Magnus von Dernath

Magnus von Dernath, 31.8.1765-15.4.1828, diplomat, rigsgreve. Født på Hasselburg, død i Kbh. (Petri), begravet sst. (Petri k.). Efter studier i Göttingen, Kiel, Geneve og Strasbourg kom v. D. 1786 til Kbh., hvor han 1787, støttet af A. P. Bernstorff som s.å. blev hans svigerfader, udnævntes til auskultant i rentekammeret. 1788-1810 var han deputeret i kommerce-kollegiet, 1790 blev han kammerherre, 1794-95 dagligt opvartende kammerherre hos Christian VII. Den store levefod som v. D. tillod sig viste sig ved denne tid at overstige hans midler, og han trak sig derfor tilbage fra hoflivet og levede i de følgende år som godsejer på fædrenegården Åkær og godserne Antvorskov og Falkensten som han ejede 1794-99; til ophævelse af hoveriet og indførelse af arvefæste eller selveje på de sidstnævnte to godser fik han et lån på 155.000 rdl. af kreditkassen. Fra 1801 forpagtede han Hasselburg af faderen og arvede 1805 efter denne foruden dette gods som han 1816 måtte sælge ved konkurs tillige Åkær og Dybvad som han senere afhændede til Henrik Reventlow. Begivenhederne efter 1807 første atter v. D. frem på den politiske skueplads. Han indtrådte 1808 i det holstenske feltkommissariat og opholdt sig 1808-09 i Altona, hvor han forhandlede med fyrsten af Ponte Corvo (Bernadotte) og andre allierede generaler om den fransk-spanske hærs rømning af landet og dermed sammenhængende økonomiske spørgsmål. Den herved indledede diplomatiske virksomhed fortsattes da han efter Jonkopingfreden, sandsynligvis ved sin svigersøn udenrigsminister grev C. G. Bernstorffs medvirkning, blev dansk gesandt i Stockholm (jan. 1810-april 1812). Han virkede her efter Karl Augusts død ivrigt for et dansk tronfølgervalg, idet han dog betonede at prins Christian Frederik i så henseende havde bedre chancer end Frederik VI og modarbejdede energisk hertugen af Augustenborgs kandidatur. Da Orebrovalgrigsdagen havde sikret Bernadotte tronfølgen, skrev v. D. straks til Kbh. at Norge var i fare, men han var i den følgende tid, øjensynligt påvirket af den franske gesandt Alquier til hvem han søgte nøje tilknytning, usikker med hensyn til Karl Johans evner og planer og vedblev stadig at regne med muligheden af en augusten-borgsk tronfølge. Fra sommeren 1811 forudså han dog den svensk-russiske tilnærmelse og de farer den indebar. Hans hjemkaldelse skyldtes den uvilje den svenske kronprins havde fattet mod hans forbindelse med Alquier, og nogle uforsigtige udtalelser til denne. Kort efter udnævntes han til gesandt i Dresden hvor han var akkrediteret 1812-15, og var derpå 1816-28 Danmarks repræsentant i Madrid.

Der var ved udenrigsminister Niels Rosenkrantz' død (1824) tale om at v. D. skulle være hans efterfølger; som grund til at han ikke blev det angives hans slette økonomiske forhold og manglende vederhæftighed. Han ejede sin slægts vid og vindende smil, besad også en litterær åre og var en politisk begavelse af ikke ringe rang, men han forbandt hermed ikke blot en vidtdreven ærgerrighed - han så i tanken sig selv som den nye nordiske unions rigskansler - men også nogen mangel på kræsenhed i valget af sine midler. Gehejmekonferensråd 1817.