Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Niels Rosenkrantz

Oprindelig forfatter CBjø
Artiklen stammer fra 3. udgave af Dansk Biografisk Leksikon, der udkom 1979-84.

Niels Rosenkrantz, 9.9.1757-6.1.1824, diplomat, udenrigsminister. Født i Øjestad, Norge, død i Kbh. (Petri), begravet i Rye, Voldborg hrd. R. gik oprindelig militærvejen og blev 1776 officer ved det slesvigske rytterregiment, men 1782 trådte han over i diplomatiet hvor han fik sin første post som legationssekretær i Haag. Herfra kom han til St. Petersborg og senere til missionerne i Berlin og Stockholm. 1787 fik han sin første selvstændige post som ministerresident i Warszawa, men forflyttedes to år efter til St. Petersborg, foreløbig uden bestemt diplomatisk status, men fra 1790 som gesandt. Bl.a. gennem sit ægteskab med en højtstillet russisk fyrstinde kom han i nær og fortrolig forbindelse med de politisk ledende kredse, men hustruens svagelige helbred medførte at parret 1794–95 opholdt sig i Italien. Derefter forflyttedes R. til gesandtposten i Berlin, og det var som dansk udsending her han 1798–99 tog del i Rastatt-kongressen der skulle træffe en ordning efter Napoleons sejr over Østrig, hvori det tyske rige blev involveret. Juni 1800 vendte R. påny tilbage til St. Petersborg hvor han over for den russiske regering på Danmarks vegne førte forhandlingerne om det væbnede neutralitetsforbund. Helt uventet modtog R. ved nytårstid 1801 ordre fra zaren om øjeblikkelig at forlade Rusland sammen med hele missionen. Konventionen om det væbnede neutralitetsforbund var netop blevet undertegnet 16.-18.12.1800, og efter mordet på zar Paul I natten mellem 23. og 24.3.1801 blev det forsikret fra russisk side at der udelukkende var personlige og ikke politiske årsager til dette skridt, og alt peger mod at forklaringen skal findes i det interne russiske intrigespil der førte til magtskiftet. R. virkede derefter i Berlin hvor han varetog Danmarks interesser ved Preussens tiltrædelse af det væbnede neutralitetsforbund 2.4.1801. Påny blev han akkrediteret hoffet i St. Petersborg, men blev allerede 1804 tilbagekaldt og fik tilsagn om for fremtiden kun at blive placeret på poster i Tyskland. 1808 beklædte han en kort tid posten som gesandt i Berlin, men i disse for dansk udenrigspolitik vanskelige år blev han især taget i anvendelse ved særlige, diplomatiske opgaver. Som overordentlig gesandt forhandlede han 1809 med Sverige og afsluttede fredstraktaten med dette land 10.12.1809, og både 1808 og 1810-var han i særlig mission til Napoleon.

R. havde på disse forskellige poster markeret sig som en af rigets dygtigste diplomater. Kommunikationsmidlernes udvikling og hele udenrigstjenestens opbygning medførte, at missionscheferne i meget høj grad kunne sætte deres præg på den faktiske udformning af udenrigspolitikken i den aktuelle situation, fx ved forhandlinger som det var tilfældet i St. Petersborg i efteråret 1800 hvor den danske regering valgte fortsat at lade sig binde til Rusland, trods ændringer i dette riges udenrigspolitiske linje. R. viste sig i disse situationer som velorienteret og i besiddelse af både forhandlingsevne og udpræget politisk dømmekraft. Han var skeptisk over for en for stærk tilnærmelse til Rusland, og overhovedet tyder meget på, at han havde et køligt forhold til udenrigsministeren, Christian Bernstorff. R. opholdt sig som dansk repræsentant ved Napoleons formæling med Marie Louise i Paris da han uventet fik meddelelse om at Chr. Bernstorff var fratrådt som leder af det udenrigske departement og at han selv 27.4.1810 var blevet udnævnt til leder af departementet og til medlem af gehejmestatsrådet. R.s udnævnelse betød ikke noget udenrigspolitisk systemskifte, og det forekommer mest nærliggende at se det som led i en i disse år igangværende forskydning af magten fra den Reventlow-Schimmelmannske kreds over til, hvad der er betegnet som den Moltke-Rosenkrantzske, samtidig med at gehejmestatsrådet svækkedes og afgørelserne i stigende grad henlagdes til kronprinsens nærmeste, overvejende militære omgivelser ("de røde fjer"). Udviklingen kan opfattes som en forlængelse af modsætningsforholdet mellem det "tyske" og "danske" parti fra 1780erne, og R.s hele placering og baggrund knyttede ham til den sidste gruppe.

R. fik ikke nogen let opgave som udenrigsminister. De afgørende politiske beslutninger blev truffet af Frederik VI, og trods mangeårigt samarbejde mellem de to mænd og visse fælles træk i deres personlighed kom der aldrig noget nært fortrolighedsforhold mellem kongen og hans udenrigsminister. Kongens forståelse for udenrigspolitik var begrænset, og det blev i mange situationer R.s lidet misundelsesværdige opgave ud fra en omfattende indsigt i europæisk politik og erfaring fra diplomatisk virksomhed at give råd der ikke blev fulgt. Afgørende var det her naturligvis at Frederik VI til det sidste fastholdt sin tilslutning til Napoleon, mens R. havde blik for de forhold der ville føre til et brud mellem Rusland og Napoleon og til dennes endelige nederlag. R. ofrede i de kommende år mange kræfter på at modarbejde Sveriges ekspansionistiske politik, og han rådede forgæves Frederik VI til at søge en forståelse med England. R. var ikke i stand til at føre sin politik igennem, og resultatet blev freden i Kiel 1814 hvor R. støttet af forhandleren E. Bourkes fremragende indsats i selve forhandlingerne stræbte efter at begrænse tabet til det mindst mulige. Senere ledsagede R. kongen til kongressen i Wien 1814–15 hvor det blev hans opgave påny at opnå det bedst mulige i den meget svage forhandlingssituation. Mens R. her havde en god støtte i den tidligere chef, Chr. Bernstorff, er det ikke langtfra at Frederik VI ved sin optræden og udstrakte anvendelse af sin medbragte adjudantstab modvirkede hans bestræbelser. Man havde håbet på virksom støtte fra zar Alexander, men blev her skuffet og opnåede vel kun at sikre den danske stats fortsatte beståen over for anslag fra svensk side, ligesom det lykkedes at hindre Slesvigs optagelse i det tyske forbund jævnsides med Holsten.

Annonce

Efter Wiener-kongressen var R. dansk udenrigspolitiks leder frem til sin død 1824. Der stod to væsentlige problemer at løse på baggrund af de foregående års politiske begivenheder, dels opgørelsen af den dansk-norske statsgæld, og dels det slesvig-holstenske ridderskabs styrkede forfatningsønsker. Mellemværendet med Norge - og med Sverige – løstes endelig ved en aftale 1822 der tilkom ikke mindst ved britisk medvirken. Udgangsstillingen var ikke Danmark gunstig, og i Carl Johan havde man en krævende, til dels meget aggressiv modstander. At det lykkedes at nå til en konvention, opfattede R. som en meget stor tilfredsstillelse, mens en senere vurdering (P. Vedel) har hævdet at løsningen var for ufordelagtig for Danmark. Ridderskabets ønsker om en forfatning blev 1823 appelleret til forbundsdagen i Frankfurt der afviste de stillede krav og henviste til kongens nåde hvad der måtte opfattes som særdeles tilfredsstillende fra R.s udgangspunkt.

Som gehejmestatsminister vendte R. sig mod det adjudantstyre der nåede sit højdepunkt i krigsårene, og han tog på forskellig vis del i behandlingen også af de indenlandske anliggender. Han vendte sig imod J. S. v. Møstings finanspolitik i årene efter statsbankerotten 1813, men kunne ikke her trænge igennem med sine syns-, punkter. Det var overhovedet begrænsningen i R.s politiske format at han over for stærkere kræfter både på det inden- og udenrigspolitiske område ikke evnede at trænge igennem. Havde han fx 1812 kunnet formå Frederik VI til at ændre udenrigspolitisk linje, ville han være gået over i historien som en af nationens store redningsmænd. Nu blev det hans stadige opgave at opnå det bedst mulige ud fra en kurs og ud fra beslutninger, han ikke selv var enig i. Men inden for disse rammer øvede han en betydelig indsats. Han var meget arbejdsom og engagerede sig i de mindste detaljer i sagerne. Han besad en forståelse for de kræfter der virkede i europæisk udenrigspolitik og beherskede de instrumenter, hvormed denne politik blev udført i tiden omkring år 1800. Over for Frederik VI var han til det yderste loyal og han gav omgivelserne et indtryk af samvittighedsfuldhed og pålidelighed. Han virkede i de økonomisk vanskelige år for at bedre udenrigstjenestens personales økonomiske kår, og han var meget omhyggelig med stadige og udførlige instruktioner til de danske gesandter i udlandet. R. befandt sig vel i den reaktion der satte ind efter 1814 og nærede kun liden sympati for den fri meningsudveksling. Når han så skarpt vendte sig mod bestræbelserne for at ændre på hertugdømmernes stilling, så var der næppe -trods R.s af visse historikere så omtalte "danskhed" – tale om nogen moderne national holdning, men snarere om en selvfølgelig modvilje mod enhver indskrænkning i monarkiets integritet.

R. arvede 1802 godserne Ryegård, Trudsholm, Barritskov, Egholm og Krabbeshoim efter sin slægtning, F. C. Rosenkrantz. Han solgte de to sidste godser og oprettede af de tre andre stamhuset Rosenkrantz 1804. De betydelige midler han herved fik i hænde forhindrede dog ikke at han til stadighed befandt sig i økonomiske vanskeligheder, og 1816 fik han tilstået et lån på 20 000 rdl. og senere yderligere summer der atter formelt var lån, men som ikke ville blive forlangt tilbagebetalt. Både som missionschef og som udenrigsminister gik der store midler til repræsentation, og efter hans død måtte hans enke fragå arv og gæld efter ham.

Ældre historieskrivning (P. Vedel, Edvard Holm) har understreget det "kulturskifte" der indtraf med Chr. Bernstorffs fratræden og R.s overtagelse af udenrigsministerstillingen og konfronteret Bernstorfffamiliens kosmopolitiske dannelse og niveau med R.s mere hjemmegjorte format. Nyere undersøgelser (særlig G. Nørregård) har heroverfor rehabiliteret R. som udenrigspolitiker og tværtimod understreget hans dybe forankring i periodens bedste diplomatiske traditioner, og det må erkendes at en enkelt samtidig bedømmelse (L. Engelstofts optegnelser) i vid udstrækning er gået ind i den almindelige opfattelse af R. som både personlighed og udenrigspolitiker. – Kammerjunker 1781. Kammerherre 1789. Gehejmekonferensråd 1809.

Familie

Forældre: kaptajn, senere major Otto Christian R. (1727–85, gift 1. gang med Johanne Eusebia Schmidt, død 1753) og Karen Johanne Rønning (1719–79). – 1791 i St. Petersborg, Rusland med fyrstinde Varvara (Varinka) Alexandrovna Vjazunskaja, født 22.5.1774, død 9.10.1849 på Ryegård, d. af kejserlig generalprokurør fyrst Alexander Alexejevic Vjazunskij (1727–93) og fyrstinde Jelena Nikiticna Trubeckaja (1745–1832).

Udnævnelser

Hv.R. 1800. R.E. 1811. DM. 1811.

Ikonografi

Mal. (Engestofte). Mal. af Jens Juel (Fr.borg), efter dette pastel af Julie Bjelke (forhen Ørumgård). Mal. af F. Tischbein, 1799 (Fr.borg) og af F. C. Groger ca.1809 (sst.). Stik af Chrétien, efter dette stik af S. H. Petersen. Tegn. (?) (Kbh.s bymus.), efter denne stik.

Bibliografi

Breve fra danske og norske, udg. Ludv. Daae, 1876 25–50. Breve i Danske mag. 6.r.III, 1918–23 312–37. N. R.: Journal du Congrés de Vienne 1814–15, udg. G. Nørregård, 1953. – Fædrenelandsk nekrolog 1821–26, udg. Fr. Thaarup, 1835–44 323–27. Carl Bernhard i Museum, 1890 65–80. Aage Friis i Hist.t. 7.r.I, 1898 346f. Axel Linvald: Kronprins Frederik og hans regering, 1923 (fot.optr. 1978). Samme: Chr. VIII. Den unge prins, 1943. Samme: Chr. VIII. Norges statholder, 1952. Samme: Chr. VIII. Før Eidsvoldgrundloven, 1965. Georg Nørregård: Danm. og Wienerkongressen, 1948. Samme: Freden i Kiel 1814, 1954. Samme: Efterkrigsår i da. udenrigspolitik 1815–24, 1960. Den danske udenrigstjeneste 1770–1970 I, 1970. Ole Feldbæk: Denmark and the armed neutrality, 1980. – Papirer i Rigsark.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Bjørn: Niels Rosenkrantz i Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg., Gyldendal 1979-84. Hentet 17. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=296554