan Zobel, og vistnok mest have at gøre med finansielle og merkantile anliggender. Det varede imidlertid kun kort inden der opstod uenighed mellem de to mænd. Zobel gav sig blottelser, og V. var tilstrækkelig ærgerrig til at søge at udnytte disse for at blive sin overmand kvit. I sommeren 1629 fulgte han den franske gesandt des Hayes de Courmesvin til Danmark, og herved indtrådte det fuldstændige brud mellem de to danske diplomater. Zobel klagede til Christian IV og beskyldte V. for at være bestukket af jesuiterne og for bedrageri i pengesager. V. intrigerede mod Zobel og gik af med sejren. Han vendte tilbage til Paris, skulle for fremtiden stå uafhængig af sin medbejler og optrådte som resident. Zobel blev tilbagekaldt og forlod Frankrig 1630. Den franske konge adlede også V. 1634 hvilket havde til følge, at Christian IV aug.s.å. optog ham i den danske adelsstand. Hans ønske om at gå som resident til Haag blev dog ikke opfyldt; derimod ansattes han, efter i foråret 1634 at have taget afsked med den franske konge, nov.s.å. som resident i Stockholm.

På denne ansvarsfulde post blev V. i ti år og fik i høj grad lejlighed til at lægge sit diplomatiske talent for dagen under de vanskelige forhold. Hans indberetninger rager op over hans fællers ved deres kloge og bestemte affattelse, han vidste at skaffe sig gode forbindelser, tog ikke mange hensyn i valget af sine midler, var desuden i besiddelse af et virkeligt statsmandsblik. Allerede under sit ophold i Paris havde han haft øje for det farlige for Danmark i forbindelsen mellem Frankrig og Sverige og søgt at skille den første magt fra den anden, altså til en vis grad brudt banen for den politik der senere i århundredet optoges af Hannibal Sehested og Peder Schumacher Griffenfeld. I Stockholm så han klart, hvorledes stillingen mere og mere tilspidsedes til et fredsbrud og et svensk angreb. I flere henseender optrådte han også med forsigtighed; således søgte han at forhindre, at den svenske enkedronning Maria Eleonoras beslutning om at forlade Sverige udførtes på en måde der kunne vække for megen opsigt, om han end stillede sig på den mest fortrolige måde i forholdet til hende. Men sikkert havde han altid været en bitter fjende af Sverige og blev det ikke mindre ved opholdet der; muligvis har han derved ikke altid haft den rette takt til at undgå skarpe sammenstød. Ivrigere og ivrigere advarede han dog sin regering mod Sveriges planer, således at Christian IV skrev om ham til Corfitz Ulfeldt: "P. V. reder frammeligen til Barsel med Krig". Men samme dag kongen nedskrev disse naive ord, 12.12.1643, overskred Lennart Torstensson Holstens grænse, og V. havde således kun fået alt for megen ret. Marts 1644 forlod han sin post som naturlig følge af krigen. Under fredsunderhandlingerne i Brömsebro 1645 må han en tid have opholdt sig der, thi det var ham som 12.8. ved sin ankomst til Kbh. bragte budskabet om at man endelig var nået til et resultat. V. der fra 1640 havde været forlenet med det såkaldte Apostelgods i Norge kom nu selv til at indtage en stilling i dette land, idet Hannibal Sehested i sept. 1646 gjorde ham til medlem af sit generalkommissariat på Akershus der som en slags rentekammer bestyrede Norges finanser. Dette embede beholdt han indtil han, efter tronskiftet, juli 1648 blev rentemester i Kbh. Hermed begyndte et nyt afsnit af hans liv. Stillet i midtpunktet af den danske finansforvaltning, til hvis styrelse han sikkert medbragte gode forudsætninger, blev han hurtigt en fjende af Corfitz Ulfeldt, ligesom han også modarbejdede sin tidligere chef Hannibal Sehested. En stærk spænding udviklede sig mellem ham og rigshofmesteren. Denne så med en vis ringeagt ned på den borgerligfødte, og V. opdagede snart mislighederne ved Ulfeldts brug af sin magt og, ærgerrig som han var, sluttede han sig til dem der ville styrte ham. Han undgik at blive inddraget i de undersøgelser af det norske generalkommissariats embedsførelse der blev et led i Hannibal Sehesteds fald, og fejrede en triumf ved Corfitz Ulfeldts umiddelbart påfølgende fald 1651. I tiden derefter har han også haft indflydelse på ledelsen af den udenrigske politik som tidligere i en mod Sverige fjendtlig retning; med residenterne i Stockholm og Haag stod han i hyppig brevlig forbindelse og vågede særlig over det Ulfeldtske partis intriger; han nedlod sig her til at istandbringe en forfalskning af Ebbe Ulfeldts signet. Uvist af hvilken grund kom han, der 1652–56 havde været forlenet med Herrevad kloster i Skåne, dog 1655 eller 1656 fra hoffet og blev det sidstnævnte år lensmand i Trondhjem. Som sådan søgte han under forhandlingerne med Sverige efter freden i Roskilde at hindre Romsdalens afståelse. I Frankrig havde han haft en forbindelse med en fransk dame, med hvilken han havde sønnen Johan Vibe. 1654 havde han købt hovedgården Gerdrup (V. Flakkebjerg hrd.); han ejede tillige en gård i Kbh. hvor nu Vartov ligger, samt gods i Norge og var parthaver i Modum jernværk. I det 1652 oprettede grønlandske kompagni var han en af hovedparticipanterne.

Familie

Forældre: borgmester i Kbh. Mikkel V. (1565-1624) og Mette Lauridsdatter (død 1599). Gift 24.10.1641 i Kbh. med Anne Cathrine Budde, født 8.1.1619 på Tøllist, Øsel, død 6.8.1665 i Kbh. (gift 2. gang 1662 med Joachim Frederik Vind til Gundestrup, 1634-87, gift 1. gang 1668 med Else Urup, 1631-70, gift 3. gang med Maren Ovesdatter Bielke), d. af Frederik Mathiasen B. til Tøllist, og Karen Axelsdatter Urup (død 1656).

Ikonografi

Oliemin. (Fr.borg), efter denne tegn. af C. Bayer (sst.), min. af H. C. Vantore, radering af C. C. Andersen 1875-79 samt træsnit bl.a. efter tegn. af Otto Bache.

Bibliografi

Kilder. Saml. til Danm.s hist. under kong Fr. IIIs regering, udg. P. W. Becker I, 1847. Kong Chr. den fjerdes egenhændige breve, udg. C. F. Bricka og J. A. Fridericia I-VI, 1878-91 (fot. optr. 1969-70). Danske mag. 5.r.H, 1892 362-87 (breve). Danm.-No.s traktater 1523-1750, udg. L. Laursen IV-V, 1917-20. Aktstykker og oplysn. til rigsrådets og stændermødernes hist. i Fr. IIIs tid, udg. C. Rise Hansen I–II, 1959-75. Lit. Fr. Thaarup i Geneal. og biogr. archiv, 1840-49 73-104 (om slægten). Seehusen: Optegn, om Lyngbygård og Gjerdrup hovedgårde og godser, 1869 14-19. J. A. Fridericia: Danm.s ydre politiske hist. I–II, 1876-81 (fot. optr. 1972). Samme: Adelsvældens sidste dage, 1894 (fot. optr. 1969). S. Birket Smith: Leonora Christina grevinde Ulfeldts hist. I–II, 1879-81. Ch. Ogier: Det store bilager, 1914 (fot. optr. 1969) = Memoirer og breve XX. Åke Lindqvist: Politiska forbindelser mellan Sverige och Danm. 1648-55, Lund 1944. C. O. Bøggild-Andersen: Hannibal Sehested I, 1946.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig