Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Svave

Oprindelig forfatter AsFri
Artiklen stammer fra 2. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1933-44.

Peder Svave, 1496-16.3.1552, diplomat, rigsråd. Født i Stolp, Pommern, død på Gjorslev, begravet i Holtug k. S. var pommeraner af fødsel. Som yngre søn bestemte forældrene ham for den gejstlige løbebane. Efter endt skolegang i Stolp og Stettin sendtes han på studieophold til universiteterne i Leuwen og Leipzig. Megen humanistisk lærdom blev resultatet af disse studieår. Allerede 1519 kunne han i Leipzig indlade sig i en litterær fejde til forsvar for en af sine lærere. Fra Leipzig tog S. til Wittenberg, vel for at høre Luthers bekendelse. Han blev hurtigt en af dennes mest hengivne disciple og fulgte ham således til rigsdagen i Worms 1521. I den vanskelige tid der fulgte efter Wormsmødet søgte S. derefter tilbage til hjemlandet. Han tog ophold i et kloster hvis abbed hans ven Johannes Bugenhagen allerede havde vundet for den nye lære og underviste her munkene. Da han senere tog ophold i sin fødeby Stolp udfoldede han også her reformatorisk virksomhed der omsider førte til at han fængsledes på foranledning af den katolsksindede hertug Bugislav. Formående venner skaffede ham imidlertid friheden tilbage, og efter i foråret 1524 at være blevet immatrikuleret ved Greifswald universitet optog han her en lærervirksomhed.

Sit livsvirke skulle han dog ikke finde i sit eget lands, men i den danske konges tjeneste. Frederik I kan fra to sider have fået opmærksomheden henvendt på S., gennem hertug Christian (III) og Johan Rantzau, der havde været til stede på Wormsrigsdagen, og gennem sin hustru dronning Sophie der var pommersk hertugdatter. Allersenest fra begyndelsen af 1526 kan S. være trådt i den danske konges tjeneste; thi allerede samme sommer havde han forfattet et svar (Friderici Daniæ Regis ... ad Christierni Patruelis calumnias responsio) på et af Cornelius Scepper forfattet forsvarsskrift for Christian II. Selv om Frederik I også i de følgende år lod S. udarbejde andre lignende skrifter blev det dog i højere grad på anden måde at Frederik I drog nytte af den lærde og dygtige pommerske adelsmands arbejdskraft. Han gjordes således også 1526 til lærer for kongens næstældste søn hertug Hans. Desuden anvendtes S., med titel af sekretær, fra 1528 til diplomatiske sendelser, og det er næppe for meget sagt at han blev den af Frederik I mest benyttede diplomat. Hans fuldstændige beherskelse af det latinske sprog måtte i høj grad anbefale ham hertil, navnlig ved sendefærd til England og Frankrig. Han var således 1528 i Frankrig og 1531 både i Frankrig og England, denne sidste gang for at modarbejde Christian II. Efter dennes landgang i Norge i efteråret 1531 sendtes han i begyndelsen af 1532 på ny til Frankrig for at opnå Frants I's støtte mod ham og det må vel anses for S.s største diplomatiske bedrift at han – efter langvarige forhandlinger – fik den franske konge til at punge ud med 20 000 franske kroner.

Trods sine lange udenlandsrejser vedblev S. dog at være hertug Hans' tugtemester – han bistodes dog heri af magister Hermann Bonn – og da Frederik I omsider måtte føje det danske rigsråd i at lade hertug Hans tage ophold i Danmark og sendte ham til Kbh.s slot er S. åbenbart fulgt med, thi han udnævntes for året 1530–31 til rektor for Kbh.s univ. og blev således dettes sidste rektor før reformationen. S.s idelige rejser kan dog næppe have levnet ham mange stunder til at tage sig hverken af universitetets anliggender eller undervisningen af hertug Hans. – Også det danske rigsråd lod efter Frederik I's død 1533 S. fortsætte som hertug Hans' tugtemester, og som sådan synes han at have opholdt sig på Nyborg slot sammen med hertugen og dennes hofmester Oluf Nielsen Rosenkrantz da grevefejden n.å. brød ud. Men da Oluf Rosenkrantz (vel i juli 1534) bragte hertug Hans i sikkerhed på Sønderborg slot fulgte S. med og kom hernede hurtigt i forbindelse med hertug Christian der havde god brug for hans færdighed som diplomat. Han sendtes i begyndelsen af 1535 til Nederlandene, England og Skotland for om muligt at skaffe hjælp herfra og i hvert fald hindre at man i disse lande direkte støttede lübeckerne. Det blev en højst besværlig og, under de givne politiske forhold, lidet udbytterig rejse. Allerede kort efter sin hjemkomst herfra sendtes S. i sept. s.å. til Frankrig og deltog på tilbagevejen i dec. 1535 i det schmalkaldiske forbunds møde i Schmalkalden, hvor i øvrigt også Melchior Rantzau var til stede på kong Christians vegne. Skønt S. i nov. 1535 var blevet forlenet med dekanatet ved Roskilde domkirke og hans tilknytning til Danmark derved var blevet fastere var han dog et år efter betænkt på at vende tilbage til Pommern. Der fremkom således en anmodning fra hertug Philip af Wolgast til kong Christian om at bevilge S. afsked. S.s hverv som hertug Hans' tugtemester ophørte netop på denne tid, da den unge hertug sendtes til slægtninge i Preussen. Imidlertid bestemte han sig om, og før han i sept 1537 på ny drog i mission til Frankrig opnåede han at få sin fremtidige stilling betrygget fuldstændigt. Mod at forpligte sig til altid at bygge og bo i Danmark fik han for livstid Gjorslev (Stevns hrd.) – det havde tidligere ligget til dekanatet i Roskilde – i fri forlening. Der gaves ham yderligere løfte om at kongen ved hans hjemkomst fra Frankrig ville tilskøde ham gods af Gjorslevs tilliggender til en værdi af 1000 guldgylden til fri ejendom. I nov. 1540 tilskødede kongen ham endelig Gjorslev med alt tilliggende gods til fri ejendom. Allerede året forinden havde han fået skøde på en gård i Kbh. Begge dele var kun en rimelig honorering for hans arbejde i den danske stats tjeneste. Fra 1537 deltog han i næsten alle sendelser til udlandet. 1537, 1538 og 1541 var han i Frankrig. I foråret 1538 var han meddeltager i det schmalkaldiske forbunds møde i Braunschweig. April 1541 var han med i il at slutte Genttraktaten og deltog s.å. i forhandlingerne med kejseren og 1544 i forhandlingerne der førte til afslutningen af Speier-traktaten. Også i de følgende år deltog han i talrige forhandlinger i udlandet. Hvor stor hans personlige andel i de herunder opnåede resultater var kan ikke afgøres da han aldrig optrådte som eneforhandler, men fx ofte ledsagedes af danske rigsråder. Selv opnåede han for øvrigt den for en udlænding såre sjældne anerkendelse at blive optaget i det danske rigsråd (senest 1548). Det viser at den danske adel – som han også gennem sit giftermål var blevet knyttet til - ganske havde accepteret ham som en af deres egne. Også på anden måde påskønnedes han. Den lærde adelsmand der i øvrigt som indehaver af dekanatet var en af universitetets konservatorer, valgtes 1543 til dets rektor skønt det efter reformationens gennemførelse ellers kun var professorer der beklædte dette embede.

Annonce

Familie

Forældre: Gregor S. og Elisabeth v. Zitzewitz. Gift Else Skave, død tidligst 1563, d. af Maurids S. (død 1532) og Elline Steensdatter Bille (død 1559).

Ikonografi

Relief på ligsten af Morten Bussert (Holtug k.). – Mindestøtte af J. Wiedewelt, 1783 (ved Jægerspris).

Bibliografi

Breve og aktstykker til oplysn. af Chr. IIs og Fr. Is hist., udg. C. F. Allen I, 1854 505. Årsberetn. fra det kgl. gehejmeark. 111–IV, 1861–70. Danm.s adels årbog XXXIII, 1916 427f; XLIII, 1926 II 63. P. S.....hans liv og levnet, udg. B. C. Sandvig, 1777. C. Paludan-Müller: Grevens fejde II, 1854 (reproudg. 1971) 143–46 209f. H. F. Rørdam: Kbh.s univ.s hist. I, 1868–69. Martin Schwarz Lausten: Religion og politik, 1977.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Astrid Friis: Peder Svave i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 19. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=298001