P.H. Frimann

P.H. Frimann, Peter Harboe Frimann, 18.11.1752-21.9.1839, diplomat, forfatter. Født i Selja i Norge, død i Kbh. (Holmens), begravet ved Holmens k. Efter faderens tidlige død sørgede F.s mor, der var en usædvanligt dygtig personlighed, for F.s og hans tre ældre brødres opdragelse. Efter først at være undervist af huslærer gik han et par år i Bergens katedralskole, fik tillige plads i det dertil knyttede Seminarium Fridericianum og dimitteredes 1769 til Kbh.s universitet. De følgende år anvendte han til frie studier i sprog og litteratur, et påbegyndt juridisk studium fuldendtes ikke med eksamen. 1772 blev han volontør i kommercedeputationens sekretariat og s.å. kopist; da kontoret nedlagdes ved årets udgang, var F. uden stilling, indtil han 1774 blev kopist i finanskollegiets sekretariat hvor han 1776 forfremmedes til fuldmægtig. På grund af svækket helbred fik han 1780 orlov og opholdt sig et års tid i Holland og Paris. 1783 fik han afsked på ventepenge, men indtrådte 1786 i udenrigstjenesten som sekretær ved gesandtskabet i Stockholm, blev s.å. legationssekretær i St. Petersborg og vendte n.å. tilbage til Stockholm i samme egenskab. 1795 forflyttedes han til Kbh. som sekretær i det udenrigske departement og virkede i denne stilling i 37 år, indtil han 80 år gammel tog sin afsked 1832.

Der er et ejendommeligt misforhold mellem F.s lange levetid og hans digterperiodes kortvarighed; hans poetiske virksomhed er en kort ungdoms-episode og omfatter, bortset fra et par bagateller, kun fem digte. I Selskabet for de skiønne Videnskabers Forsøg (12. stykke, 1777) tryktes hans første digt (prisbelønnet 1775) St. Synneves Kloster paa Selløe, hvor beskrivelsen af forfatterens hjemstavn er sammenknyttet med en fri omdigtning af legenden om den hellige Sunniva; i samme hæfte optoges hans andet naturbeskrivende digt Fieldet Horneelen i Norge, en skildring af det mægtige, borglignende fjeld i Nordfjord. Det skaffede ikke F. prisen som tildeltes et digt med samme emne af hans ældre bror Claus F. (1746-1829), deri berømte "Almuens Sanger", der helt tilhører Norge; en senere tid har dog som oftest foretrukket F.s digt, der blev det sidste i hans produktion, og som måske er den bedste præstation, vi har, inden for "den malende poesi". F.s tre andre digte, de mellemste i rækken, blev trykt i Norske selskabs Poetiske Samlinger (1. stykke, 1775). Axel Thordsen og skiøn Valborg, den første romance i den danske litteratur, har ganske vist ikke meget af folkevisetonen, men blev det mest yndede af F.s digte; Ode til Søvnen, der er skrevet i konkurrence med J. H. Wessel, har i modsætning til dennes digt et anstrøg af erotisk følsomhed, og endelig er Tanker ved en Flod et stykke elegisk reflektionslyrik nærmest i J. Thomsons stil; det er.det eneste af hans digte, der ikke skylder en prisopgave sin tilblivelse. – F.s vers udmærker sig ikke blot ved sikker smag og akademisk korrekthed, man vidner også om sprogligt-musikalsk øre og sans for metrikkens finesser. Den fuldkomne beherskelse af formen er påfaldende hos så ung en digter. Stilistisk set står han på klassicismens grund, men håns romantiske gemyt åbenbarer sig i hans interesse for middelalderlige emner, hans blik for naturens "skiønne Uorden", den følelse, hvormed han skildrer det "rædsomme" og "fæle", samt hans forhold til drøm- og længsel. Det er sådanne træk der gør F. til en af de første repræsentanter for præromantikken i Danmark. Selv erklærede han senere, at han ikke havde haft noget kald til poesien. Lidt sandt er der måske deri, thi ellers havde vel hverken skuffelsen med "Horneelen" eller, som en tradition siger, en ulykkelig kærlighed fået ham til at leve som stum person i flere menneskealdre men selv om han ikke har haft egentlig digterisk drift, er hans lyriske talent dog umiskendeligt. For den yngre generation, der endnu så ham i 1830erne var den fine, gammeldags verdensmand en fortidsmærkværdighed, der omfattedes med veneration som den eneste tilbageblevne veteran fra Ewalds ungdomsdage. – Legationsråd med justitsråds rang 1800. Gehejme-legationsråd med virkelig etatsråds rang 1807. Konferensråd 1825.